At beskrive Igorrr er som at forsøge at sømme spaghetti fast til væggen. Begge dele er et ugudeligt og klistret Sisyfosarbejde, og det er lige så umuligt, som det er underholdende.

Psychotic Waltz' første album i 24 år føles som en logisk forlængelse af deres tidligere udgivelser. 'The God-Shaped Void' er noget så sjældent som et reelt vellykket comebackalbum.

Sjældent har anarkisme og legesyge haft et så fattet og organisk udtryk, som det manifesterer sig på seneste udspil fra Thy Catafalque – en tidlig kandidat til årets udgivelse for de progressivt bevandrede.

Et varieret trekløver, et udsolgt Pumpehus og et gavmildt publikum. Hvad kunne gå galt? Det kunne et fravær af kant.

Ihsahn er bedst kendt som forsanger og guitarist i det længst forstøvede black metal-band Emperor, men har efterhånden udgivet pladet i eget navn tre gange så længe. På ‘Telemark’ prøver han kræfter med både Iron Maiden og Lenny Kravitz

Gösta Berlings Saga rystede godteposen til alles bedste, og det er os fortsat en gåde, hvordan man kan få serveret to af Sveriges bedste instrumentale prog-navne for den beskedne sum af 100 SEK.

Sylvaine og Unreqvited har sammen begået et nedtonet værk, hvor de rammer en smuk og dyster lethed, som er opløftende behageligt som en stærk brise af Anathema og Antimatter.

Lotus Thief fortæller en flere tusind år gammel historie gennem en moderne progressiv black metal med tydelige doom- og post-rock strejf samt et drys electronica.

Enkelt og nuanceret. Dystopisk og opløftende. Syreregn smider ekstra konceptuel bagage på vægtskålen med flere progressive indfald i psychblues-puljen, og vi er overvejende taknemmelige.

Britiske Earth Moves bevæger sig op og ned i jagten på crescendoet, de synger som Robert Smith på de tracks, der var for mørke til ‘Disintegration’, og de lader frustration og sorg blandes til en post-hardcore, der driver af skærende aggression og følsom skrøbelighed.

Selvom der var stort fokus på det nyeste album, som er smukt, men metalfattigt, så var der alligevel noget dystert og tungt over Leprous' fine koncert, så resultatet alligevel var en ganske intens oplevelse.

Evnerne er indiskutable, de gode idéer mange, og de dårlige valg få. Desværre er sidstnævnte markante. 

På trods af sygdom leverede Åkerfeldt & co. en af karrierens stærkeste koncerter på dansk grund med flere sjældent spillede sange i godteposen til nye såvel som gamle fans.

Det er stille, det er smukt. Det er på grænsen til at være voldsomt kedeligt. Men med den rette fordybelse vinder det smukke, og et rørende og meget personligt album fra frontmand Einar Solberg folder sig ud.

Zeal & Ardor lukkede deres verdensturné på magisk vis og serverede den muligvis bedste metalkoncert på dansk grund i år.

Magma hev godt med skeletter fra 1970'ernes storhedstid ud af skabet, og spillede som en drøm, der gerne måtte have varet længere. Dog helst ikke på bekostning af All Traps On Earth, der var et hidsigt, progressivt indslag fra den svenske undergrund.

Vanden Plas har mange kvaliteter, men mangler fortsat det sidste for at rykke op i prog metal-superligaen. De kommer dog tæt på på deres nye album.

Cult of Luna besøgte Pumpehuset og leverede det, de skulle. Heldigvis havde de medbragt nogen, der ville mere.

Opeth er aktuelle med deres trettende studiealbum i karrieren. Vi satte to skribenter i stævne for at diskutere lyden, udviklingen og sangene. De er langt fra enige.

Borknagar peger i adskillige retninger med deres proggede metal, der stadig har sine black metal-momenter, men som også har syng-med-elementer i fokus, tætpakket med keyboards og synths.