Top 5 – Flyt eller bliv flyttet

moving-boxes

Aarhus-redaktionen har brugt Corona-pausen på at flytte på landet. Den slags går jo sjældent stille for sig, og vi har samlet fem sange, der perfekt akkompagnerer den gennemsnitlige flytnings højde- og lavpunkter.

Forfatter

Corona, dit lille svin.

Vi ved alle, at vi havde planlagt, at sommeren skulle gå med kampdruk og råben i takt rundt omkring på festivalpladser i ind- og udland. Sådan gik det som bekendt ikke, og Devilutions Aarhus-redaktion benyttede i stedet den allerede bookede ferie til at flytte til forstæderne. Den sitrende metropol, der er Danish for Progress, blev lagt bag ham, og den nye lejr blev slået op omtrent femten minutters bajerslingrende gang mod vest, et fadølskasts afstand fra Aarhus' musikalske ”primordial ooze”, øvelokalekomplekset Monorama. Yay. Metal.

Nu er en flytning vel omtrent lige så ophidsende som en 24-7 Spyz-koncert søndag formiddag på Copenhell, og man skal mange pinsler igennem undervejs. I ugens Top 5 har vi fundet fem numre, der fint akkompagnerer den gennemsnitlige flytning.

1. Power Trip – 'If Not Us Then Who'
Klokken er engang op ad formiddagen, og den forsamling af venner, du har tænkt var bedst eller nemmest at overtale til at slæbe dit arsenal af Billy-reoler fra Ikea ned fra 3. sal, er ankommet. Én har selvfølgelig noget med knæet fra en Serie 4-kamp engang, en anden kom til at drikke en halv flaske Fernet Branca for meget i går, og det hele halter lidt allerede fra start.

Her kommer retrothrasherne fra Power Trip ind i billedet. Mens holdet kæmper sig igennem dagens første skridtvarme Faxe Kondi og skuler ondt til dit firefløjede garderobeskab, brøler du dig som en anden David Nielsen igennem det kampråb, der er 'If Not Us Then Who'. Stor lyrik som ”get up out of your cave and into the fire”, ”time's short, this is our last resort” og ”how far are you willing to go?” skal nok opildne tropperne, og virker det ikke, er det blot et spørgsmål om at brøle sangtitlen igen og igen i stadigt mere skingert toneleje og med tiltagende styrke, indtil den første akademiker opgivende begynder at skrue benene af din sofa.

2. Coal Chamber – 'Big Truck'
Det er vigtigt at sætte sig i respekt fra start i sit nye kvarter. Ikke mindst når man rykker ind i et område proppet med SU-modtagersker, der allerede er aggressive over, at man ikke kan få Orange-billetter til Sunny Beach.

Her er ankomsten i den største kassevogn, du har kunnet opstøve, en fin strategi. Intet imponerer en Gen Z'er mere end at se dig komme rullende tungt i en Sprinter med ladklap, mens de selv står og hiver de sørgelige rester af en arvet ABC-reol ud af en lejet Ikea-trailer. Og intet siger ”nu flytter de voksne fandeme ind, yo” som en flok nogle-og-tredive-årige, der langsomt cruiser ned ad brandvejen og kaster dobbelt-v'er til de slæbende utighte toner af en halvfemser-parentes, de fleste havde glemt. 'Big Truck' indeed. Vi vidste, at Coal Chamber ville have deres berettigelse på et tidspunkt. Nu fandt vi den.

3. Behemoth – 'Slaves Shall Serve'
Køb en hund, sagde de. Den er mere medgørlig, sagde de. Ikke så humørsyg. Mere taknemmelig.

Nuvel, det gjorde vi ikke, og resultatet er, at vi i løbet af eftermiddagen skal forholde os til en altherskende vanekat, der er såvel traumatiseret som godt gal i skralden over at have brugt en halv dag på at sidde i en transportkasse, fordi nogen skulle løfte på de 40-50 stykker interiør, som den alle sammen kalder ”seng”.

Nu skal vi så overbevise katten om at komme ud af kassen og besigtige de nye gemakker, hvilket den ingenlunde synes interesseret i. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan andre normalt får deres behårede satanyngel til at makke ret, men herhjemme er vi nået dertil, at succesraten er højest, hvis vi behandler den som en førkristen afgud.

Derfor står flytteholdet måbende og ser til, mens der messes fra bookletten til albummet 'Demigod', og fraser som 'Father ov Terror! Dance, dance, O Mighty One' og 'War god, trample all weakness! This is your day ov pride” langsomt overbeviser det konstant fældende kræ om at kravle ud af plasticæsken, alt imens Aarhus-redaktionens bedre halvdel simulerer en surfer på brættet, bare i tilfælde af at katten har misforstået sangtitlen. Hvad man ikke gør for de søde små.

4. The Hellacopters – '(Gotta Get Some Action) Now!'
Nu er en flytning jo andet og mere end blot at slæbe Margrethe-skåle og tv-borde fra A til B. Og når først familien har fundet sig til rette, begynder den virkelige kamp. Det indser man, når man efter 12 minutters 'Let Your Fingers Do the Walking' som ventemusik endelig kommer igennem til energiselskabet, får udstukket de nødvendige ordrer, og det derefter går op for én, at internetudbyderen ikke vil stå tilbage for NRGi i deres udøvelse af musikalsk vandtortur.

Efter at have siddet og lyttet, til hvad der føles som hele Kaare Norges bagkatalog inklusive b-sider og outtakes, kommer man endelig igennem til en, der hedder Jørgen, som virker mere interesseret i at presse én til en femstjernet anmeldelse på Trustpilot end i at levere en internetforbindelse, der kan trække både Superliga-bold, Pornhub og den der dokumentar med det der klip, hvor Gaahl siger ”Satan”, simultant uden at lagge.

Her får man nok, og det helt rigtige at gøre, er på sit bedste svengelske at istemme Nicke Anderssons opus om, at nu skal der fandeme ske noget. Hallå ikkå. 

Når du er færdig med at skrige dig igennem ”well, I got better things to do with my time” og ”please spare me all your futuristic visions, 'cause I gotta get some action now”, skulle der være en chance for, at Fastspeed-Jørgen overgiver sig og lover, at dit internet nok skal være oppe at køre. Om tre uger.

5. Metalucifer – 'Heavy Metal Drill'
”Ah, men comedyklovn, NU er det værste da overstået, hva'?!”

Gu' er det da fuckin' røv. Der skal hænges lamper op. Indflytningens svar på at få fjernet den der visdomstand, der har fundet sig så godt til rette i din undermund, at den formelig har lænket sig fast om dit kæbeben. Det tager tid. Det gør nas. Og det bliver dyrt.

Man starter godt ud med et fast greb om borehammeren og Metalucifers 80'er-hvin i ørerne. Det skal nok gå. Hurtigt viser det sig, at der ligger vandreservoirer oven på de betonelementer, der udgør loftet, og man skifter musikken til Panteras 'Floods', inden man henter et håndklæde. Efter endt oprydning og boring viser det sig, at ens elektrikersnilde ikke er, hvad man troede den var, og man skifter igen musikken til Fear Factorys 'Shock'.

Man bliver lige nødt til at sunde sig og være sikker på, at man ikke behøver tage på hospitalet, inden man fortsætter med at forsøge at få den forbandede Panton-lampe til at tjene andet formål end at ligge og ligne kasseret interiør fra en frozen yoghurt-butik. Mens skyggerne begynder at blive lange, kæmper man, nu til tonerne af Iron Maidens 'Fear of the Dark', mere og mere spagfærdigt med at få ledninger, dæksler, polsøgere, rawplugs og en mængde andre ting, man ikke kender navnene på, til at fungere sammen. Stadig forgæves. Man forsværger den dag, man besluttede sig for, at det da også kunne være hyggeligt at få lidt mere plads og nogle nye hårde hvidevarer, indtil man til sidst giver op, sætter Dark Funerals 'Where Shadows Forever Reign' på og åbner en bajer i mørket.

Skål.