Top 5 – Værste metalfans

Juli mindede om november, med alt hvad det medfører af regn, blæst og god grobund for sure miner. Derfor tager vi i denne uges top 5 fat i et af metalverdenens allervigtigste og populæreste emner: Hvem af de andre er mest irriterende?

1. Tool



Og hvor skulle vi starte, hvis ikke på toppen af obnoxiousness? Tool er et legendarisk band og har på en eller anden måde formået at holde fast i den status gennem nu-metal-ørkenen og college-rock-fasen. Ikke engang adskillige anklager om seksuelt misbrug har kunnet slå bandet, der skriver en sang langsommere, end George R.R. Martin kan skrive en passage om åletærter, ud af kurs. Selv efter 5.118 dage blev deres seneste album modtaget med klapsalver og skåltaler, ligesom deres optræden på Copenhell stadig er et meget populært emne.

Som man nok kan forstå, er Tools fans enormt loyale. Og enormt overbeviste om deres udvalgte bands fortræffeligheder. Så meget, faktisk, at hvis ikke de fans var ALT FOR KLOGE til at tro på Vorherre, skulle man tro, at Maynard var den genfødte messias. Tool er ikke bare et band, det er en filosofi og en sti til oplysning og åbenbaring, og det er meget vigtigt, at man lytter til musikken, og at man lytter RIGTIGT til musikken. Adskillige fans var for eksempel meget ophidsede, da en fan tillod sig at spørge, om musikken nogensinde ville komme på Spotify. Det var den helt forkerte måde at lytte til det. Det skal man åbenbart helst gøre på en voksplade i et tibetansk kloster. 

Tool er faktisk ikke musik. Det er en religion. Og det skal man helst forstå, når man andægtigt lader musikken nærme sig sin person.

2. Slayer



Slayer var et californisk orkester, der nød en vis musikalsk succes, men nok er mest kendt for at være omdrejningspunkt for metalscenens allermest enerverende slidte joke. Du kender den godt, du har sandsynligvis brugt den selv engang. Den er nemlig aldeles enkel:

1. Først drikker du så meget, at du bliver enormt dum at høre på.
2. Så råber du, så højt du kan, “SPIL NOGET MED SLAYER!”
3. Så kigger du dig omkring og undres over, hvorfor ingen griner.

Det er det værste, og du kan ikke undgå det. Alle festivaler, og måske 50 % af kommentarsporene, indeholder minimum en ytring i denne retning. Og det stopper aldrig. Ikke engang nu, efter bandet langt om længe er gået fredeligt ind i den gode nat.

Man kunne nogle gange ønske sig, at fanbasen mente det mere alvorligt, når de fremviser den fysiske manifestation af deres loyalitet.

3. Five Finger Death Punch

Five Finger Death Punch (eller 5FDP, som deres åbenbart enormt travle fans ofte benævner dem) er på listen, men er i virkeligheden en eksemplarisk case. For uanset hvor dødkedeligt et band er, og hvor uinspirerende bodegaheavy de spiller, vil de altid have et publikum. Hvis de så samtidig kan finde på et catchy navn til deres fans (det kunne for eksempel være “maggots”) eller stille sig op som de stakkels soldaters og politibetjentes forsvarere, så kan disse fans’ loyalitet løfte sig i vejret som en hvidhovedet havørn, der glider majestætisk over napalmsvedne oliefelter.

Gud nåde og trøste den, der formaster sig til ikke at kunne lide dette band. Og Gud være med de fans, der er så opildnede af bølleriffs, at ironi bliver et fremmedord.

4. Dream Theater

I den anden grøft finder vi Dream Theater. Hvor negative anmeldelser af Five Finger Death Punch ofte bliver ledsaget af anklager om snobberi, har vi her at gøre med selverklærede elitister.

Hvis guitaristen ikke spiller på minimum syv strenge, og hvis trommeslagerens sæt ikke ligner en kravlegård fra rummet, så er det simpelthen ikke muligt at spille musik, der er værd at lytte til.

Konceptalbum er the name of the game, og jo mere komplicerede, desto bedre. Der skal analyseres, der skal dissekeres og, ikke mindst, der skal diskuteres. Hvis bøllerocken er pølsemix, så skal Dream Theater behandles som et besøg på Alchemist, hvor ‘A Change of Seasons’ er anden, der er sous-vide-tilberedt ved 52 grader igennem tre uger, og ‘In the Name of God’ er lammehjerne kombineret med kirsebær og skal forstås som en kommentar til madspild i Danmark.

5. Pantera

Åh ja, Pantera. Så kan vi også få pladen fuld. Her har vi bølleri og guitaronani, komplet med martyrkompleks og stars-and-bars-apologi.

Pantera ødelagde nærmest egenhændigt metalmusik i ca 15 år og er nok også de store syndere i hele nu-metal-miseren, der fulgte.

Panterafans har fundet metallens hellige gral og er fuldstændig overbeviste om, at alle, der kunne finde på at kritisere ex-glambandet, må hade metalmusik og være nogle svæklinge, der ikke hører andet end popFM. Det må være en skøn fornemmelse at placere sig selv så meget i toppen af fødekæden, også selvom man formulerer sig på niveauet lige over Rocksteady fra Turtles.

Pantera er berømte for at smide groove i deres thrash og kunne lave nogle enormt swaggerværdige chugga-chugga-riffs. Man kan nærmest forestille sig den whiskystive skilsmissefar komme dinglende for at bede ham med stramme bukser forlade etablissementet, hvis han skal komme her og se bøs’ ud, når man lytter til ‘Vulgar Display of Power’. Så på den måde kunne bandet da absolut noget. At fanbasen så har en forestilling om, at både trommer og guitar skulle befinde sig i metallens øvre luftlag, må vel så tilskrives ovennævnte whiskybrandert.

Det bedste ved Pantera-fans må dog være deres enorme mængde disponibel indkomst. At kunne smide penge efter noget så åndssvagt som dette må da være en joke. Ikke?