Er man i forvejen til dødsdoom a la Skandinavien, så er Mother of Graves som et kram fra en god, gammel kammerat.
Ligeså fantastiske som Paradise Lost spiller, lige så forudsigelige er deres sætlister til koncerter, men briterne leverede trods alt en solid koncert i Amager Bio
Med ’Astral Fortress’ kigger Darkthrone mod eget bagkatalog og fortsætter deres imponerende stime af plader, der ikke skuffer.
På endnu et album lyder Queensrÿche stadig som en kopi af sig selv – ikke en bleg kopi, men bare sådan let falmet i kanterne.
Cabal buldrer fortsat derudaf med sortsværtet deathcore, men spiller den lidt for sikkert.
Thotcrime har leveret en plade, der kommer til at trække had. Men for dem, der fanger hybriden mellem hardcore og hård techno og måske er lidt for meget online, er det fedt.
Forventningerne til de tyske thrashveteraner i Sodom var høje. Måske lidt for høje.
Stairway lagde hus til to tunge bands i Dying Hydra og Bongripper. Førstnævnte lykkedes klart bedre med at gøre de tunge toner spændende.
For meget rutine, for lidt af den fordums saft og kraft forhindrede Wolves in the Throne Room i at levere den store onsdags-forløsning, hvor længe vi end havde ventet på denne aften.
Franske Non Serviam blander black metal, cybergrind, industrial, gabber og meget andet på (endnu) en eksperimenterende perle.
Lamb of God har fart på med deres niende plade ’Omens’, der dog ikke ligefrem indvarsler så meget andet end en fortsættelse af det, de allerede har lavet.
Man får stor Bolt Thrower-passion og et drys hollandsk trademark-dødsmetal graciøst serveret på tredje album fra Graceless.
Med deres første fuldlængde i 7 år er Autopsy tilbage med en stilsikker omgang midtempo-dødsmetal, der er lige præcis, som vi kunne have forventet.
’The End, So Far’ er en tiltrængt streg i sandet for et band, der har haft succes med at snyde os til at tro, at middelmådighed og gentagelse er ensbetydende med kvalitet.
Machine Head og Amon Amarth gav hver et show på 70 minutter, da de co-headlinede Forum på en mandag aften, der ikke bød på de helt store oplevelser.
Fates Warnings medlemmer med længst tid i folden, Alder og Matheos, har begge udgivet sideprojekter i år. Vi anmelder Kings of Mercia, men får også smidt en del ord om A-Z i farten.
Electrocore, platte jokes, basarm, deathcore, regnbuer, 80'er vibes, højt humør og vanvittigt energi niveau – medlemmerne af Electric Callboy skrev antageligvis ’Tekkno’ under mantraet ”Vildere klovn, vildere!”
Parkway Drive er kommet sig oven på ‘Reverence’, en hård pandemi og interne mentale udfordinger - men der er stadig rigelig plads til forbedringer.
Triumvir Foul giver dig ikke mange chancer for at få vejret på deres tredje og sidste album ‘Onslaught to Seraphim’. En acquired taste af fordærv og kaos i et hengemt mørke.
Baseret på bandets live-shows er det ingen overraskelse, at Wayward Dawns tredje skive er ganske fin, ej heller at den ikke rigtigt spytter nyt i baljen med dødstricks.