Sunken fyldte alle sprækker ud med mættet og fortættet atmosfærisk black metal og primale skrig, der ikke lod sig ignorere, da de indtog Fæstningen på årets Næstved Metalfest.
Mørket er intakt, men Offernat har åbnet døren til nye farver, progressive afstikkere og ambitiøse kompositioner på deres hidtil bredeste udspil.
Illdisposed viste igen, hvorfor de har været blandt eliten gennem 35 år, men strømsvigt stod i vejen for den helt sublime oplevelse.
Tyranny spiller så langsomt og så tungt, at tiden opløses af kutteklædt mysticisme. På Kill-Town Death Fest bliver finsk funeral doom til en 52 minutter lang meditation over vibrationer, stilstand og tilintetgørelse.
Det er blevet tid for Green Carnation at runde sin stort anlagte, progressive trilogi af, og det gør bandet selvfølgelig på vanlig stærk vis.
Sněť tager klistret og ulækker dødsmetal med til København og sætter samtidig gang i en pit, der går fuldstændig amok.
‘Bloody Dreams’ fræser afsted på punket energi, sorte riffs og psykedelisk mørke, mens Devil Master lader deres særheder få frit spil.
Massacre formår næsten at omvende en skeptiker på Kill-Town Death Fest. Så begynder Kam Lee at snakke.
Efter syv år væk fra europæiske scener og 17 år mellem regulære album står Funebrarum igen foran et europæisk publikum. På Kill-Town Death Fest minder amerikanerne os om, hvorfor deres navn vejer så tungt i undergrunden.
Father Befouled har i to årtier prædiket menneskets fald gennem slæbende dødsdoom, blasfemi og riffs så tunge, at selv djævelen må tage et skridt tilbage i Pumpehuset.
Med knusende riffs, veloplagt brutalitet og et bagkatalog fuld af dødstravere lukker Bloodbath Næver Næverland med manér!
På ‘Marrow Deep’ bruger Mastodon døden som brændstof. Resultatet er bandets mest progressive plade siden ‘Crack the Skye’ – og en stærk genfødsel efter Brent Hinds’ afgang.
77 år er ingen alder, når man er så sej som Toody Cole, der fyrede garagerock-klassiker efter garagerock-klassiker af på en svedig onsdag i Malmö.
Patosladet, elegisk og utroligt gennemført: Die Weisses Roses andet album – 17 år efter debuten – er et usædvanligt gennemarbejdet og ambitiøst martial/industrial-neofolk album.
Mørkere, skarpere og mere fokuserede: Italienerne lader mørkets puls tage styringen på deres femte album.
Som på Copenhell sidste år, så slog Soulfly hårdt fast i Lille VEGA, at de har genfundet fortidens styrke.
Popmusikken får tæsk af metalmusikken og vice versa på 'Prisoner', som viser et Raunchy, der ikke har glemt udgangspunktet, men også har fundet frem til endnu flere lag i sit udtryk.
Der skydes i mange retningere på ’A Stranger to You’, men det lykkes Loathe at samle størstedelen af ideerne på en bund af stærk sangskrivning.
Senfirsernes metalgalde er tilbage på menuen, og Äxe serverer den rå, rodet og med så meget fart, at du næppe når at tygge.
Punk er ikke død. Den lever i høj grad – både som nymodens DIY-punk og i et mere erfarent format. Tilfælles er dog kærligheden for musikken, der emmede ud af Råhuset fredag aften.