Den introverte, mørkemelankolske metalcore fra svenske Imminence var ikke uinteressant, men gik skidt i spænd med sommersolskinnet og en alt for stor scene.
Henret levede i det store hele op til navnet, da de ganske enkelt slagtede publikum på en stopfyldt Gehenna. Det kunne ikke være gået bedre.
Da britiske Malevolence brølede: "OPEN UP THAT PIT", vidste vi, at koncerten ville komme til at slå hårdt. Det blev til en tour de force i gammeldags metalcore.
Deathcoren voksede støt og roligt og fik undervejs godt tag i publikum takket være energibomben Megan Targett i front.
Trivium spillede fedt på Helvíti, hvor bandet trak på stærke ældre sange, men samtidig kunne røbe, at det kommende 11. album er det bedste endnu fra bandet.
Det første, vi blev ramt af, var Red Hot Chili Peppers’ ’Californication’. Heldigvis blev det bedre derfra.
Jinjer er et af Europas største metalbands, men det var svært at se denne onsdag på Eos, hvor der var temmelig god plads mellem os, der stod og lyttede.
Der var frygt for afbud, men en god vikar førte Heaven Shall Burn sikkert igennem showet, der åbnede Helviti lørdag
Fit For An Autopsy gik på på den næstmest udskældte scene på festivalen, men formåede at få både hæderlig lyd og et virkelig godt publikumsengagement.
Cabal fik chancen for, som revanche for sidst, at udleve deres Rot Girl Summer, og den greb de under en vellykket, stærkt muskuløs koncert på Gehenna.
Employed to Serve trådte til som erstatning på Pandæmonium-scenen, men leverede en energiforladt og rodet koncert præget af dårlig lyd og manglende nerve.
Sylosis var formstærke i den teknisk velfunderede metalcore og fik sat gang i pitten, både fordi publikum gerne ville, og fordi det blev dikteret gang på gang.
Spiritbox har endnu til gode at leve op til hypen med deres fuldlængdeudgivelser. Spørgsmålet er, om Tsunami Sea ændrer på det.
Killswitch Engage fejrer deres niende fuldlængdeudgivelse ved at se tilbage og skrue op for aggressiviteten, og konklusionen er lige for: Er man til kvintetten, kan man kaste sig over udgivelsen med ro i maven.
Roskilde Festival trak i håndbremsen og satte en stopper for verdens mest uskyldige fest – en overreaktion af dimensioner.
Det blev til en kort koncert med Brand of Sacrifice, som trods udfordringer forsøgte at give Copenhell den start på dagen, vi havde fortjent.
Until I Wake bragte New York-bangervibes til Gehenna, og fik de tidligt fremmødte op i gear fra formiddagen!
Med påsken for døren var Pumpehuset samlingspunkt for noget af det bedste, første-divisions-metalcore har at byde på.
Det var både middelmådigt, rigtig godt og rigtig dumt, da Attila torsdag aften indtog Bombehuset.
Ribes stolthed vender tilbage med flere velkomponerede kompositioner, der ditto giver køb på nogle af de fundamentale styrker, der gav Aphyxion relevans.