Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En klassikers genkomst

Populær
Updated
En klassikers genkomst

Doomlegenderne i Trouble præsterer med den nye forsanger Kyle Thomas solidt med comebackalbummet 'The Distortion Field'.

Kunstner
Titel
The Distortion Field
Dato
16-07-2013
Genre
Trackliste
01. When The Sky Comes Down
02. Paranoia Conspiracy
03. The Broken Have Spoken
04. Sink Or Swim
05. One Life
06. Have I Told You
07. Hunters Of Doom
08. Glass Of Lies
09. Butterflies
10. Sucker
11. Bleeding Alone
12. The Grey Chill Of Autumn
13. Your Reflection
Forfatter
Karakter
3

Det gamle amerikanske doom metal-band Trouble har levet en omtumlet tilværelse siden 2007, hvor bandets originale sanger, Eric Wagner, forlod bandet, fordi han ikke længere kunne klare turnélivet. I et valg, der var præget af monumental mangel på jugement, valgte de tilbageværende medlemmer (læs: guitaristerne Bruce Franklin og Rick Wartell, der er de eneste fra den originale besætning) Kory Clarke, der tidligere (og igen i dag) var talentløs sanger i Warrior Soul. Det resulterede i nogle frygtelige koncerter, bl.a. som opvarmning for Pentagram på The Rock i 2009, hvor det var svært at vurdere, om det var Clarkes vokal eller attitude, der var mest pinlig – eller om det var selve valget af ham som frontmand.

Nu er Clarke gudskelov ude, og ind er kommet Kyle Thomas (tidligere i Exhorder, Floodgate og Alabama Thunderpussy), som aldrig helt har fået den succes, hans vokal egentlig fortjener, og vel er bedst kendt for at være sangeren, som Phil Anselmo har ladet sig inspirere temmelig kraftigt af (men heldigvis uden Anselmos øllede machoattitude).

Trouble classic

Thomas har været fan af Trouble i mange år og har tidligere været sanger i bandet i perioden 1997-2000, hvor det dog kun blev til fire koncerter. At han er fan kan høres – vokalmelodier og frasering er helt tydeligt inspireret af Eric Wagners sangstil, samtidig med at Thomas har sin egen identitet, og på godt og ondt giver bandet en mere moderne kant.

Musikalsk er der dømt klassisk Trouble a la den stil, der påbegyndtes med det fjerde album ’Trouble’ i 1990, og som vi sidst så med ’Simple Mind Condition’ (2007). Det er dog, som om, der er luget lidt ud i de psykedeliske elementer, der kendetegnede perioden fra 1990-2007, til fordel for en mere tungrock, der på én gang er klassisk og moderne. Franklin og Wartell er stadig én af de bedste guitarduoer, der har betrådt metallens hellige haller; de har et formidabelt samspil, og de skriver guderiffs uden besvær. Rytmegruppen gør det godt. Alt burde således være i den skønneste orden, men alligevel er comebacket ikke 100 procent vellykket.

To problemer

For skønt Thomas i egen ret er en virkelig god sanger, kan man ikke lade være med at savne Wagners mere følelsesladede og sårbare vokal, der forlenede Trouble med en anden melankoli, end Kyle Thomas evner. Thomas’ vokal skygger også for de mere psykedeliske sider i Troubles musik og gør udtrykket mere strømlinet og stonerrockpræget – der var ansatser til dette på ’Simple Mind Condition, men nu er psykedelikaen næsten gemt helt væk. Det er, som om lidt af bandets egen identitet ryger sig en tur, på trods af Thomas’ tydelige Wagner-inspiration.

Derudover albummet for langt – 13 numre er simpelthen i overkanten, og man kunne mageligt have skåret er par sange væk, hvor især sidste halvdel bliver lidt langtrukken, fordi noget af variationen er røget med Wagner.

Resultatet er et for så vidt vellykket comeback, der ikke når helt op at ringe, og det er vel et relativt typisk fænomen for ældre, stilskabende bands. Hvis Wagners og de psykedeliske elementers fravær betyder mindre for én end for mig, kan man sikkert godt lægge en karakter til, og hvis man er fan af nyere stonerrock og en mere sydstatspræget doom-form, bør man bestemt give dem en chance. Det fortjener Trouble – og især Franklin og Wartells guitararbejde, der er albummet værd i sig selv.