Ungdommelig og utrættelig energi satte gang i den tidlige fest fra Vended, der har medlemmer, der er flasket op med, hvordan man leverer et tændt og vildt show.

I skumringen fra tidligere udgivelser og genrernes død, genopstår Underoath igen på deres mest flydende album til dato. 

Ivy Crown vaklede lidt, men var ikke tæt på at falde på Copenhell. 

Når While She Sleeps er bedst, er kvintetten nært uden sidestykke. Desværre formår englænderne at ødelægge helhedsindtrykket af 'Sleeps Society' med en vanvittig ringe slutspurt. 

Five Finger Death Punch begår med ‘F8’ en plade, hvis slagstyrke er så svag, at man virkelig skal være fan for at kunne holde Ivan Moodys klynk ud undervejs.

Der er god smag, tillært smag og ting, man aldrig lærer at elske. Natjagers første fuldlængde flytter bandets musik fra de første to kategorier til den sidste.

Skindred tog hele skattekisten af forgøglede virkemidler med og skabte en fest for dem, der bare manglede en undskyldning for at drikke øl og råbe højt.

Ung energi, store smil og masser af groove var, hvad Alien Weaponry serverede for et Copenhell-publikum, der syntes hypnotiserede til begejstring af haka-danselektionen før koncerten.

Butcher Babies’ tredje album er endnu en suveræn og hæsblæsende rutsjebanetur rundt i metallens mange facetter. Man skal holde godt fast for ikke at falde ud af vognen,mens man udsættes for det ene frydefulde gys efter det andet.

Dog Eat Dog er nok bedst kendt for debutpladen ’All Boro Kings’. På Wacken spillede de hits derfra og festede, som var der ingen dag i morgen.

Clawfinger var et produkt af tiden i 90'erne, hvor de blev utrolig populære på deres første tre plade. På Wacken begyndte materialet så småt at lyde bedaget i regnen.

Natjager åbnede søndag eftermiddag Roskildes warm-up scene Rising med en selvtillid, der smittede festligt af på det yngre publikum. Musikalsk blev det ensformigt i længden, men det var publikum ligeglade med.

At folk synger med er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel. S-P-I-R-I-Ti nu stille.

August Burns Red er uden tvivl nogle af de tungeste drenge inden for metalcore-genren og professionelle til fingerspidserne. Og det var da også det, man kunne opleve på årets Copenhell – på godt og ondt.

Skal det være festligt og gak og løjer eller tung, ond metalcore? Caleb Shomo og resten af Beartooth ved det umiddelbart ikke selv. Fredagens koncert på Pandæmonium pegede i alle retninger og var et stilforvirret mismatch.

Trivium konfronterede deres gudsbenådede publikum, der klappede og hoppede så begejstret, hver gang sanger og guitarist Matt Heafy blinkede med øjnene, at det var som så med at høre efter, hvad der foregik på scenen.

Norma Jean bød på en solid skålfuld bedaget amerikansk metalcore med breakdowns som altoverskyggende ingrediens.

Black Peaks faldt fra tinderne med et uforløst sæt i eftermiddagssolen.

'Beyond All Recognition’ byder på flere solide skæringer, men også plads til forbedring.

Arkitekternes 7. album formår ikke at nå samme niveau som forgængeren ’Lost Forever // Lost Together’. Kvintetten spiller stadig kompetent ’core, men der går tudefest i den.