Navnet Julie Christmas indeholder både ordet jul og ordet christmas – og julen er, som titlen på hendes nye album, ‘Ridiculous and Full of Blood’.

Med formidable sange og powerperformance fortsatte Vulvatorious deres triumftog til Roskilde Festival.

Judas Priest nåede ikke de himmelske højder i Royal Arena, men metal-legenderne mødte engageret og energisk op med ægte entusiasme for både nyt og gammelt. 

Die Krupps sørgede for, at ingen var i tvivl om, hvilket industrial-elektronisk band der var og er Tysklands fineste eksportvare på Copenhell. 

Lack er et klassisk, billigt IKEA-sofabord. Lack er også et smålegendarisk band på nullernes danske hardcore-scene. Lack viste os, hvor sofabordet skal stå.

Madball var årets hardcore-sejrherrer på Copenhell. Efter et par skuffende koncerter fra genrens fremadstormende bands vandt de aldrende newyorkere på ren gejst og spilleglæde fredag aften på Pandæmonium.

Insanity Alert leverede en thrasheksplosion af den slags, der er forbeholdt et publikum, som kan sætte lighedstegn mellem brede grin og total ødelæggelse. Og for hvem ethundrede bajere kun lige er beskrivelsen af morgenbuffeten.

Det var et brag af en dødsfest på Gehenna onsdag aften, da Plaguemace fra Horsens skabte præcis den vilde koncert, som Copenhells publikum elsker.

Jungle Rot er et sjældent syn i Danmark. Og med et råddent godt show viste den amerikanske kvartet, hvorfor de er et overset navn.

Trods Paul Christensen er uhelbredeligt syg, så stråler og spiller Pretty Maids stadig som rockstjerner og leverede en rørende koncert i Copenhells historie

Vansind ville feste, og det bogstaveligt talt med ild i scenen og et publikum, der gik i bådene for at komme med på bandets togt.

Hexis lavede lokalt uvejr foran Gehenna-scenen og gennemførte et rasende halvmarathon på Copenhells skønne skovscene.

Velspillende Karnivool fik spillet sig ind på livet af Copenhells publikum, så det til sidst blev en helt fin progfest.

Sort Sol spillede månen sort og foldede nattens vinger ud med en koncert, der skuede tilbage uden at være cringe-nostalgisk.

High on Fire var en sonisk skjoldmur uden sprækker, omend detaljerne måtte lade livet på slagmarken.

Rival Sons fængsler med svedige rockfeels og en sanger, der mester sit croon - en lækker booking tidligt på dagen til at finde drivet frem på tredjedagen.

Vi nåede ikke målet, men australske Make Them Suffer leverede derimod et yderst vellykket grundlag for crowdsurf-galore. 

Uriah Heep får varmet os op en juni morgen med masser af lune rockvibes fra dengang far var ung.

Undergrundsstorrmerne Vulvatorious var booket ind til at tage et skridt op ad koncert-rangstigen på Pandæmonium. Var bandet klar til den udfordring?

Trods en lille byge undervejs tog Machine Head værdigheden som hovednavn på sig og løb med den. Vi takker for en lækkerbidsken af en koncert!