Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nostalgisk tilbageblik

Populær
Updated
Nostalgisk tilbageblik

Marilyn Manson tager et nostalgisk tilbageblik, der om ikke andet får lytteren til at mindes, hvor god han var engang.

Titel
Heaven Upside Down
Trackliste
Revelation #12
Tattooed In Reverse
WE KNOW WHERE YOU FUCKING LIVE
SAY10
KILL4ME
Saturnalia
JE$U$ CRI$I$
Blood Honey
Heaven Upside Down
Threats Of Romance
Karakter
3

Det er efterhånden mange år siden, Marilyn Manson for alvor chorkerede. Det mest chokerende, Brian Hugh Warner har præsteret de seneste 10 år, var, da han i 2015 udgav ’The Pale Emperor’. Et Marilyn Manson-album, der indeholdte velskrevne og mindeværdige numre. Det var en opblomstring efter en uendelig lang ørkenvandring og tre pinligt kedelige udgivelser.

Selvom ’The Pale Emperor’ som selvstændig plade er langt fra materialet produceret under chokrockerens storhedstid, pegede specielt førstesinglen ’Third Day of a Seven Day Binge’ mod en mere tilbagelænet og hårdtrockende Manson. På amerikanerens 10. fuldlængdeudgivelse rocker han videre som den misantropiske crooner. Musikalsk fungerer ’Heaven Upside Down’ fint i forlængelse af 2015-udgivelsen, til trods for at Manson ikke satser yderligere, men derimod søger inspiration i bagkataloget og bygger store dele af pladen op omkring en mere industrial-orienteret lyd. Ikke ulig ’Mechanical Animals’, selvom det aldrig bliver lige så vildt, insisterende, hårdt eller følelsesmæssigt blottet som en af Mansons indiskutabelt bedste udgivelser.

Kombinationen af det industrielle, det croonede og det hårdtrockende er tydelig på flere af pladens numre. Førstesinglen ’Kill4Me’ er dog meget skuffende, nærmest en kopi af ’Third Day of a Seven Day Binge’. På andensinglen med det popsmarte og klichefyldte navn ’SAY10’ skaber Manson derimod et originalt, dystert, industrielt univers. Den hviskende vokal er sublim i forlængelse af de underspillede synths og den pumpende overgang fra vers til det ekstremt singalong-venlige hard rock-omkvæd – et af pladens bedste numre.



Virkermidlerne er ikke ukendte. ’JE$U$ CRI$I$’ er potent rock-drevet industrial med vanlig destruktiv chok-rock-lyrick, mens ’Blood Honey’ er et typisk neddæmpet dystopisk Manson-nummer, hvor følelserne får frit løb, som på den storladne ’Coma White’ fra netop ’Mechanical Animals’.

Kombinationen af det hårdt-rockede og industrielle fungerer generelt godt, og det går egentlig kun rigtig galt, når der afviges fra pladens grundlæggende præmis. Titelnummeret byder på fræsende 90’er-guitar, tamburinr og garage-inspireret lyd. Det er voldsomt kikset og ude af kontekst i en sådan grad, at man som lytter bliver mere forvirret end fænget. Det samme gælder for det klaver-baserede afslutningsnummer ’Threats of Romance’. De to numre er lydmæssigt så langt fra resten af albummet, at det havde været til større gavn for den samlede lytteoplevelse, om de slet ikke var medtaget.

Lyrisk er der ikke meget nyt under solen. Tilbage i slut-90’erne var der noget fandenivoldsk, farligt og rebelsk over Mansons kritiske lyrik og fremtoning. Begge dele elementer, der bar myten om figuren og gjorde Warner som privatperson til syndebuk for alt mellem himmel og jord. Oprøret mod homofobi, provokationerne og kritikken rettet specielt mod det amerikanske samfund havde pondus og relevans. En kritik, der stadig er relevant i dag, men Manson har ikke længere det image, der kan bære det, ej heller evnerne til at skrive lyrikken. I stedet fremstår den lettere klichefyldte og småbanale lyrik mere nostalgisk end egentlig relevant.

Nostalgi er helt basalt ’Heaven Upside Down’s største svaghed. Den industrielle tilgang skaber liv til Mansons musikalske univers, men bliver samtidig en nostalgisk reference til en svunden tid. Kan man se bort fra det indlysende problem, er der værdi at hente i Mansons 10. udgivelse – men pladen når aldrig det høje niveau, vi ved amerikaneren kan præstere.