Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Halo af amputerede intentioner


Updated
'The Mars Volta'
The Mars Volta

På Omar Rodriguez Lopez’ og Cedric Bixler-Zavalas første udgivelse under The Mars Volta-hatten i et årti udfordrer de igen lytterne på uvante måder – men er indfølt, mexicansk-klingende pop nu også lige det, vi manglede? 


Titel
S/T 

Dato
16-09-2022
Trackliste
1. Blacklight Shine 

2. Graveyard Love 

3. Shore Story 

4. Blank Condolences 

5. Vigil 

6. Que Dios Te Maldiga Mi Corazon 

7. Cerulea
8. Flash Burns from Flashbacks 

9. Palm Full of Crux

10. No Case Gain 

11. Tourmaline

12. Equus 3 

13. Collapsible Shoulders

14. The Requisition

Forfatter
Karakter
2

Jeg husker stadig, da jeg tilbage i 2003 faldt over et interview med et par af musikerne fra nyligt opløste At the Drive-In. Guitarist Omar Rodriguez Lopez og sanger Cedric Bixler-Zavala fortalte passioneret om deres konceptalbum ’De-Loused in the Comatorium’, som berørte en mands indre rejse under sit koma ovenpå en overdosis, og hvor Omar og Cedric under denne fold søgte helt andre musikalske veje end deres fordums bedrifter. Et par uger senere stod jeg med pladen i hånden, og fra første færd var man ikke i tvivl om, at The Mars Volta afsøgte musikalsk grænseland som aldrig før i deres abstrakte kombinationer af dissonante guitarer, latin-rytmer, eksplosiv hardcore og sentimentale svævere.

Igennem 00'erne blev de mere og mere eklektiske i deres kompromisløse tilgang til det musikalske udtryk. Sangene blev længere og længere, singler og radio-potentiale var en by i Rusland, og det progressive fundament blev så excentrisk, at det nemt kunne fortabe sig i tågerne. Den røde tråd af de latin-inspirerede indfald, de frenetiske riffs, Omars sirlige tone og Cedrics eminente vekslen fra indfølt patos til skingrende ekstase var de uskrevne holdepunkter, indtil Omar i 2008 opfordrede Cedric til, at de skulle foretage en ændring i kursen. En beslutning, der det efterfølgende år udmundede i den fremragende, men noget mere underspillede og introspektive ’Octahedron’, før deres veje skiltes kort efter den betydeligt mere stramt komponerede og melodiske ’Nocturniquet’ (2012).



Mens mange fortsat drømte om mere af den lyd, de revolutionerede rockscenen med på de første plader, gik livet videre for Omar og Cedric, mere eller mindre hver for sig. Cedric blev indlemmet i scientology, delvis som del af sin personlige kamp mod et heftigt misbrug af grønne urter, og det blev så sidenhen starten på en mørk periode af hans liv, hvor han sammen med sin kone så bevægelsen indefra med alle dens skyggesider af misbrug, voldtægt og nu efterfølgende sagsmål, der kun lige er påbegyndt imod Danny Masterson (medlem af Scientology og Cedrics kones tidligere kæreste). Alt sammen en længere historie, som du kan læse yderligere om her. At the Drive-In fik dog en kort revival undervejs, for ikke at glemme det kortlivede projekt Antemasque, men The Mars Volta forblev ude af rampelyset – indtil nu, hvor dette selvbetitlede album så endelig ser dagens lys.







Ved første lyt et album, der fik min indre fanboys pis i kog af et væld af årsager. Spørgsmålene stillede sig i kø, såsom:
- Hvor er de instrumentale opbrud, som The Mars Volta altid har haft som sit særkende?
- Hvorfor er det hele så enormt vokaldrevet, strømlinet og poppet?
- Hvor er Omars guitar-flair?
- Har det her overhovedet noget med rock at gøre?
- Hvad berettiger dette til at blive udgivet under The Mars Volta-navnet?
- Er det mon tilfældigt, at min 81årige mor var ved at falde i søvn igen ved morgenmadsbordet, mens pladen kørte, eller er den virkelig så gabende kedsommelig?


Det kræver næppe en kandidat at gennemskue, at jeg var udfordret – men sådan har det jo for så vidt altid været meningen med The Mars Volta. Alt skiller sig ud fra det, der kom forinden, og i den forstand indfrier 'S/T' det forventelige, omend på en helt uventet måde. Med kendskabet til Cedrics personlige rejse i de forgangne år er det i hvert fald nemmere at forstå, hvor de står her i 2022. Omar overlader i høj grad fokusset til Cedric, der med knap så kryptisk lyrik som vanligt udstiller sig selv og sin skrøbelighed mere end nogensinde før som pladens indiskutable frontfigur. 


Efter at have fået overraskelsen lidt på afstand forløser de små detaljer sig fra de større billede. Den generelle retning er dog fortsat af en helt anden støbning. Den latinamerikanske percussion får et afdæmpet, funky flair, og sangene er skåret ind til benet med den længste på beskedne 4:12 minutter. 'The Mars Volta' er et overordentlig behageligt lyt, som den snegler sig afsted uden så meget som antydninger af alle de instrumentale, skæve og heftige indslag, som Omar ellers altid har været garant for. Selv 'Nocturniquet' havde skarpt skårne sange med variation til at demonstrere de herrers fulde palet, men intentionen er tydeligvis helt anderledes her, hvor også den forhenværende lyriske mystik er lagt på hylden til fordel for en ærlig og inderlig skrøbelighed, som udtryk for alle de dæmoner Cedric fortsat kæmper med åbent at få lagt på hylden.

Det overordentligt behagelige falder dog mest af alt ud til deres bagside, hvor meget lidt af sangskrivningen munder ud i noget, der sætter sig bare det mindste fast. Det meste af pladen er ganske enkelt sovset ind i drømmende, melankolske pop-strukturer, hvor der er meget lidt andet at holde fast i udover Cedrics smørbløde røst. 







Undtagelser er der selvfølgelig, såsom den latin-dansable 'Blacklight Shine' med eksotiske taktarter og percussion, der på under 3 minutter minder os om The Mars Voltas instrumentale styrker. 'Graveyard Love' følger efter med en af Cedrics stærkeste vokaler på pladen, mens trommerne og bassen leverer det fusions-prægede lydtapet, afrundet af svulstige glissando-keys. Santana-inspirationen flyder tykt på den lækre, percussiondrevne 'Que Dios Te Maldiga Mi Corazon', og vil man høre spor af de lidt mere syrede ballader, der undertiden sneg sig ind tidligt i karrieren, så går 'Tourmaline' også lige i føleren.


Resten af vejen er 'The Mars Volta' dog en gabende ørkenvandring, der kommer til kort på sangskrivningen. Selv hvis man ikke var typen, der magtede noodling, skæve taktarter og alskens prætentiøse indfald dengang det var deres modus operandi, så stiller pladen stadig intet mindeværdigt alternativ. At Cedric så usvigeligt er bandets største styrke, som han holder lytteren i hånden hele vejen igennem med indfølt varme i en af de stærkeste vokale performances i karrieren ændrer stadig ikke på, at han ikke kan løfte helhedsindtrykket til noget højere lag uden stærke sange i ærmet. Ikke, at der ikke gemmer sig intentioner i fx den underligt hip hop/rockede 'No Case Gain' eller i den mere eksperimenterende rytmesektion i 'Flash Burns from Flashbacks', men mest af alt fremstår det som en trist skygge af, hvad The Mars Volta var engang.

Vi anerkender altid modet til at finde og træde nye stier, men intentionen og Cedrics personlige fortælling er bare ikke nok til at holde gejsten oppe på en plade, der drukner i middelmådighed – men hvis Omar har mere inspiration til at holde bandet i live, så er det om ikke andet svært at forestille sig andet end, at det kun kan blive bedre end denne forglemmelige affære.