Et tilbageblik på brutal statsterror og punk som protestmusik i Sydamerikas største land. Fire svenskere spiller brasiliansk hardcore og hylder fortiden.
Læn dig tilbage og nyd screamoens udvikling gengivet over seks skæringer af varierende kvalitet.
Er det stadig et breakdown, hvis det ikke rigtig bryder med noget? Extinguish savner den dynamik, der kunne gøre debut-EP’en til en mavepuster.
En kold solskinsdag i Pumpehusets Byhaven ramte kogepunktet, da et års koncertabstinenser endelig blev forløst.
Synthesizer, greatest: The Armed indfrier det pop-potentiale, der har luret nede i kaosset. ‘Ultrapop’ er indtagende og frisk, selvom virkemidlerne er velkendte.
Ungdomssvinene modnes, og We Are Among Storms ryster fortid og forventninger af sig og træder ind midt i bulderet.
Ett Dödens Maskineri spiller skøn crust punk men ved at lempe lidt på distortionpedalen, så bliver den punkede D-beat ramt af noget rocket, endog post-rocket, og det giver alt i alt et interessant resultat.
Otte album inde lyder Hatebreed stadig som Tony Robbins med skidepine. De opbyggelige selvhjælpsfloskler er en uomgængelig del af pakken; det er mindeværdige melodier og riffs ikke rigtig længere.
For første gang i syv måneder var det muligt at tage til en metalkoncert på et spillested i Aarhus. Og aftenens bands satte musikken til den frustration, der har opbygget sig gennem et halvt år.
Der er varslet korte sæt med endnu kortere changeovers på Amager Bio i aften. Der skal nås tre bands, inden klokken slår 22:15, og vi alle igen bliver til triste græskar. Vejret passer udmærket til en smule deathcore, mens solen går ned klokken 19, og vinden rusker gennem Amagerbrogade.
Københavnerkvintetten Eyes giver ingen fucks for regler og vaner. Ny plade med en ny lyd fra fem gamle kendinge.
Midt i balladen omkring et pladeselskab uden ansatte og en direktør, der har måttet træde tilbage på grund af anklager om overgreb, udkommer det britiske screamo/hardcore-band Svalbards tredje fuldlængde kun uger efter Holy Roars nedsmeltning.
Terminal Nation debuterer med udgangspunkt i en hardcore, der kommer vidt omkring i død, black og powerviolence undervejs gennem pladen. Uden rigtig at udrette meget mere end moderate skader.
Cro-Mags' første plade i 20 år er Harley Flanagans terapeutiske raseriudbrud, der er en vigtig plade for frontmanden selv og i nogen grad også charmerer de lyttere, der har savnet 80'er-bølle i deres hardcore.
Xibalba gør deres for at leve op til Mexicos renommé for dødekult og lemfældig brutalitet. Det er dødsmetal spillet som hardcore og hardcore spillet som dødsmetal, og hvis det ellers kan få røven med sig, tager det dig ud, makker.
Amerikanske Code Orange fortsætter med at udfordre dig, mig og sig selv på bandets fjerde album, hvis avantgarde-hardcore udvikler sig i adskillige mulige og umulige retninger.
Fynske Demersal albumdebuterer med et stemningsfuldt, afvekslende værk, der gør ondt, lige fra du synker ned i dybet, til mørket lukker sig over dig.
Med et fast greb om dolken farer Smertegrænsens Toldere ud over stepperne og beviser, at kvalitet altid vil overstråle kvantitet.
En råkold århusiansk aften bød på noise, screamo og hardcore af både post- og almindelig slags, hvor specielt Demersal varmede anmelderens kolde hjerte.
I sin tid proklamerede Refused sig selv punkens fremtid. De viste sig at få ret, men mistede dermed også deres berettigelse i nutiden.