Lydproblemer og teknisk fnidder forhindrede San Franciscos Black Cobra i at sparke årets Heavy Days i Ungdomshuset ordentligt i gang. Faktisk var duoens koncert kun lige nøjagtigt tålelig.
20 minutter var alt, hvad den nye københavnertrio skulle bruge til at overbevise om at de kan føre stilen videre fra deres tidligere bands.
Sidste omgang HDDT blev åbnet af de kæbenhavnske stonerveteraner der har rejst sig fra graven. 10 års pause har bare ikke udbedret de mangler de havde i sin tid.
Cianide var en glimrende oplevelse i god, massiv lyd, men til et fuldt 60 minutters sæt manglede der variation for at holde interessen blandt tilhørerne på højeste niveau.
Unge norske Obliteration kombinerede det fremadskuende med det tilbageskuende i en ganske unik koncert på Kill-Town Death Fest.
Den schweiziske duo levede op til hypen lørdag på Kill-Town Death Fest.
Velspillende Desolation Angels viste solidt spil men samtidig også, hvorfor bandet aldrig fik det store gennembrud tilbage i 1980'erne.
Portrait stod til dette års Metal Magic-festival for en ganske solid præstation, dog uden store overraskelser, og med en koncert, der led under at den fandt sted i højt sollys.
Paragon fra Hamborg gjorde en fin indsats på Metal Magic Festival 2014. Der burde bare have været flere, der oplevede den.
The Body var ikke helt så ondskabsfulde i live-regi, som de er på plade, men imponerede alligevel med arrig musikalsk nysgerrighed samt en dyster vokal fra mørke kroge af eksistensen.
Skuffende koncert af de finske funeral doomere Skepticism, der både kæmpede mod træthed blandt festivalpublikummet og med fremførelsen.
Abysmal Grief leverede en stærk koncert, der tog publikum med på en dyster, okkult horrorrejse, hvor der aldrig manglede orgel eller gedigen doom.
Fredag eftermiddag leverede finske Oranssi Pazuzu en af festivalens bedste koncerter, der samtidig var så sadistisk høj, at band og lydmand skulle have haft lov til at tygge på hinandens ørepropper som straf.
Polske Dopelord fyrede den fede med publikum, men sangene manglede en hårdtslående næve, for at man kunne leve sig helt ind i det.
På topprofessionel vis lukkede Windhand Heavy Days in Doom Town med en omgang melodiøs doom, der var så langtrukken og ufarlig, at koncerten virkede tung i røven.
Britiske Witchsorrow trakterede Heavy Days-publikummet med herligt gyngende groove og sumpet fuzzguitar.
Frygten for kedelig svenskerretrorock blev gjort til skamme af et veloplagt og sveddryppende band.
Episk doom, twin leads, guitarposeringer... svenske Isole var heldigvis ikke bange for de smukke klichéer, da de åbnede Ungdomshusets store scene om lørdagen på Heavy Days in Doom Town.
Primordial-frontmands sideprojekt løftede sig ikke før til sidst.
Hypet amerikansk funeral doom var en lidt middelmådig affære fredag på Heavy Days in Doom Town.