Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Sommersange Revisited

Updated
danzig-portlandia

Den danske sommer, som vi kender den bedst, er over os. En god anledning til atter at trække metalliske sommerschlagere frem. Fra Danzig til Darkthrone.

Kunstner
Dato
20-07-2020

Det er ikke sådan rigtig varmt, og vi har allerede brugt denne Top 5 idé en gang, men nu genbesøger vi den og strør nogle nye toner ud over idéen – og genbesøger de uomgængelige. Der er rigeligt at tage af, så spyt gerne i potten med forslag, hvis vi stadig har overset den definitive sommermetal.

Uomtvisteligt er det dog, at nummer 1 om sommeren altid vil være:



1. Danzig: 'Dirty Black Summer'

Findes der forstandige mennesker i verden, der ikke har lyst til at blaste Danzigs sommerklassiker på bilanlægget eller et hvilket som helst andet af slagsen – navnlig, hvis man befinder sig i det danske landskab, hvor sangtitlen oftest på alle måder lever op til øjeblikket, man befinder sig i? Vi tror det ikke.



2. Kyuss: 'Green Machine'

Når nu man allerede har trukket den oplagte 'Feel Good Hit of the Summer' (på hvilken selveste Rob Halford jo som bekendt grynter med!), bør man tage noget med Kyuss også, ikke mindst når nu Josh Homme netop har luftet muligheden om en gendannelse. Der er masser af tage af, men 'Green Machine' stinker i hvert fald af at køre hurtigt i bil, ud ad en ørkenvej, ligesom i musikvideoen, jo.



3. White Zombie: 'Black Sunshine'

Og lad os da fortsætte med at være nogle gamle røvhuller og dvæle ved 90'erne, fra før verden gik af lave. Det var dengang, hvor Rob Zombie mere lignede Al Jourgensen end en ork, der dyrker zumba; da han stadig var frontmand i White Zombie. I 1992 overtalte han Iggy Pop til at levere spoken word-intro og -outro til slideguitar-hittet 'Black Sunshine', der, noget overraskende, fik masser af airplay dengang. Upåklagelig som sommersang.



4. Blue Cheer: 'Summertime Blues'

Den skal med, fordi det er en god sommersang, og fordi nogle formaster sig til at kalde Blue Cheer for historiens første heavy metal-band. Eddie Cochrans rockabilly-rocker fra 1958 fik en stor revival i 60'erne, hvor alle fra Beach Boys over Jimi Henrix og The Who til altså Blue Cheer fortolkede nummeret. Der skal en del til at smadre nummeret, men der skal nok være en version eller to derude, som vi ikke har turdet lytte til. Blue Cheer holder i hvert fald den hårde stil.



5. Darkthrone: 'Summer of the Diabolical Holocaust'

Jaja, vi ved godt, at Leif med "summer" i dette tilfælde mener "a person who sums", men man må godt snyde lidt for at få en ladning iskold black metal med på listen, og sådan er det.