Red Warszawa gled ind på et afbud og leverede den forventede folkefest
Klassisk, radiovenlig rockmusik fra Halestorm var lige hvad publikum på Hades gerne ville have. Flere paroler og budskaber end musikalsk tyngde.
Et af Danmarks bedste hardcore bands leverede en forrygende indsats, men vokalen druknede i et uheldigt lydmiks.
Undergang var mere end tændt på en opvisning i modbydeligt dødsmetal, men regnvejret saboterede desværre showet.
Spiritbox lovede os breakdowns, man kunne ryste numsen til, men vi ville ærligt bare hellere have haft bedre melodiskrivning.
Stemningen indfandt sig som med en hypnotisk kraft, og Spectral Wound fik spillet en form for mørke ind i den ellers solrige eftermiddag
Korpiklaani var en lettere aparte oplevelse for vores anmelder, der ikke var helt beruset nok til at få den fulde oplevelse ud af det.
Der var mere abefest end metalfestival over Copenhell, da Guns N' Roses lukkede årets festival med en absurd maratonkoncert.
Heldigvis var danskernes koncert på Pandæmonium en “bedre sent end aldrig oplevelse”, trods lydmæssige udfordringer.
Enforcer blev hæmmet af rodet lyd, men lod selv til at være uvidende om sagen og gik friskt og uimponeret til stålet.
Foran et fremmmøde, der havde passet bedre til Copenhells mindste scene, spillede Angra på den største og formåede alligevel at stå præstere noget, der ikke var pinligt (for bandet i hvert fald).
Mastodonten leverede stilsikkert uden at imponere. Så kan man diskutere, om der er brug for flere generationers version af bandet.
Napalm Death havde gang i en fantastisk koncert, da vind og vejr flåede en storskærm på Pandæmonium-scenen fra hinanden og tvang arrangørerne til at aflyse.
Haliphron sætter ingen overskrifter med deres keyladede black, men vinder på et tiltrængt, energisk pust tidligt på tredjedagen.
Gehenna var kun lige stået op, og Dirt Forge skulle vække os blidt, men insisterende. Og det gjorde de. Både med brøl og ild, men også med fin sans for dynamik.
Guitardetaljerne havde fordel af en overordnet manglende bund i Aborteds tekniske grindbesmittede dødsmetal, men det samlede indtryk havde ikke.
Engelske Employed to Serves metalcore var ligetil og let at gå til; den blev serveret med et smil, og publikum kvitterede med imødekommenhed.
Selvom Sleep Token gjorde deres for at give svar på overskriftens spørgsmål, var bandet i den grad udfordret og lykkedes aldrig helt med indrage publikum i deres ellers spændende univers.
Rot Away har ikke komplekse kompositioner eller fancy kunstneriske strategier. Til gengæld har de bøllede riffs og slåskampsattitude.
Kunsten at dø blev desværre ikke helt realiseret, da Gojira indtog Helviti.