Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10x10: Deafheaven – 'Sunbather'

Populær
Updated
Sunbather

Oprør i black metal-land, etableringen af genrens tredje bølge og fødslen af en ny subgenre. I 2013 førte Deafheavens anden fuldlængdeudgivelse en revolution med sig, der sent vil blive glemt.

Kunstner
Titel
Sunbather
Dato
11-06-2013
Trackliste
1. Dream House
2. Irresistible
3. Sunbather
4. Please Remember
5. Vertigo
6. Windows
7. The Pecan Tree
Forfatter

Lyden skulle være rå og upoleret, udtrykket mørkt og ondt. Black metallen med sine rødder i 80’ernes ekstremmetal og videreudvikling i sen-80’erne og start-90’erne skulle være for de få. Dette regelsæt og denne identitet, der særligt dominerede genrens anden bølge gennem de norske forbilleder, herskede i sortmetallens miljø i mange år, og den visuelle og auditive æstetik syntes at være uigennemtrængelig.
 
Men fra midt-00’erne og start-10’erne begyndte det rebelske i scenen at røre på sig igen, hvor Deafheaven blev frontløberne i revolutionen.
 
De hvide får blandt de sorte får
Der er ingen tvivl om, at den europæiske black metal-scene i genrens anden bølge var den, der herskede over musiklandskabet, men parallelt med den foregik der ting og sager på den anden side af Atlanten, som ofte bliver overset, og som i sin samtid og mange år frem bestemt ikke var anerkendt i europæiske kredse.
 
USA’s black metal-scene, der sidenhen fik betegnelsen USBM, begyndte nogenlunde samtidig med den norske i start-90’erne. Det er dog først inden for de seneste 15 år, at den for alvor har gjort sig bemærket og fået international succes og anerkendelse, blandt andet grundet indblandingen af andre genreelementer og dens inddragelse af andre musikalske genrer; lyden i de senere år er, modsat den spæde begyndelse, primært formet af rock, post-rock og punk, og dens karakteristika er derfor en meget distinkt og særegen form for black metal, hvilket Wolves in the Throne Room, Liturgy og selvfølgelig Deafheaven er gode eksempler på.
 
Og netop de friere musikalske rammer og pladsen til at eksperimentere mere kan siges at være altafgørende for, hvorfor USBM-scenen helt overordnet kan anses som en modreaktion til den dominante europæiske black metal, alle dens regelsæt og ikke mindst æstetik. For når det er musikken, der er i fokus, og denne har afsæt i flere forskellige udtryksformer og traditioner, er man ikke på samme måde bundet til den identitet, der er forbundet med en enkelt genre.
 
Revolution, modreaktion eller provokation?
På baggrund af velmodtagede demoer fik Deafheaven hurtigt succes og blev signet hos Deathwish Inc., hvor deres første fuldlængdealbum, ‘Roads to Judah’, udkom blot et år efter, at bandet blev dannet.
 
Allerede på dette tidspunkt skabte bandet meget røre i metalmiljøet, da pladen ikke just var ren black metal, men også havde klare shoegazetendenser, ligesom Alcests album ‘Écailles de Lune’ havde budt på det året forinden. Termen blackgaze begyndte at florere hos musikkritikere og i -magasiner, hvilket blot var begyndelsen på, hvad der lå i vente.
 
I sommeren 2013 udkom ‘Sunbather’, som både fik folk op af stolene og til at kaste med dem. Musikanmeldere verden over var så begejstrede, at albummet blev det mest kritikerroste det år. Deafheaven fra San Francisco blev verdenskendte, og black metallen kom igen på det internationale verdenskort.
 
Men var der nu også tale om black metal?
 
I metalmiljøet delte ‘Sunbather’ vandene af flere årsager; med anmeldelserne fulgte en del
eksponering, og da bandet hverken visuelt eller musikalsk fulgte black metallens regelsæt, medførte det til heftige diskussioner om, hvorvidt Deafheaven overhovedet kunne kaldes black metal, hvilket Devilution naturligvis også udtrykte sin holdning til.

De positivt indstillede og bandet selv, derimod, havde hovedsageligt fokus på det musikalske uden at involvere eller forholde sig til genrens traditionelle konventioner.
 
Og tager man netop udelukkende udgangspunkt i det musikalske, kan ‘Sunbather’ på langt de fleste punkter sagtens karakteriseres som black metal, der blot gør brug af et lysere toneregister end de gængse udgivelser inden for genren, og som inddrager elementer fra blandt andet shoegazen – og det er langt fra første gang, at den sorte metal er blevet parret med komponenter fra andre musikalske genrer.
 
 
 
Med andre ord var det ikke det musikalske, der hovedsageligt skabte debat, men nærmere albummets visuelle udtryk samt tekstunivers og ikke mindst den livsstil, bandets grundlæggere George Clarke og Kerry McCoy identificerede sig med; sort læder blev til blåt denim, band-T-shirts blev skiftet ud med skjorter og pullovers, og laksko og sneakers blev favoriseret frem for militærstøvler. Det mørke og tunge livssyn, der dominerer mesterværkerne fra 90’erne, blev skiftet ud med optimisme og kærlighed.
 
Og netop dette positive livssyn var noget af det absolut første, man blev mødt med, da ‘Sunbather’ blev udgivet. Albummets cover i pink og orange nuancer samt typografien syntes at være den diametrale modsætning til sortmetallens æstetik, for slet ikke at nævne titlen, der gjorde op med kendte sang- og albumtitler fra 90’ernes norske storhedstid såsom Mayhems ‘Freezing Moon’, Burzums ‘Hvis Lyset Tar Oss’, Satyricons ‘Dark Medieval Times’ og Darkthrones ‘Under a Funeral Moon’.
 
Post-black metallens officielle opståen
Modkultur blev skiftet ud med mainstreamkultur. Pitchfork- og Soundvenue-segmentet åd bandet råt, mens de blev foragtet af det konservative metalpublikum.
 
For Deafheaven var formålet aldrig at være en modreaktion til black metal-miljøet eller provokatører, men nærmere om at være frie til at fortolke deres interesse for genren. Fra egen side promoverede de ikke sig selv som et black metal-projekt, mærkatet blev nærmere brugt af den øvrige musikbranche for at have en overordnet referenceramme til at beskrive bandet. Og dette skulle føre en revolution med sig.
 
‘Sunbather’ åbnede for en heftig og international debat om ægte black metal, metallens subkultur og genrens konventioner. Den snævre genre blev åbnet til fri fortolkning, hvilket banede vej for endnu flere bands og fans. Black metallens tredje bølge blev vækket til live, hvor genren er blevet allemandseje og tilhørsforholdet til subkulturen, i hvert fald for nytilkomne, er blevet mindre vigtig end i dens guldalder. Det er de musikalske aspekter, der er i centrum, og ikke alt det omkringliggende.
 
Etableringen af flere og flere tredjegenerationsbands medførte da også en ny og tiltrængt genrebetegnelse med sig, der både tilgodeser og respekterer datiden og fortiden, hvor parterne fra begge sider af diskussionen sagtens kan se sig tilfredse: Post-black metal blev født med ‘Sunbather’.