Kombinationen af Hexis og KlubRÅ var på papiret en rigtig god ide. Realiteten viste sig at en smule anderledes.
Frank Carter havde som altid krudt i røven på Copenhells andendag. Traditionen tro stod den på solide circlepits og hyppig interaktion mellem Carter og publikum, men uden et helt stort forløsende vredesudbrud.
Med deres definitivt sidste koncert på dansk jord viste The Dillinger Escape Plan, hvorfor det er en god idé at stoppe, mens legen er god og voldsom.
Engang fremstod de banebrydende, men på deres første plade i sytten år lyder det gendannede post-hardcore-band mere trygge og tilforladelige, end hvad godt er.
Underoaths genfødselskoncert var nostalgi-fest på godt og ondt.
Fucked Ups seneste ep i ‘Zodiac’-serien er så god, at den får hele serien til at fremstå bedre.
Med selvsikker hiphop-attitude og rødder i post-hardcoren bevæger Natjager sig frem i rocklandskabet. På deres debut-ep tager de med en altdominerende autotune-vokal fat dér, hvor det gør mest ondt, og undervejs genopliver og viderefører de numetallen. Det resulterer i den mest opsigtsvækkende danske rockdebut i lang tid.
‘Splitmind’ byder på masser af energi, nerve og lyst til at spille. En fin debut, der dog efterlader plads til forbedring.
Den klassiske crossover bliver dyrket så rent i Municipal Waste-sideprojektet, at man får lyst til at stjæle sin fars øl og hænge ud i skolegården sammen med vennerne igen.
The Dillinger Escape Plan tog afsked med det danske publikum med en energisk koncert, der var suverænt spillet, men som i længden også fremstod noget rutinepræget i det.
Touché Amoré leverede en fin, om end lidt jævn koncert torsdag aften i Pumpehusets lille sal, hvor tunge følelser blev leveret med en energi, der kom langt ud over scenekanten.
D-takt er begrænsningens kunst, men Martyrdöd viser, at der er rigeligt med spillerum inden for genrekonventionerne.
Foregangsmændene i The Dillinger Escape Plan går ud med et brag på afskedspladen ’Dissociation’. De stopper på toppen, men selv når de ikke har mere at bevise, fornyer de sig fortsat.
Hatebreed er bedre end forbillederne i Slayer og Exodus på deres syvende album. Men det er stadigvæk svært helt at give sig hen til coachen Jamey Jasta.
En aften af de absolut bedste var, hvad Sick of It All bød på i Malmø, hvor svenskerne også havde et es i ærmet.
Med Dave Lombardo som ny trommeslager markerer crossoverbandet et foreløbigt farvel til en verden, der aldrig rigtig har kunnet forstå alle de følelser, der rasede i frontmanden Mike Muirs hoved.
Selvom de kun er på deres anden ep, er det allerede lidt af en no-brainer at forholde sig til en ny Tvivler-plade: Man ved, hvordan det kommer til at lyde, og man ved, at det bliver godt.
På papiret var Mutoid Man et helt rigtigt valg til Roskilde Festival, men det gik ikke helt som håbet.
Amerikanske Letlive. præsterede måske årets største energiudladning på scenen, men efterlod ikke noget varigt indtryk i hukommelsen
Iklædt et spraglet Gucci-jakkesæt brød Frank Carter koncertformats normale to dimensioner med en nærværende og energisk åbning af Avalon.