Amerikanske Gel lagde hårdt fra start, men endte med at være alt for ensformigt og uinteressant.
Roskilde Festival trak i håndbremsen og satte en stopper for verdens mest uskyldige fest – en overreaktion af dimensioner.
The HIRS Collective var kaotisk. Mest på den fede måde. Men deres antics og ironiske selvdistance blev for meget i en koncert, der fik Mr. Bungle til at minde om Volbeat.
Efter en smårodet start fik Prison Religion stortrommebombet os, der stod rundt om bokseringsgulvscenen på Avalon, på plads.
Taqbir havde taget turen fra Marokko for at dosere Roskilde med aktivitistisk punk. Publikum var max med, det var medrivende, og budskabet vigtigt – men ingen banebrydende musikalsk oplevelse.
Selvom Illdisposed seneste plade starter med en sirene, så er der ingen grund til alarm. Bo Summer og co. lyder som vi kender dem.
Spotlights, der har turneret med Mr. Bungle, leverede et kort, men effektivt set i solen torsdag på Copenhell.
Escuela Grind vækkede os kærligt og brutalt på Copenhell med veloplagt grindcore.
"Another day, another dollar", syntes Fu Manchu at have tænkt, inden de stak Copenhell et par på skrinet.
JJ and the A’s indtog Gehennas scene med Thin Lizzy på boomboxen og mojitobar. Var der mening i fjollerierne?
De rutinerede kræfter i Asinhell serverede dødsmetal fra den gamle skuffe, og publikum foran Hades nød opvisningen i metallens mest populære genre.
Knife har, på trods af deres tyske baggrund, ikke gjort sig synderligt bemærket her i landet nord for. Det skal der rettes op på med masser af speed metal-bangere her på fjerdedagen på Gehenna.
Mens resten af scenerne så småt lukkede årets festival ned i adstadigt tempo, gjorde Enforced deres for at rykke Gehenna fra hinanden. En behjertet indsats i helhedens alhellige navn.
The Scratch udfordrede grænserne for, hvad Copenhell er og ikke er. Tog man med dem på rejsen op til fadølsanlægget nede på den irske pub var det dog en hyggelig fredagsbrandert, de fire folkmusikere spillede i gang.
Med tekster om at blive kvalt i lort og voldtage sine kæledyr leverede Dying Fetus en udmærket omgang brutal dødsmetal.
Chelsea Wolfe holdt som vanligt melankolien i fokus igennem en lille times dyster seance på Pandæmonium, i hård kamp mod den silende regn.
Mimi Barks' trap-metal lagde tyngdepunktet lavt på Gehenna klokken ufatteligt tidligt. Men de, der trodsede tømmermænd og rædbrækket ryg, fortrød det ikke.
Med teknisk snilde og fede riffs, så var instrumentale Night Verses lige dét, som de fleste, der havde taget morgenturen til Hades, manglede til en effektiv, både blød og halvhård start på dagen.
Hatebreed fejrede 30 års karriere på Copenhell med et koncert, der gjorde lige akkurat det, de var hyret ind til – piske en stemning op!
Kvartetten fra Connecticut spillede en teknisk flot koncert, men lykkedes aldrig med at komme ud over scenekanten.