Metaldiktator: Bad Religion – ‘Against the Grain’
Belærende, indignerede og ulideligt frelste lektortyper – med melodier, et højt tempo og smørbløde vokalharmonier til at gøre det uimodståeligt og uafrysteligt. Bad Religion indvarslede 90’ernes melocore-bølge med hovedværket ‘Against the Grain’.
Turn on the Light
Get Off
Blenderhead
The Positive Aspect of Negative Thinking
Anesthesia
Flat Earth Society
Faith Alone
Entropy
Against the Grain
Operation Rescue
God Song
21st Century Digital Boy
Misery and Famine
Unacceptable
Quality or Quantity
Walk Away
Gårsdagens Information leveret i postkassen hver morgen med svigerfars markering af hvilke artikler, han fandt det nødvendigt for min storesøster at læse: Det minder egentlig om, hvordan det var at høre Bad Religion som teenager i 1990. Hvis Public Enemy dengang var CNN for sorte, var Bad Religion det samme for hvide forstadspunks, der savnede argumentatorisk vægt bag deres følelse af, at verden var lyv og lort. De leverede de politiske analyser med lige dele indignation, hurtige trommer, fræsende guitarer, intellekt og smørbløde vokalharmonier.
Da Bad Religion i november 1990 udgav deres femte plade, var de bevidste om den position, de var ved at nå i hardcore. En position, der ville blive yderligere befæstet og nå et langt større publikum op gennem årtiet, hvor kommercielle succeser som Green Day, The Offspring, Pennywise m.fl. stod på skuldrene af dem uden at nå dem til sokkeholderne.
Når min storesøsters svigerfar fandt det så nødvendigt, at min storesøster holdt sig orienteret om, hvad der skete i verden, var det nok også for at gøre hende bevidst om, at ung kærlighed og ukuelig fremtidstro ikke kunne gøre det alene. I 1965 diagnosticerede sangskriverne Hal David og Burt Bacharach ellers i hittet ‘What the World Needs Now Is Love’, hvad verden havde brug for: Et år efter USA havde sat tropper ind i Vietnam, var det “love, sweet love”, der skulle gøre alt godt igen. 25 år senere, et par måneder efter USA havde sat tropper ind i Kuwait, havde Bad Religion ingen videre tiltro til kærlighedens mirakel: I ‘Faith Alone’ parafraserede de linjen “what the world needs now,” men nu var svaret “some answers to our problems” og, vigtigere endnu, “some accountability”.
Det har den stadig brug for 30 år senere, verden, og ‘Against the Grain’ har holdt sig frisk og sørgeligt aktuel i alle årene.
Perfekt afbalaceret
Hvis ikke min storesøsters svigerfar også havde været en gnækkende skør kugle af en opfindertype, kunne han lige så godt have været en tør og belærende lektortype, sådan som han stopfodrede folk omkring sig med sin opfattelse af verden. Det samme havde Bad Religion været, hvis det ikke var for musikken.
For der er blevet sagt uendelig meget om Bad Religions tekster med deres blanding af træfsikre oneliners lige i smasken på etablissementet, mainstream-tidsånden og forbrugersamfundet og det på én gang poetiske og akademiske sprog, der bakkede de hurtige udsagn op. Bad Religion ejede ikke bare tvivlens nådegave – et af deres senere hits hedder ‘This Is Just a Punk Rock Song’ – men besad også ironi, sarkasme og først og fremmest vid.
Men det var musikken, der bar hele holdningsapparatet frem. Den hurtige hardcore, der ville så meget mere end bare at være det, og på ‘Against the Grain’ ikke bare lykkedes med det, men fik melocore til at eksplodere. Debuten ‘How Could Hell Be Any Worse?’ i 1982 var tidstypisk californisk hardcore punk, der ikke skilte sig ud fra mængden. Efterfølgeren fra året efter, ‘Into the Unknown’, var på sin egen måde lige så tidstypisk i sit notorisk mislykkede forsøg på at krydse over i progget, keyboardbåren hard rock. Derefter gik bandet i opløsning, inden de et par år senere vendte tilbage og i 1988 indledte et sandt triumvirat af albumudgivelser med ‘Suffer’.
På den plade og efterfølgeren ‘No Control’ i 1989 var Bad Religions hardcore lige så hurtig, som den var melodiøs. Sangene var korte, men fulde af fængende temaer og tilsat de vokalharmonier – “oozin’ ahs”, som de selv kaldte dem – der blev Bad Religions kendetegn sammen med sangeren Greg Graffins insisterende lyse røst. Der var en musikalitet og en lethed i musikken, der perfekt modsvarede teksternes alvorsfuldhed.
Overgearet børnefjernsyn
‘Against the Grain’ fuldender den udvikling og indvarsler den næste fase af Bad Religion, hvor der på ‘Generator’ i 1992 blev eksperimenteret mere med tempi, produktion og sangskrivning, inden bandet så småt gik den slagne major label-vej i kølvandet på Green Days gennembrud. På ‘Against the Grain’ bliver der også eksperimenteret. Det indgår bare i en meget mere helstøbt enhed. Der er den guitarsolo, der indleder åbningsnummeret ‘Modern Man’, den – relativt – langsomme og næsten fire minutter lange ‘Faith Alone’, der lukker side 1 af pladen, det demonstrativt muntre titelnummer med en melodi, der minder om en sang fra noget forskruet og overgearet børnefjernsyn.
Altså hvis børnefjernsyn havde tekster, der lød:
“There's a common consensus and an uncomfortable cheer
A reverberating chorus that anyone can hear
It sings, 'Leave your cares behind you just grab tenaciously'
This lulling sense or purpose will destroy us rapidly”
Der er ‘Anesthesia’ med sin reggae-outro og guitarer, der lyder som noget, R.E.M. ville have drømt om at finde på. Ja, og så er der ‘21st Century Digital Boy’: en opdatering af King Crimsons ‘21st Century Schizoid Man’; lige så tungt swingende og uafrysteligt fængende som sit afsæt.
En halv times redelighed
Det er bare de sange, der skiller sig ud, fordi de bryder med formen: resten af pladen er spækket med vanvittigt stærke sange som ‘Entropy’ og ‘Turn on the Light’, der plæderer for at lade lyset brænde hvidt i trods mod dumhedens fordunkling og slutter med et credo:
“And I'll burn like a roman fucking candle
Burn like a chasm in the night
Burn for a minuscule duration
Ecstatic immolation, incorrigible delight.”
Det er temmelig præcist den følelse, det gav denne hvide, utilpassede provinspunker at høre ‘Against the Grain’: de fængende, velskrevne sange gjorde mig euforisk lykkelig og teksterne fik mig til at føle mig umådeligt begavet. ‘Against the Grain’ gjorde det cool at være belæst og begavet. Selvfølgelig var det også en afsindigt frelst plade propfuld af rigtige meninger og behørigt nøgtern hardcore. Så meget var Bad Religion selv klar over, da Greg Graffin et par år senere i sangen ‘No Direction’ fastslog, at “no Bad Religion song can make your life complete.”
Selvfølgelig kunne sangene ikke det i det lange løb. Ligesom nok så mange indignerede artikler i Information ikke rigtig medførte andet end en følelse af afmagt. Men mens det stod på, virkede det, som det havde et langt større potentiale. Det fik én til at brænde.
30 år senere har sangene stadig den samme effekt.
Verden har stadig brug for noget redelighed.
Det gav Bad Religion den i godt en halv times tid på ‘Against the Grain’.