Sidste omgang HDDT blev åbnet af de kæbenhavnske stonerveteraner der har rejst sig fra graven. 10 års pause har bare ikke udbedret de mangler de havde i sin tid.
Stonerrocktrioen har tilsyneladende brugt 10 års pladepause på at stirre på en lavalampe og kontemplere universet i stedet for at køre træk og udtænke riffs, som de burde.
Atmosfærisk noiserock med et skvæt boogie: Det står uklart hen, hvem der lige bestilte præcis den cocktail, men bliver den rystet lidt mere, kunne man godt udvikle en faible for den.
Black Label Societys eneste koncert i Danmark på den igangværende europaturné begyndte rigtig godt. Desværre kunne bandet ikke holde samme høje niveau hele koncerten igennem.
Jazzhouse blev forvandlet til et muldet jordhus, da Earth søndag aften kom forbi og blottede deres sløve, tunge muskler foran en udsolgt sal.
Brant Bjork har sammen med The Low Desert Punk Band begået en ganske udmærket stonerrockplade, der dog fejler på nogle essentielle parametre.
Blues Pills leverede varmen på en kold novemberfredag.
Kadavar beviser, at 70'er-rock 'n' roll er alt andet end død!
Fu Manchu parkerede muskelbilen i Pumpehuset og blæste taget af den lille sal.
Karma to Burn leverede et kraftfuldt og præcist spark i mellemgulvet, da de torsdag gæstede et halvfyldt Loppen.
John Garcia lyder uinspireret, presset og træt på sin første udgivelse i eget navn.
Hjortene har med deres selvbetitlede debutplade lavet en solid rockplade, der på den dejligt beskidte måde vækker minder om Fu Manchu, Black Sabbath og punk.
Det er fem år siden, koncertaktuelle Fu Manchu sidst smed en plade på gaden. Nu er de så tilbage med stoner-karrierens 11. studiealbum, der både er ensidig, gentagende og ganske herlig.
Sammen med tre veloplagte supportbands tændte amerikanske Valient Thorr op for en svedig rockfest på et velbesøgt KB18.
IAmFire har på ganske kort tid fået vind i sejlene. Musikken berettiger det, men der mangler lige det sidste live.
De hypede psykedeliske stonerrockere Uncle Acid & the Deadbeats fik godt tag i publikum på Copenhell og leverede et tæt sammenspillet trip.
Monster Magnet var i velspillende og imødekommende hopla, da de på festivalens førstedag fik en stram og psykedelisk og dansevenlig fest smidt ud over scenerampen.
Downs medlemmer er muligvis nogle af de sejeste i den hårde musiks historie. Men der er ikke mange nosser tilbage i legendernes uinspirerede musik, der dog redder æren på målstregen.
Frygten for kedelig svenskerretrorock blev gjort til skamme af et veloplagt og sveddryppende band.
Pet the Preacher fortsætter den gode stil med deres anden udgivelse, der er mindre beskidt end debuten, men mere tung og stemningsfuld og et godt skridt i retningen af mere fremtidig succes.