Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Wacken for begyndere

Populær
Updated
Top 5 - Wacken for begyndere

Mange forventninger søsættes nu, hvor det endelig er blevet tid for skribent Signe Andersen at drøne på jomfrurejse til Wacken med en masse andre idioter, udover redaktionen. 

Dato
28-07-2013

 

De store paradokser melder sig, og jeg både bekymres og venter i spænding. Tankerne falder på:
 
1. Tysken
Går den med vest? Drikker den skarpe? Pisser den i hegnet? Uha, livets spørgsmål er store og mange for en lødig ungmø, som brugte de første festivalbranderter i uskyldige Ringe, og senere i Roskildes henholdsvis urinstøv/mudder/svenskerfælder. Er der smat? Spiser de mad?
 
2. Deep Purple
Gennemfør blot en operativ fjernelse af min milt uden bedøvelse, når de spiller ’Into The Fire’. Jeg mærker intet.
 
3. Location, location, location
Jeg ved hvor Berlin ligger. Cirka. Og Flensborg. Og det er dét. Med afrejse onsdag vil ankomst omkring fredag morgen være at betragte som en succes. Gad vide om det skoletyske ”wie, bitte?”, ”warum?” og det senest tilkomne ”HALT! Hammerzeit!” kan få mig ud af diverse uforudsete transport-suppedaser? Ellers må jeg sætte min lid til, at der findes en anstændig Bierstube i Slesvig. Og at jeg ender dér.
 
4. Teltet
Festival og telt er på teoretisk plan en god ide, men kun indtil man faktisk befinder sig midt i kombinationen. I realiteten kan jeg se frem til standard skidepine, tømmermændstørke og kvalme i omtrent 40 graders varme og pludselig på andendagen komme i tanke om, hvad der var så pissefedt ved at blive for voksen til den slags.

Indtil, naturligvis, jeg finder mig selv oppe foran til et eller andet taberband, jeg i fuldskab havde glemt, jeg ikke kunne lide. Alestorm for eksempel. Selvfølgelig gentages nævnte cyklus og lidelse fire dage i streg, med tilhørende henholdsvis jammer eller begejstring, afhængig af alkoholstadium og tid på dagen.
 
5. Mambo Kurt
Sæt nu, at han er ’nichts-Groupie’-typen? Så er man rejst hele den lange vej for ingenting. Oh, ve. Bare tanken er uhyggelig.
 
(Bobler: Frygten for at den mere rutinerede Wacken-redaktion har et eller andet rookie-ritual, der omhandler jordbærlikør eller nøgenhed. Uf!)