Top 5 – Roskilled by Death

Populær
xrf_XTD7665

Roskilde Festival kan være så stor og forvirrende, at man glemmer alt om, hvad der er op og ned og ens sande prioriteter i livet. Vi prøver at huske fem aldeles forglemmelige øjeblikke.

Fotograf
Jacob Dinesen

Med et smörgåsbord af scener, koncerter og nøgenløb kan Roskilde Festival spredt ud over alt for mange dage til at holde hovedet klart, må man nødvendigvis miste det kolde overblik på et tidspunkt i løbet af sin Roskilde-karriere. Faktisk en god håndfuld gange. Mindst.

Længe før 90’er-ironien gjorde alt fuldstændig relativt, og internet i 00’erne gjorde alt samplebart og inden for rækkevidde, var Roskilde det sted, man tog hen med en stram plan for, hvilke koncerter man skulle få set, og endte med at kegle rundt mellem tudsegamle cubanske folkemusikere, technoraves med glowsticks og fløjter, barfodede hippier med sitarer og puder med kvaster, indædte hiphoppere og malplacerede metalbands.

For specielt metallen har haft et modsætningsfyldt forhold til festivalen gennem historien: Fra uønsket problembarn over søndagsmorgenvækning og trendsætter til dinosaur. I år har Roskilde Festival et metalprogram, der i kvalitet, alsidighed og ikke mindst aktualitet giver Copenhell baghjul, om man så vil være ved det eller ej.

Men igennem tiden har der været store smuttere – selv for Devilution, selv for denne skribent.

1. Bill Callahan ved ikke, hvem Iron Maiden er
Blandt den amerikanske sadcores stjerner fra 90’erne havde adskillige et nært forhold til metal og hardr ock: Bonnie ‘Prince’ Billy, Mark Kozelek og Jason Molina er nogle af dem, der har alle en stolt fortid i metal og hardcore. Ikke Bill Callahan eller Smog, som han stadig kaldte sig, da han spillede på Hvid Scene på Roskilde Festival i 2000. 

Det gik sådan set helt fint med hans afdæmpede, småmorbide sange om død, damer og druk, indtil Iron Maiden gik på omme på Orange Scene, og de dumpe brag og hvinende skrig trængte ind i det lille telt. Bill Callahan har aldrig været en person, man kunne slå mange ord af, så ud over nogle utilpasse grimasser, når larmen blev for meget, var hans eneste direkte reaktion i mellem to sange, hvor Bruce Dickinson skreg ekstra højt, at læne sig mod lyden og spørge: “Is that Judas Priest? You should all be over there. They seem to be having a lot more fun than here.”

Og så spillede han endnu en fantastisk trist sang.

2.Roskilde ved ikke, hvem Slayer er 
Det er helt sært at tænke på nu, hvor Slayer er ved at stoppe og bliver hyldet som de største af de største, headliner metalfestivaler og sælger arenaer ud på deres sidste turné. Men der var altså nogle år, hvor Slayer overhovedet ikke var cool. Midten og slutningen af 90’erne var ikke god mod de store metalbands, som med et slag virkede frygteligt gammeldags og klodsede.

Så da Slayer spillede på Roskilde Festival i 1996, var det ikke med fyrværkeri mod nattehimlen og et kogende publikumshav foran sig. Det var godt nok på Orange, men det var om eftermiddagen, og min kammerat og jeg kunne gå op og sætte os ude lidt ude i siden 20 meter fra scenen. Det var ikke rigtig nogen attraktion. Faktisk er det, jeg husker bedst fra min første Slayer-koncert, to imponerende store damer, der slamdancede ihærdigt lige foran min ven og mig gennem hele koncerten. 

Nåh ja, Sepultura spillede da vist i øvrigt også samme eftermiddag. Med det klassiske line-up. For sidste gang i Danmark. Men herregud, det var der jo ingen, der kunne vide på det tidspunkt, så det er ikke rigtig noget, jeg husker så meget af. 

3. Niarn ved ikke, hvem Mayhem er 
Adskillige bøger, dokumentarfilm, kunstudstillinger, en spillefilm og ikke mindst en ny bølge af black metal har gjort Mayhem til et navn, snart sagt alle kender langt ud over metallens grænser. De er dem-der-med-ham-der-der-det-der. Men det var de ikke i 2001: I 2001 var Mayhem et norsk kultband, som de af os, der havde været med i starten af 90’erne, kendte til fra det-der-med-ham-der og så nogle plader, få af os rent faktisk havde hørt. For alle andre var de en flok løjerlige fjeldnisser med franskbrødsarme.

Sådan var det i hvert fald for de intellektuelle connaisseurs og upcoming rappere Niarn og L.O.C., der tilbragte det meste af festivalen med at hænge ud foran den campingvogn, som det pladeselskab, jeg dengang arbejdede for, havde stående i Mediebyen. Og således gik det til, at Necrobutcher i sin Black Uhuru-T-shirt røg L.O.C. i gulvet, mens Niarn sad med store øjne og undrede sig over, at man kunne finde på at gøre så meget skade på sig selv, som Maniac havde gjort. Det er i al sin tåbelighed et af de bedste billeder på Roskildes evne til at bringe folk sammen på tværs af alle skel og al fornuft, jeg kan komme i tanker om at have oplevet.

4. Metallica ved ikke, hvem de selv er
Som alle andre er jeg vokset op med Metallica. Deres plader betød alt for min metalliske dannelse som teenager: Der er masser af andre bands, der har været vigtige for mig, men nok ingen så vigtige, som Metallica var det dengang. Så kom det sorte album, og så kunne det hele lige pludselig være lige meget.

Så det var det også, da Metallica for anden gang i karrieren spillede på Roskilde i 1999. Man skulle da lige se dem, det skulle ikke være for det, men med tanke på de par plader, de havde udgivet siden, og det uinspirerede coveralbum, de havde med i rygsækken, var det med en meget afmålt entusiasme. Jeg kan faktisk ikke huske meget andet af den koncert, end at jeg sad og snakkede med mine kammerater, da de begyndte at spille ‘Sad but True’, og så fnøs vi hånligt ad dét og snakkede videre.

Det er måske nok lige lovlig arrogant over for metallens største og vigtigste navn nogensinde, jovist. Men Metallica selv ragede i slutningen af 90’erne rundt i en gevaldig og aldeles uklædelig identitetskrise. De var blevet en mainstreamsucces, men nu kunne de ikke finde ud af, hvordan de var blevet det, og hvordan de skulle blive sådan igen. Det åbne spørgsmål er, om de nogensinde fandt tilbage til den kerne: Ifølge min gode kollega Daniels tidsrejse fra 2017 var jeg i hvert fald langt fra den eneste, der kedede mig bravt under den koncert.

5. Jeg ved ikke, hvem jeg selv er 
Lad være med at tage stoffer, mmm’kay? Ikke bare fordi det er farligt for dig selv eller socialt uansvarligt mod alle dem, der mere eller mindre uforvarende befinder sig på stoffernes vej fra den tredje verden til Vesten, men fordi du bliver en røv mod dem, du er sammen med, og du glemmer at se gode koncerter.

Roskilde 2001 tilbragte jeg i en amf-koger, der ville have gjort Lemmy stolt, og jeg var en overfladisk nar at være sammen med. Hvis det er nogen trøst for dem, der kom til at være det i løbet af festivalen, så missede jeg til gengæld at se Mayhem, jeg missede Deftones, jeg missede Tool, og jeg missede Hellacopters, fordi jeg rendte rundt i undertøj i mediebyen og koldsvedte og prøvede at finde ud af, hvordan jeg kunne komme ned, eller hvordan jeg kunne undgå nogensinde at komme ned igen. 

Blandt de ret få ikke-arbejdsrelaterede koncerter, jeg kan huske, at jeg nåede at se det år, var til gengæld The Haunted og Hammerfall. Fordi hvis man virkelig skal prioritere sin metal, så er det da de to navne, man skal prioritere, det er klart.

Jeg skammer mig, om ikke for andet, så derfor. Lad være med at følge mit eksempel. Lad være med at følge Lemmys eksempel. Se gode koncerter, vær rar.