Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Vi ser jer

Updated
LJG

Ugens top fem handler om anerkende de fantastiske transpersoner i rock- og metalmusikken, der har været med til at skabe repræsentation og genkendelighed for LGBTQ+ personer i miljøet.

Fotograf
Jacob Dinesen

Denne top fem udgives i forbindelse med Trumps idiotiske “Directive-Type Memorandum-19-004”, der forbyder transpersoner at tjene i de Forenede Staters militær, medmindre dette gøres under det køn, man blev tildelt ved fødslen. At vi stadig i 2019 skal insistere på, at transpersoner har rettigheder er en gåde, men jeg ser det af samme årsag som en pligt at sørge for, at transpersoner ikke ties eller gemmes væk. Af den årsag vil jeg i denne uges top fem fremhæve transpersoners vidunderlige bidrag til den rock- og metalscene, som vi er en del af. Vi ser jer. ) ">

1. Mina Caputo (Life Of Agony)
Mina Caputo var med til at starte metalbandet Life of Agony i New York i 1989, men forlod bandet i 1997. Det næste årti (og lidt til) blev en søgen efter et nyt musikalsk projekt for Caputo og inkluderede blandt andet også en solokarriere. I 2011 meldte Caputo ud, at hun var transseksuel – eller som hun selv i et interview proklamerede: “Ja, jeg er en fucking tranny, kom over det!” Noget tyder på, at Life of Agony-fans er kommet over det, for Mina har været tilbage i front for bandet af flere omgange og melder om varme modtagelser overalt.

">

2. Danica Roem (Cab Ride Home)
De færreste metalhoveder kender nok Cab Ride Home fra Virginia, USA. Men skulle du alligevel have hørt om bandet, er det med stor sandsynlighed, fordi frontkvinden Danica Roem blev valgt ind som den første “åbne” transperson til en amerikansk lovgivende statsenhed. Det er ikke kun flot, men også flot når man tænker på, at Roems tidligere band (bandet stoppede i 2017) primært skrev sange om at være fulde...

">

3. Doomstress Alexis (Project Armageddon)
Også i doomgenren findes der repræsentation for vores transsøstre og -brødre. For Project Armageddon blandes genren især med syre- og garageelementer. Siden 2016 har forkvinde i bandet Doomstress Alexis fortsat under projektnavnet Doomstress og har blandt andet vundet lokale musikpriser for sin fantastiske vokal.

">

4. Laura Jane Grace (Against Me!)
Hvor Mina Caputo var den første, er Laura Jane Grace måske den største. Bandet har i hvert fald siden Graces transition været vidt omkring og er blevet varmt modtaget, hvorend de er kommet. Det virker ikke som en fair opgave, men ikke desto mindre én, som Grace har taget på sin skuldre: nemlig at skabe transrepræsentation selv i den mere mainstream del af rock- og metalmiljøet. Det er en fantastisk glæde at se, hvordan Against Me! er en del af en større bevægelse, hvor der gives rum til det mindre maskuline i miljøet, endda til det feminine.

">  

5. Ask Stig Kistvad (Mimic Octopus)
Der skulle selvfølgelig også snige sig et dansk eksempel ind på listen. Mimic Octopus er et relativt ungt band fra København, der er startet i 2017, og som spiller “post-grunge”. På trommer er Ask Stig Kistvad, der også har deltaget i den danske debat og hjulpet mange (undertegnede inklusiv) til at forstå konsekvenserne af at leve som transmand. Ikke nok med, at Ask er en dygtig trommeslager, så arbejder han også med webtilgængelighed og har deltaget i projekt om kønsløse stemmer til AI-assistenter (tænk Alexa og Google Home).

">  

Andre nævneværdige personer: Lad os huske på, at selvom vi i rock- og metalmiljøer har eksperimenteret mere med make up og/eller identitet end de fleste andre genrer, så er vi samtidigt også et fællesskab der på mange måder er bygget på maskulinitet. At tingene ændrer sig, behøver ikke at betyde, at vores sammenhold skal være mindre maskulint, men at det måske kan give mere plads til det feminine også. Derfor skal der blandt andet gå et skud ud til mænd som Maynard James Keenan og Michael John Burkett (bedre kendt som ‘Fat Mike’), der begge har eksperimenteret med femininitet og feminin optræden på scenen. Der skal også lyde en applaus til australske Mechanical Black, der har skrevet et helt album om kønsidentitet. Til sidst en kæmpe tommel op til de mænd og kvinder, der er med til at skabe repræsentation ved at være åbne om at være LGBT+!