Ett Dödens Maskineri spiller skøn crust punk men ved at lempe lidt på distortionpedalen, så bliver den punkede D-beat ramt af noget rocket, endog post-rocket, og det giver alt i alt et interessant resultat.
Otte album inde lyder Hatebreed stadig som Tony Robbins med skidepine. De opbyggelige selvhjælpsfloskler er en uomgængelig del af pakken; det er mindeværdige melodier og riffs ikke rigtig længere.
For første gang i syv måneder var det muligt at tage til en metalkoncert på et spillested i Aarhus. Og aftenens bands satte musikken til den frustration, der har opbygget sig gennem et halvt år.
Der er varslet korte sæt med endnu kortere changeovers på Amager Bio i aften. Der skal nås tre bands, inden klokken slår 22:15, og vi alle igen bliver til triste græskar. Vejret passer udmærket til en smule deathcore, mens solen går ned klokken 19, og vinden rusker gennem Amagerbrogade.
Københavnerkvintetten Eyes giver ingen fucks for regler og vaner. Ny plade med en ny lyd fra fem gamle kendinge.
Midt i balladen omkring et pladeselskab uden ansatte og en direktør, der har måttet træde tilbage på grund af anklager om overgreb, udkommer det britiske screamo/hardcore-band Svalbards tredje fuldlængde kun uger efter Holy Roars nedsmeltning.
Terminal Nation debuterer med udgangspunkt i en hardcore, der kommer vidt omkring i død, black og powerviolence undervejs gennem pladen. Uden rigtig at udrette meget mere end moderate skader.
Cro-Mags' første plade i 20 år er Harley Flanagans terapeutiske raseriudbrud, der er en vigtig plade for frontmanden selv og i nogen grad også charmerer de lyttere, der har savnet 80'er-bølle i deres hardcore.
Xibalba gør deres for at leve op til Mexicos renommé for dødekult og lemfældig brutalitet. Det er dødsmetal spillet som hardcore og hardcore spillet som dødsmetal, og hvis det ellers kan få røven med sig, tager det dig ud, makker.
Amerikanske Code Orange fortsætter med at udfordre dig, mig og sig selv på bandets fjerde album, hvis avantgarde-hardcore udvikler sig i adskillige mulige og umulige retninger.
Fynske Demersal albumdebuterer med et stemningsfuldt, afvekslende værk, der gør ondt, lige fra du synker ned i dybet, til mørket lukker sig over dig.
Med et fast greb om dolken farer Smertegrænsens Toldere ud over stepperne og beviser, at kvalitet altid vil overstråle kvantitet.
En råkold århusiansk aften bød på noise, screamo og hardcore af både post- og almindelig slags, hvor specielt Demersal varmede anmelderens kolde hjerte.
I sin tid proklamerede Refused sig selv punkens fremtid. De viste sig at få ret, men mistede dermed også deres berettigelse i nutiden.
Islandske Une Misére leverer en solid debutplade, der med udgangspunkt i hardcorepunken ender med at minde om et metallisk eksperimentarium.
De har skabt blåtrykket for NYHC og genopfundet sig selv flere gange i løbet af snart fire årtier, så strengt taget burde der vel ikke være noget galt med, at Agnostic Front kører på rutinen på ‘Get Loud!’.
’War Music’ er umiskendeligt Refused og trækker på både bandets egne og punkbevægelsens mest succesfulde virkemidler uden at slå større brød op end nødvendigt.
Sect bevæger sig fra den gængse hardcore ud på rejsen mod vildere, hurtigere og mere ekstremt. Kærlighed til Nails og Trap Them er til stede, men kopieringen af selvsamme lykkes ikke til fulde.
Filmen om Agnostic Front tilføjer nye dimensioner til en institution i hardcore og fokuserer på nutiden i stedet for at fortælle den samme gamle historie igen. 15. september har den dansk premiere i Cinemateket.
På papiret er Agnostic Front veteraner i scenen, men mandag aften i Malmø stod i øjeblikkets tegn med en umådeligt stærk koncert.