Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5: Horror og Oscar-bullshit.

Populær
Updated
Top 5: Horror og Oscar-bullshit.

Senere denne uge er der Oscar-uddeling. Det har intet med heavy at gøre, og principielt set hader Devilution selvfølgelig alt, det står for. Alligevel hiver vi fem godbidder op af Hollywoods latterlige, gyldne makeup-skrin.

Det har ikke meget med heavy metal og hash at gøre, but so be it.

Natten mellem søndag og mandag er der igen uddeling af Oscar statuetten aka The Academy Awards aka jordens røvhul af en ligegyldig prisuddeling. Det er i år 88. gang, at hovedsageligt talentløse millionærer og andre filmfolks med mangel på perspektiv skal op på scenen for at tude og takke Gud på åben skærm foran et par hundrede millioner seere verden over – og ja, dette patetiske wanna be-eksempel på en såkaldt metalskribent vil selvfølgelig sidde som klisteret til skærmen for, ak ak, 22. år i træk.

Og hvorfor hede hule helvede udsætte sig selv for det, spøger det altid rationelle metalhoved selvfølgelig. Jo, ser I, ud over at det selvfølgelig har sin egen jerk off-charme at opleve et vaskeægte freakshow blive hyldet som værende creme de la creme og gudhjælpemig et legitimt livsmål i sig selv, så forekommer det rent faktisk, at der, indimellem alt farveladestadset, bliver fokuseret på godt, substantielt håndværk.

Det gælder ikke mindst i den kategori, der sætter fokus på ’Best Achievement in Makeup and Hairstyling’. Bevares, tager man Axl Roses silkeglatte lokker og Gene Simmons' liderbuktunge, giver det sig selv, at alle tiders statuettevindere i Hollywood selvfølgelig blegner ved sammenligning. En så gennemgribende forståelse for sand, transcenderende kunst kan man dog naturligvis ikke forvente af Hollywood. Men det næstbedste er i denne omgang nu også godt nok.

Tag bare disse nedenstående eksempler, der alle har vundet netop for makeup og hår. Vi sværger til flere af dem som værende nogle af nyere tids bedre genrefilm, hvilket, trods alt, siger et eller andet om the fucking Oscars.

1. 1981 - Rick Baker er den første til at vinde i den nye kategori for gyserkomedien 'An American Werewolf In London'.





2. 1987 - Chris Walas og Stephan Dupuis vinder for deres bidrag til Cronenbergs mesterværk 'The Fly'.





3. 1989 - Ve Neill, Steve LaPorte og Robert Short vinder for 'Beetlejuice', der selvfølgelig er både Tim Burtons og Michael Keatons bedste film.





4. 1992 - Stan Winston og Jeff Dawn vinder for det, visuelt set, tidløse 90'er-hovedværk, 'Terminator 2: Judgment Day'.





5. 1993 - Greg Cannom, Michèle Burke og Matthew W. Mungle vinder for Coppolas filmatisering af Bram Stokers 'Dracula'. Er det egentlig en god film? Det kan jeg ikke huske.