KoRn har været for nedadgående i mange år, men beviste med sin optræden på Copenhell at det lysner for pionærbandet fra 90'erne.
Reddet på målstregen på Copenhell. All That Remains formåede at komme stærkt igen efter gentagende skuffende koncerter på dansk jord.
Billy Boy in Poison kæmpede mod både vejr og el-guder, men førstnævnte stod tilbage som den store moralske vinder.
Copenhells eneste mathcore-indslag blev en kort fornøjelse.
Lovende, men også lidt usikkert album fra noget så sjældent som et metalcore band med kvindelig forsanger.
Det var en fornem 4-bands pakke med The Ocean i front, som Temple of Doom havde inviteret indenfor i Templet i Lyngby.
Frustrerende, men også enormt lovende tredje album fra et af post-hardcorens varmeste navne.
The Rock var fyldt med kasketter, stretch-øreringe, tatoveringer og spandevis af sved: der var nemlig atter 'core-arrangement, da "The Mosh Lives"-touren aflagde The Rock visit.
Det blev en svedig og fed aften på et udsolgt Beta, der dannede perfekte rammer til den udvidede "privatfest" med Raunchy som festindpiskere.
Voldsomme stemninger, elektroniske inputs og en flot produktion gør The Interbeings første fuldlængdeskridt aldeles solide.
Guano Apes indfriede langt fra forventningerne fredag aften på The Rock.
Var det ikke for en dygtig, men meget uønsket tangentbokser, kunne Winds of Plague bade i positive ord.
Funeral for a Friend tager endnu et spadestik til deres egen grav med et jævnt, jævnt femte album.
80'er-metal møder mathcore på fremragende og lettere bizart album fra canadisk kvintet.
Københavnske Scarred By Beauty leverer varen - og mere til - på deres længe ventede debutalbum.
Darkest Hour kører i princippet på genremæssig autopilot, men forstår dog at tilføje det nødvendige ekstra.
Det tungeste og mest støjende DevilDriver-album til dato mangler lige det sidste for at gøre bandet til ét af det helt store.
Når man sidste år fik en groove-metal gave fra hjemlige The Burning, så synes israelske Betzefers andet album lidt omsonst, selvom det også besidder stærke riffs.
Debutpladen fra hjemlige Trusted Few lover faktisk ret godt, selvom den har sine problemer med musikere, der vil i mange flere retninger på samme tid.
Virkemidlerne er i høj grad variation, men trods godt arbejde mangler der lige et par numre med ekstra høj ørehænger-kvalitet til at fremhæve Artas fra mængden.