Det virker både velkendt og nyt, skolet og eksperimenterende, solidt og dynamisk. Sjældent er så stort potentiale blevet vist på et ungt bands første udspil, som Deadnate viser på ep’en ‘Concrete Flood’.
Plini havde en uheldig første koncert i Danmark, Between the Buried and Me fornøjede trods svag vokal, og TesseracT indtog velfortjent Pumpehusets store scene.
De bornholmske progdøds-ekvilibrister Sunless Dawn leverer en gennemarbejdet, stærk og ambitiøs debut, der bør katapultere bandet frem blandt de allerhøjst profilerede danske metalbands.
Bandkollektivet The Ocean bryder fem års albumpause med en udgivelse om Jordens geologiske udvikling gennem millioner af år. Den progressive post-metal er stort tænkt og ambitiøst udført, men også noget uforløst.
Cold Night For Alligators fortsætter den melodiske udvikling på en plade, der er præget af mange forskellige og interessante genre-input.
Elder var klart festivalens mest særprægede koncert, der med deres helt egen stenede og progressive doom udfordrede publikum til Aalborg Metal Festival.
Ne Obliviscaris og Astrosaur leverede deres komplekse kompositioner med varierende held, mens Ihsahns legesyge sind anno 2018 næppe nogensinde har befundet sig længere væk fra sine rødder.
Coheed & Cambria vender tilbage til Amory Wars-universet i hvad der mest af alt virker som et nyt kapitel i sagaen. Et velskrevet og velkomponeret kapitel.
Med 'Sunshine Dust' beviser Keshav Dhar, at der stadig er liv i havnen i skyerne. Også selvom den nyankomne forsanger Eric Emery langtfra løfter vokalopgaven optimalt.
Selvom Volas andet album er mere imødekommende og rocket end debuten, har kvartetten success med at holde fast i kontrasterne, og skrive en række særdeles vellykkede og kompromisløse sange.
Between the Buried and Me har samlet trådene og afslutter 'Automata'-beretningen lige så stilsikkert, som de startede.
Claudio Simonetti's Goblin stak med deres progrock med funk-, fusions- og italo disco-elementer i den grad ud på Fredericias årlige metalfestival. Heldigvis stak de også af.
De amerikanske prog-helte i Fates Warning sprang Danmark over på årets Europa-tour i januar, men heldigvis er der trøst at hente i en liveskive, der netop er optaget under touren.
Lørdagens store giraf, franske Igorrr, er nok Copenhells mest outrerede booking nogensinde. Kunne det mærkelige, ekstreme blandingsprodukt de selv kalder baroquecore, fange et publikum den folkelige festival? Ja. Det kunne det godt. Men ikke uden protester.
Metalpublikum har ikke fortjent et band af Enslaveds format. Slet ikke Copenhells publikum, stod det klart, da nordmændene lukkede Hades-scenen natten til lørdag.
Med ’Stranger Fruit’ lever Zeal & Ardor for alvor op til de forventninger, som forgængeren ikke helt indfriede. Og mere til. Meget mere til.
Yes uden Jon Anderson og Rick Wakeman er bare ikke rigtig Yes. Denne konstellation var derfor længe ventet, og rejsen gik storladent på tværs af både de proggede og poppede dele af bagkataloget, hvor ikonerne dog indimellem fremstod stærkere end sætlisten.
Dødsmetal, prog og moderne groovetendenser lever side om side i mørket hos tyske Alkaloid, der tæller adskillige erfarne musikere fra den tekniske dødsmetalscene. Deres andet album er veludført og poleret progressiv ondskab.
Danske Odd Palace albumdebuterer med en progressiv rockplade, der får liv af sublime musikere og vantrives på grund af for mange gode ideer i støbeskeen.
Der er skruet op for mørket og synthen på seneste udspil fra Ihsahn. Det havde dog klædt ’Àmr’ at vægte mere på substans frem for form.