Whitfield Crane var sprudlende i front for Ugly Kid Joe, da amerikanerne kørte koncerten hjem med et sikkert og mekanisk festivalsæt.
Bruce Dickinson redder Iron Maiden på Copenhell, hvor en rutinepræget optræden bæres af en fægtende frontmand, der stadig leverer.
Mastodon kom ikke længere ud end til navlen.
Judas Priest gav en ujævn koncert båret hjem på en stærk sætliste og folkets hyldest.
Alice Cooper overgik sig selv og leverede sin bedste koncert på dansk jord i to årtier.
Riot Citys totalmetal var noget nær en åbenbaring onsdag på Stengade, hvor overskud, spilleglæde og musikalsk overlegenhed gik op i en højere enhed.
Landskampsstemning, fællessang, fistbanging og store følelser. Primordial-koncerten i Pumpehuset var det rene triumftog.
Netflix-filmen Metal Lords byder på et kærligt og rammende portræt af tre teenage-udskud og deres første band.
Slægt plages af producerkvaler på den nyeste plade, der ellers kun kæmper med skønhedsfejl.
Der er ikke megen fornyelse at spore på amerikanske Towers andet album. Men er det ikke også bedre at have klasse?
Bid og melodi er fraværende på Eliminators anden udgivelse, der dog vinder lidt igen på stemningen.
Det er gået op for vores Manden med Weekendvesten, at Fortress burde være endt oppe på den helt store årsliste-top 5 for 2021. Det råder denne anmeldelse en smule bod på.
The Night Eternals debuts vinder på en rocket sanger, der får episk heavy metal til at lyde af garage.
Der er både i top og i bund, når engelske Seven Sisters udgiver deres tredje albums – og så en hel del, der bare er godkendt.
Alt godt fra 80'erne tilsat lækker, rå vokal giver en udmærket oplevelse, mens det står på. Kryptos gør som forventet på sit nye album, og det er såmænd godt og fint nok, men samtidig langt fra fremragende.
Iron Maiden bevæger sig flere skridt frem, et par tilbage og mange til siden på 'Senjutsu', der på samme tid er alt for langt og alligevel lyder friskere, end Maiden har gjort længe.
Finske Sentenced har godt nok solgt over en million albums, men havde alligevel fortjent mere. I bogen om bandet forstår man bedre, hvorfor det måske ikke helt gik, for det var et band, som især på landevejen lavede mange benspænd for sig selv.
Guitaristen Esa Holopainen åbner lidt op for alsidigheden på sit soloprojekt uden dog at ramme helt uden for den palette man allerede kender fra hans bidrag til Amorphis. Udtrykket varieres i større grad af valget af vidt forskellige sangere.
Van Canto er måske historien om en mand, der hedder Kurtz. Men sandsynligvis er det bare noget, tyskerne har fundet på, fordi de aldrig fik erobret verden og tager hævn på en anden måde.
I weekenden lokkede Blastbeast os til The New Shit i Pumpehuset med en spøjs blanding af knallertrock og screamo.
