Med nørden i centrum
Populær
Verdens mest aktive heavy metal-sanger har skrevet endnu en bog, og vi har naturligvis læst Bruce Dickinsons biografi om livet som fægter, pilot og frontmand i et større engelsk band.
De fleste, der lytter til metal, har på et tidspunkt skullet forsvare genren over for uforstående mennesker, og så er der et kort, som er så oplagt at trække: Bruce Dickinson. Fordi manden udover at være forsanger i et af verdens største bands også er en fremragende fægter, børnebogsforfatter, radiovært, tv-vært, øl-brygger, manuskriptforfatter og i øvrigt pilot med certifikat til de fleste større passagermaskiner. En slags moderne renæssance-menneske, der altid kan fremhæves som et imponerende eksempel på, at metalmusikere er alt andet end hulemænd.
Op til julesalget udkom så selvbiografien, som man ikke et sekund tvivler på, at han selv har skrevet. Men er det egentlig en selvbiografi? Det kan man godt blive i tvivl om.
Der er rigtigt meget, som denne bog ikke er, og ikke fortæller om, og det skal man være forberedt på.
Vigtigst af alt, så fortæller den faktisk meget lidt om Iron Maiden. Man går næsten forgæves, hvis man forventer at blive klogere på for eksempel bruddet med Adrian Smith (eller Paul Di’anno for den sags skyld) eller hele misæren om Dickinsons egen afsked med bandet i starthalvfemserne – eller hans comeback i slutningen af samme årti. Det bliver ved et par ord, om de sange, han selv har bidraget med, og udfordringerne med sangskrivning og sceneshow – samt et par detaljer fra enkelte turneer.
I det hele taget berøres musikken kun, når det er i centrum af hans eget liv, og det, som driver ham fremad – fx dynamikken mellem medlemmerne i Samson, som musikkarrieren startede i, får næsten mere plads end tiden i Maiden
For dette er ikke fortællingen om musikeren Bruce Dickinson – eller mennesket – men snarere eventyreren og ikke mindst nørden i ham.
Og et eventyr kræver modgang, hvorfor fortællingen om denne er mest interessant læsning, når Dickinson udfordres. Som i den let omskiftelige barndom med forældre, der konstant flytter og skifter indtægtskilder, det benhårde liv i det ubarmhjertige engelske skolesystem, og så tiden i det mildest talt rodede foretagende, som Samson var. Dickinson kæmper med modgangen, og der efterlades ingen tvivl om, at gåpåmod er hans største talent af dem alle.
Det er jo ikke, fordi man er i tvivl om, hvor det ender, men der er så godt fortalt, at man alligevel sidder med en knugende fornemmelse af, at Dickinson så let kunne have fået meget lidt ud af sit liv.
Netop evnen til at skrive levende, varieret og krydre med diverse anekdoter, er også det, der driver fortællingen i de langt fra sindsoprivende år i Iron Maiden før bruddet og efter comebacket – når det ikke går godt for dem, går det jo fremragende, og det er mildest talt en kedelig og næsten konfliktløs historie i sig selv.
Langt mere nerve er der i solo-årene og ikke mindst en ret legendarisk koncert, som han gav i Sarajevo under den nådesløse jugoslaviske borgerkrig i halvfemserne. Bruce Dickinson har noget at slås for, og når han gør status undervejs, er han også en hård kritiker af sine egne udgivelser – hvilket er lidt af en kontrast til, at han kun flygtigt forholder sig til Maidens mange plader.
Men det er heller ikke der, hvor han vil hen, og det er her, spørgsmålet om, hvorvidt det egentlig er en biografi, igen dukker op. Langt hen ad vejen er det mere en bog, hvor han i den kronologiske opremsning af begivenheder og anekdoter først for alvor går i dybden, når han kommer ind på sine nørdede interesser. Og det uanset om vi taler fægtning, der virkelig fylder meget i firserne, eller flyvning, der de sidste tyve år har taget meget af hans tid. Men også de første års udforskning af sangteknik (igen er det udfordringen, der driver værket Bruce Dickinson) får meget mere plads end sangskrivningen.
Og bogstaveligt talt sidst, men ikke mindst, kampen mod kræften, hvor man virkelig får en fornemmelse af, at han er en mand, der fordyber sig i et problem og i sidste ende står tilbage som en lærd person, uanset hvad han sætter sig op imod eller ind i – samtidig med at frustrationen og frygten for døden skinner gennem de nøgterne beskrivelser af sygdom og behandling. En stor finale på bogen, fordi man her for alvor møder følelserne bag hans til tider uovervindelige facade.
Hvad med privatlivet, damerne, børnene og alt det der? Glem det! Hans afkom er ikke nævnt med et ord, hans kone(r) kun i sidebemærkninger, og hvis ikke Wikipedia fortalte noget andet, kunne man tro, at han boede alene og var en enspænder uden for Iron Maiden. Der er bare heller ingen tvivl om, at udeladelsen ikke skyldes hensynet til privatlivets fred, men bare har den simple årsag, at det ikke har hans interesse at fortælle om det.
Det er naturligvis helt fint, og den engelske undertitel ’What Does This Button Do?’ lover da også lige netop en fagnørdet bog. Han er begejstret for teknik, teknikker og hvordan man mestrer dem, og han forstår endda at berette om det med samme entusiasme. Men fraværet af de helt store intriger gør det også til en velskrevet harmløs affære, der godt kunne bruge lidt mere bid.
NB: Denne anmeldelse er skrevet på baggrund af den engelske udgave (hvilket i øvrigt er stærkt udfordrende når fagsproget folder sig ud), og derfor har vi intet forhold til oversættelsen – men rygterne siger, at den lider lidt under at være hastet igennem op til julesalget. Således er Deep Purples Ian Paice degraderet fra trommeslager til bassist, fordi ’bass drum’ voldte oversætteren problemer.