Cabal udvider lyduniverset på Everything Rots, men eksperimenterne kæmper mod manglende retning og overflødige gæsteoptrædener.

Græske Black Sword Thunder Attack debuterer 25 år efter, at bandet blev dannet. Det, de ønsker allermest, er at lyde som Lordian Guard. Ingen kender Lordian Guard. Resultatet er vidunderligt. Især hvis man kan lide Lordian Guard.

Tyske Obsidian Scapes lægger en klar, ubarmhjertig linie fra første hug – lange sejtrækkere til os, der foretrækker vores doom dybt ude i skumringen.

Kylesa er kommet ud af deres hi efter 10 år i dvale, og fremstod desværre ikke helt færdigbagte trods syv studiealbums og en lang karriere. 

Elder er et af verdens mest fesne og elendige bands. Det er også et af verdens bedste og mest lækkert spillende bands. Så meget kan vores to udsendte anmeldere blive uenige om.

Tyske Heretoir gæstede torsdag Stengade med tunge temaer og teknisk dygtighed, men trods stærke præstationer blev koncerten aldrig for alvor medrivende.

Man ved lidt, hvad man får til et Chat Pile-show. Filmisk intromusik, filmforedrag fra Raygun Busch og nogle virkelig gode sange.

Vessel tager Sleep Token til nye højder, men afgrunden synes faretruende nær.

Lik har lært at spille dødsmetal som i gamle dage og er bedst, når de gør præcis det, man forventer. Og mindre gode, når de afviger en lille smule fra dette.

Venator spiller stærk heavy metal, og kunne være endt med et topresultat, hvis de var lidt mere hidsige og onde i sulet. 

Messa var endnu engang inviteret til at spille hele sit nye udspil for os på Roadburns hovedscene. Solidt, men ikke uden ridser i lakken.

Epica er klar med bandets niende album i dets 22 år lange karriere – og bare rolig: Alt lyder som det plejer.

Ross The Boss hyldede sin fortid og spillede Manowar-klassikere med en vokalist, der kunne sine skrig.

IOTUNNs skarpe musikalske evner lod sig ikke skjule, selvom guitarlyden tog sig en off-dag – til gengæld gav det mulighed for at opleve bandet med ekstra meget bas, og det var nu ganske fedt.

Deafheaven skruer bissen på igen efter udskældt, drømmegazende album – og det slipper de hæderligt fra.

Amerikanske Judicator er fortsat forfalden til europæisk power metal. Bandet gør det godt, men der mangler ligesom et eller andet til at få det hele til at shine.

Arch Enemy lyder så meget som sig selv, at der må blandes rod og et par overraskelser i puljen, for at 'Blood Dynasty' kan overbevise lytteren om, at der skam er bragt nyt til fadet.

Helvitnir er seneste skud på den evigt voksende stamme af norske black metal bands. Hellhammer er bag gryderne, men det får ikke karakterskalaen til at brænde helt af.

Tower har travlt på tredje album, der har stærke sange med høj kvalitet, og man savner kun lidt mere variation.

Efter Slægt kommer Scimitar, der albumdebuterer med imponerende spilleglæde og en sangskrivning, som er svær at komme ind på livet af.