Den majestætiske vildskab, som man kunne have forventet qua Hulders udgivelser, udeblev i en buldrende, rungende trommelyd på Gehenna.
Med teknisk snilde og fede riffs, så var instrumentale Night Verses lige dét, som de fleste, der havde taget morgenturen til Hades, manglede til en effektiv, både blød og halvhård start på dagen.
Sort Sol spillede månen sort og foldede nattens vinger ud med en koncert, der skuede tilbage uden at være cringe-nostalgisk.
High on Fire var en sonisk skjoldmur uden sprækker, omend detaljerne måtte lade livet på slagmarken.
I 2019 var Tool historisk fremragende. I år var de reduceret til en historisk fadæse.
Hatebreed fejrede 30 års karriere på Copenhell med et koncert, der gjorde lige akkurat det, de var hyret ind til – piske en stemning op!
Kvartetten fra Connecticut spillede en teknisk flot koncert, men lykkedes aldrig med at komme ud over scenekanten.
Forsinket på scenen og for sent om at spille hits. Accept var udmærket, men nok en koncert, der gik direkte i glemmebogen.
12.30 er morgen på en festival som Copenhell, og havde man behov for en blid start fredag morgen, så kunne The Chains lige præcis det – og så med masser af dansk humor og hygge.
Dropkick Murphys’ keltiske folk rock skabte et stort party for de festklædte, men også en ret endimensionel time for vores anmelder.
Orm havde lovet publikum noget særligt og spillede natten episk op med black metal, strygere og blæsere. Og ild!
Eivør, eller anmeldelsen, hvor vi aldrig finder ud af, om der findes ulve i Færøerne, men hvor anmelderen får det hele til at handle om ham selv.
Mr. Bungle er mindst lige så relevante i dag som dengang i 1986, hvor de første gang udgav deres nu genindspillede The Raging Wrath of Easter Bunny Demo. En koncert pakket med betydning, og på en og samme tid en ironisk kommentar og en hyldest til den metalscene og det publikum, der var kommet for at høre bandet.
Rival Sons fængsler med svedige rockfeels og en sanger, der mester sit croon - en lækker booking tidligt på dagen til at finde drivet frem på tredjedagen.
Vi nåede ikke målet, men australske Make Them Suffer leverede derimod et yderst vellykket grundlag for crowdsurf-galore.
Elsk dem eller had dem. Skullclub spillede uanset hvad.
Uriah Heep får varmet os op en juni morgen med masser af lune rockvibes fra dengang far var ung.
Undergrundsstorrmerne Vulvatorious var booket ind til at tage et skridt op ad koncert-rangstigen på Pandæmonium. Var bandet klar til den udfordring?
Trods en lille byge undervejs tog Machine Head værdigheden som hovednavn på sig og løb med den. Vi takker for en lækkerbidsken af en koncert!
Kerry King og hans lejesvende fik en time til at gå med sekunda-thrash, der glimtvis aktiverede publikum. Når de spillede Slayer.