For ti år siden udgav et band, du ikke kender, en plade, du ikke har hørt. Den plade er nu blevet spytvasket og genudgivet under den hjemmestrikkede genre avantgarde/piano post-metal. Det skulle man have ladet være med.

Morning Bells proggede rock er fængende og melodisk og krydser på behagelig vis klinger med Ghost og dansk rock som Dizzy Mizz Lizzy, især på vokalen.

Barishi har tryllet i laboratoriet og brygget en fremragende formular for tunge riffs med skæve haler på i et resultat, der smeder gammelt Mastodon med ditto Opeth. Resultatet er stærkt i den enkelte sang, men ensformigt somhelhed.

I pagt med tidsånden fører lyden af en respirator Pure Reason Revolution tilbage til rødderne efter ti års dvale. De har meget på hjerte – men vedkommer det os?

Oranssi Pazuzu har fundet deres helt egen niche mellem krautrock og black metal. Til tider er det rent ud vanvittigt, men selv når er på dybt vand, er der melodier at holde fast i.

Arjen Anthony Lucassen valgte i 2019 at opføre hele sit Ayreon album ’Into the Electric Castle’ live med et hav af gæstemusikere og gæstesangere. Det vil blive mødt med glæde blandt de få, men med ligegyldighed fra de fleste.

At beskrive Igorrr er som at forsøge at sømme spaghetti fast til væggen. Begge dele er et ugudeligt og klistret Sisyfosarbejde, og det er lige så umuligt, som det er underholdende.

Psychotic Waltz' første album i 24 år føles som en logisk forlængelse af deres tidligere udgivelser. 'The God-Shaped Void' er noget så sjældent som et reelt vellykket comebackalbum.

Sjældent har anarkisme og legesyge haft et så fattet og organisk udtryk, som det manifesterer sig på seneste udspil fra Thy Catafalque – en tidlig kandidat til årets udgivelse for de progressivt bevandrede.

Et varieret trekløver, et udsolgt Pumpehus og et gavmildt publikum. Hvad kunne gå galt? Det kunne et fravær af kant.

Ihsahn er bedst kendt som forsanger og guitarist i det længst forstøvede black metal-band Emperor, men har efterhånden udgivet pladet i eget navn tre gange så længe. På ‘Telemark’ prøver han kræfter med både Iron Maiden og Lenny Kravitz

Gösta Berlings Saga rystede godteposen til alles bedste, og det er os fortsat en gåde, hvordan man kan få serveret to af Sveriges bedste instrumentale prog-navne for den beskedne sum af 100 SEK.

Sylvaine og Unreqvited har sammen begået et nedtonet værk, hvor de rammer en smuk og dyster lethed, som er opløftende behageligt som en stærk brise af Anathema og Antimatter.

Lotus Thief fortæller en flere tusind år gammel historie gennem en moderne progressiv black metal med tydelige doom- og post-rock strejf samt et drys electronica.

Enkelt og nuanceret. Dystopisk og opløftende. Syreregn smider ekstra konceptuel bagage på vægtskålen med flere progressive indfald i psychblues-puljen, og vi er overvejende taknemmelige.

Britiske Earth Moves bevæger sig op og ned i jagten på crescendoet, de synger som Robert Smith på de tracks, der var for mørke til ‘Disintegration’, og de lader frustration og sorg blandes til en post-hardcore, der driver af skærende aggression og følsom skrøbelighed.

Selvom der var stort fokus på det nyeste album, som er smukt, men metalfattigt, så var der alligevel noget dystert og tungt over Leprous' fine koncert, så resultatet alligevel var en ganske intens oplevelse.

Evnerne er indiskutable, de gode idéer mange, og de dårlige valg få. Desværre er sidstnævnte markante. 

På trods af sygdom leverede Åkerfeldt & co. en af karrierens stærkeste koncerter på dansk grund med flere sjældent spillede sange i godteposen til nye såvel som gamle fans.

Det er stille, det er smukt. Det er på grænsen til at være voldsomt kedeligt. Men med den rette fordybelse vinder det smukke, og et rørende og meget personligt album fra frontmand Einar Solberg folder sig ud.