Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

40 år og 400 sider med Fates Warning

Updated
Destination-Onward-Featured

Fates Warning har i den grad været med til at definere prog-metallen, og det er kun fortjent, at Jeff Wagner har skrevet et helt værk om lige præcis dét bands karriere.

Kunstner
Titel
Destination Onward - The story of Fates Warning
Dato
15-07-2022
Karakter
4

Jeff Wagners grundige værk om det progressive band Fates Warning udkom egentlig allerede tilbage i juli-måned men blev meget hurtig svær at opdrive i Europa. Og skulle værket skaffes uden risiko for told og gebyr, så var det bare at vente til bogen i efteråret igen var at finde fra fornuftige butikker på det europæiske kontinent. Men her slog skribenten så også til. Man har vel været fan igennem en 25-26 år efterhånden. 

Det er ikke første gang, at Devilution beskæftiger sig med ord over adskillige sider fra amerikanske Jeff Wagner. Derfor springer vi også den nærmere introduktion til hans cv over, da det kan læses i anmeldelsen af den fremragende ‘Mean Deviation’, der på sin vis er en glimrende intro til bogen om Fates Warning, da bogen omhandlede fyrre år med progressiv rock og metal. Derfor også en bog med i forvejen masser af spalteplads til netop Fates Warning, der som pendant til thrashens fire store af Wagner regnes som en af “The Big Three”. De sidste to er naturligvis Dream Theater og Queensrÿche. 

Fates Warning har solgt masser af plader og også haft rimelig succes på live-fronten. Men alligevel er bandet flere gange gået lidt under radaren for det helt store gennembrud, hvilket bogen kommer med forklaringer på. Det er lidt den røde tråd gennem kapitlerne. Sammen med bandstifter Jim Matheos ukuelige vilje og en musikskrivelyst, der ikke rigtigt lader sig bremse. ‘Destination Onward’ er en passende titel på bogen og hovedpersonens indstilling til livet. Også selvom det allerede i bogens første sider beskrives, at bandet har annonceret, at det det 13. studioalbum også bliver det sidste. Noget som denne anmelder kun havde set som rygter, og derfor heller ikke nævnte i anmeldelsen. Men det er nu heller ikke fordi Fates Warning slog det stort op dengang, at det er slut. Og retorikken omkring det fra bandets medlemmer er også noget vag og med en antydning af, at nu må vi se hvad tiden bringer, selvom der med albumtitlen 'Long Day Good Night' og afslutter ‘The Last Song’, da blev givet nogle hints...

Genopbygning part 1 og 2
Nogle fans forsvandt, da den specielle vokal fra John Arch røg med dennes exit i 1987, men flere kom til over årene, hvor Ray Alders mere afrundede røst var mere indbydende for det uprøvede øre, og blev den melodiske sammenhængskraft over sange, der med tiden på overfladen blev lettere at gå til, mens underlaget af tekniske detaljer på guitar og i trommespillet stadig var så rigt til stede. Også selvom det omkring det næsten-kommercielle-break-through med ‘Parallels’ og sange som ‘Eye to Eye’ og ‘We Only Say Goodbye’ kunne føles som næsten pop. Omend uhyre velskrevet og med ferme finesser. Men alligevel langt fra skæve hymner som ‘Guardian’ og ‘The Apparition’.


Fates Warning har indimellem givet særlige show med fokus på ældre materiale og med ældre lineup, her live fra Keep It True XIX i 2016.


Wagner behandler grundigt ‘Inside Out’, der fulgte efter ‘Parallels’. At det var en nedtur for band og fans, hvor produktionen ikke var ligeså fin og dyr som forgængeren. En sangskrivning der ikke rigtig så frem eller tilbage, men bare var der. At bandet famlede i skuffelsen over at have været så tæt på med MTV-rotation og den major-label support som trofaste Metal Blade (bandets pladeselskab gennem den væsentligste del af karrieren, red.) havde reddet sig til en håndfuld af bands i stalden. En support, der så uden varsel trak fingrene til sig. Alt imens vennerne i Dream Theater med den kæmpe Fates Warning-fan Mike Portnoy bragede igennem med et ægte hit og det hele.
Men som nogle af bandets fans og kolleger udtaler i bogen; Fates Warning har aldrig lavet et egentlig dårligt værk, og meget sigende, så var det nemlig ved ‘Inside Out’, at denne skribent stod på bandet. Det blev nogle år forsinket, men omkvædet på ‘Outside Looking In’, som hørt én gang på P3’s Heavyland med Carsten Holm, gav en dag genlyd, da der blev bladret skiver i en musikbiks. Og hjem kom skiven så, til stor begejstring. Og selvom Wagner lyder lidet begejstret over skiven, så bruger han dog adskillige sider på at behandle den legesyge ‘Monument’ herfra og kalder den en mindre genistreg




Ændret fokus, uventet opblomstring
Nedturen var dog reel. Medlemmerne følte det selv og mener i dag, at ‘Inside Out’ ikke var et særligt dedikeret værk, men heldigvis kom der også gode ting i de år, hvor især en headliner på en meget ung Wacken Open Air-festival gjorde godt for bandet. Og siden slappede bandet af, fik fokus på at udfordre sig selv og ikke søge et mål på scenen. Det gav nye spændende legerier og med ‘A Pleasant Shade of Grey’ fik bandet uventet succes. Et album, et koncept, én sang (jovist, i flere kapitler). Og på landevejen med det, hvor det ofte blev spillet fra ende til anden til begejstret modtagelse.

Det var dog ikke altid de største arenaer, og når det var størst var det måske ikke altid til Fates Warnings fordel. Det første besøg i Europa tilbage i 80'erne var egentlig en god oplevelse, selvom en supporttjans med flere andre bands for Manowar ikke var det mest oplagte valg. Den ellers rimeligt gode oplevelse blev dog afbrudt i Danmark, hvor vi havde travlt med at ignorere bandet, der åbenbart i vore øjne ikke dræbte, men kun spillede. Det gør ondt at læse, når man samtidig husker en god, men alt for lidt besøgt koncert i 2014 i Amager Bio.

Og noget senere i karrieren hjalp vennerne i Pantera også med et på papiret fedt support-gig. Men Pantera-fans var ikke Fates Warning fans, og det siger vist lidt om modtagelsen, at Pantera bagefter fortalte bogens helte “Sorry, we have the stupidest fans”.

En fans bekendelser
Wagner er fan af Fates Warning. Dén kendsgerning bliver læserens luksus. Kærligheden til bandet skinner tydeligt igennem siderne og så skriver Wagner som bekendt aldeles glimrende, så ikke alene det at få en hel bog, hvor dens blotte eksistens på ingen måde vil sikre en titel som årets bestseller, men så velskrevet og gennemarbejdet er usædvanligt for et band, der trods alt ikke er mere kendt. Ulempen, kunne man frygte, er så om han er kritisk nok, men som allerede beskrevet, så kan Wagner godt kritisere visse valg i bandet og visse sange eller udgivelser.

Det er en kronologisk fortælling fra det første album til det sidste. Der bliver refereret til senere anekdoter i historien, hvor det giver mening, men ellers så går det slag i slag fremad fra ‘Night on Bröcken’ til ‘Long Day Good Night’, kun afbrudt af de vanlige klassiske midterfarvesider på lækkert papir med flotte eller interessante billeder fra bandets historie. Som en nøgtern fortælling kommer bogen omkring det hele. Fra et band, der kom lidt for hurtigt ind på scenen, med ‘Night on Bröcken’ der egentlig bare var et remix af bandets demo med lidt ekstra sange og så et coverartwork, der var mildest talt uheldigt. Måske mere set med nutidens øjne, men helt heldigt var det nu ikke dengang, hvor covers især i metallen skulle lokke, så skiven røg med hjem. Pladen solgte skam fint nok i følge Metal Blade-stifter Brian Slagel, men det kunne nok have været mere med lidt bedre forberedelsestid og nogle mindre novice-agtige valg. Fra begge parter. Bedre blev artwork og produktion på ‘The Spectre Within’, hvor bandet virkelig fik vist hvad det kunne indenfor teknisk metal.



Eftersigende kunne bandet godt lide coveret til 'Night on Bröcken', før det blev farvelagt og endte som lidt af en børnetegning. Ioannis' H.R Giger-inspirerede cover til 'The Spectre Within' var der til gengæld fuld tilfredshed med.


Dramaet udebliver
Bogen kommer naturligvis også over skiftet af sanger fra John Arch til Ray Alder, der som fan af Fates Warning svor, da han hørte om fyringen af Arch, at han aldrig ville høre bandet med en ny sanger. Et problem, der dog lod sig løse ved at han som bekendt selv greb mikrofonen. 


 metallica enter
Der er mange fun facts i bogen. Manden på 'Perfect Symmetry' samt 'Parallels' har de fleste nok set i en vis Metallica-video (udklip fra videoen til højre).


Fates Warning er som en familie. Det kan godt være, at Matheos har måtte lade medlemmer gå, men dramaet har aldrig været større end, at når bandet ved specielle shows har fejret en given plade, så har det stadig været muligt at trække på de originale medlemmer, der stod for skiven i sin tid. Folk er røget i svinget i jagten på konstant udvikling, men det er blevet gjort pænt og med forståelse fra den part, der røg ud. Heri ligger egentlig et problem for bogen, hvis den skulle have en rigtigt bred appel. Der er fokus på bandet, og ikke meget drama. Der er langt til ‘The Dirt’ om Mötley Crüe, men der er masser om forretningsmæssige valg og indspilningsprocesser. Perfekt til nørden i enhver prog-fan.

Største “drama” er måske, at Ray Alder var lidt irriteret over at Matheos havde så travlt på et tidspunkt, hvor Alder ikke lige havde tid og heller ikke helt turde sige, hvad han mente om noget materiale, der drillede ham. Han fik derved forhalet Matheos fremdrift, så dét der skulle have været Fates Warning istedet blev til Arch/Matheos, da tålmodigheden var opbrugt. I stedet en bonus for Fates Warnings fans, der fik en ny oplevelse med Matheos i det finurlige hjørne og Archs’ specielle vokal henover. Og imens fik man Alder at høre med Redemption, inden Fates Warning med Alder og Matheos igen var klar i fællesskab.

Det er ikke en sladder-bog om rockstjerner og skandaler. Det er en bog hvor musikken som forventet er vigtigst og altoverskyggende. Der gives da baggrundsinfo om barndom og opvækst for de respektive medlemmer, men det er ikke som en bog som om store karakterer som Sebastian Bach, Slash eller Mustaine.

Det gør sikkert bogen mindre interessant, hvis man ikke i forvejen har et forhold til bandet. For fans er det alligevel en gennemarbejdet bog, der kommer med masser af nye og ufortalte ting. Fates Warning har på ingen måde været interviewet i samme omfang som Metallica eller andre giganter, så hvis man som fan selv skulle søge at opnå stor viden om det progressive metalband, så er bogen her relativt mere oplysende om bandet end en bog om Metallica formentlig ville kunne bringe nyt til fadet for en, der allerede var fan af Metallica.

Stort persongalleri. Og lister!
Fordelen ved at Fates Warning ikke rigtig var et dramaband og at Wagner tidligt var fan og i kontakt med bandet, er at alle tidligere medlemmer har haft stor lyst til at fortælle. Ingen dør er helt lukket. Man fornemmer også, at Fates Warning har en stor plads i hjertet hos Brian Slagel fra Metal Blade. Også hos Mike Portnoy, der eftersigende græd glædestårer, da han endelig igen kunne opleve John Arch synge ‘Guardian’ sammen Fates Warning ved en gæsteoptræden. En oplevelse han aldrig havde troet skulle komme, for det var velkendt, at John Arch kæmpede med noget, der gjorde, at det med tour-liv ikke rigtigt var et liv for ham, og han derfor heller aldrig rigtigt kom tilbage til scenen, da han røg ud af Fates Warning. Så han havde opgivet håbet på at se det ske.

Også producere og coverartister udtaler sig lystigt om detaljer i bogen. Ind under huden på bandets uundværlige Jim Matheos kommer man dog ikke for alvor. Hans baggrund for ikke at øse så meget  personligt ud, andet end når det spottes i hans tekster, behandles, og man forstår som læser baggrunden for det. Men hans person, hans stolthed, hans flid og talent og sorte humor læses igennem persongalleriets rosende udsagn om ham. Eller i mild kritik gennem den frustration, som de måske nok har haft fra tid til anden, men udtrykker forståelse for. Igen, her skal ikke være drama.

Og så er der lister! Masser af lister sidst i bogen. Forfatteren og andre fans nævnt i bogen oplister albusms fra 1 til 13 og coverartwork sættes fra bedst til værst. Bandmedlemmernes UFO, Rush og Beatles-favoritter får man også. De længste Fates Warning sange. Og de korteste.

40 år er længe i manegen for et progressivt metalband. Det kræver udvikling og forandring for at forblive vedkomne og indenfor skiven. Hvad Fates Warning absolut var lige til det sidste (bliver det nu også det sidste?). Og en lang bog til historien. Og dertil derfor også en lang anmeldelse af en meget udmærket bog.