Døden stikker i alle retninger med messen, synth og bastant riffing ad libitum på Sinnrs debut. Produktionen holder dog sammen på tråden – på godt og ondt.
Dødsmetallen på 'Flammarion' mæsker sig i fede riffs, hymniske sopran-passager og sågar groove. Khanus imponerer med 'Flammarion'.
I Am Morbid leverede den ene klassiker efter den anden på Metal Magic Festival 2018, og David Vincent førte sikkert et veloplagt publikum gennem bagkataloget.
Amerikanske Suffocation skulle ikke bruge mere end 40 minutter på at trække al livskraft ud af publikum med deres knusende tunge dødsmetal, der bragede på den helt rigtige måde.
Taphos leverer en fremragende produceret debutskive, der giver lytteren dødsmetal i aggressiv, ond og alligevel catchy og til tider nærmest episk form.
Primitiv dødsmetal af stockholmerskolen, som dine forældre hadede den: LIK er fuldt bevidste om det absurde og dumme i deres musik, og de administrerer det med klasse.
Med en legesyg kærlighed til den klassiske dødsmetal og en frontmand i topform leverer Thorium et herligt nyt album.
Nightmarer forsøger at gifte det groovy og djentede med den dissonante forgrening af dødsmetallen, men mangler noget for helt at ramme plet.
Australske Vomitor tæver lytteren gul og blå med primitiv dødsthrash gennem lidt over en halv times underholdende smadder.
Romerrige-konceptbandet Ex Deo er en væsentlig bedre ide på papiret end i virkeligheden. Og RMF-folket lod sig ikke overbevise om det modsatte.
Deadflesh fra Roskilde havde æren af at spille først om lørdagen på Royal Metal Fest 2018, og det blev et brag af en koncert fra de erfarne musikere.
Der var ikke meget supermand over frontfigur Nick Holmes i Bloodbath, og resten af bandet leverede en middelmådig, hvis ikke decideret tilbagelænet præstation.
Immolation afsluttede påskeferien med et brag af en koncert i Pumpehuset. Men tre opvarmningsbands var for meget. Full of Hell burde have været det eneste.
Med vanlig charme indtog dødsmetallegenderne i Obituary Pumpehuset med en optræden, der manede til respekt.
Rivers of Nihil har med 'Where Owls Know My Name' forladt den rendyrkede dødsmetal og har nu mere fokus på genrens atmosfæriske sider. Det er der kommet et interessant, men også ubeslutsomt album ud af.
Gennemvædet, kølig og ildelugtende første demo-ep fra Mortiferum er en bundsolid debut.
Memoriams debut manglede i sin tid det sidste, før deres oldschool midttempo-dødsmetal for alvor kunne imponere.Det er desværre også tilfældet for opfølgeren, der allerede udkommer et år efter debuten.
Både i sangskrivning og musikalitet går Crocell mod mørket på ’Relics’, der er noget af det bedste, de har lavet. Og samtidig noget af det mørkeste.
Død og helvede, med alt hvad det indbefatter. Opskriften er fortsat den samme. Det smager bare lidt bedre end det plejer.
På trods af et sløjt fremmøde spillede de tyske dødsekvilibrister Defeated Sanity Pumpehuset i gruset med avantgardistisk brutal dødsmetal.