Ugens Monsterdrøn
Populær
Updated
Med stærke "Saturday Night Wrist" er The Deftones tilbage ved "White Pony" niveauet, fastslår Mathias Nielsen. 2006 har været et utrolig stærkt pladeudgivelsesår. Mastodon udsendte for godt en måned siden årets album, stærkt forfulgt af Trivium. Samtidig - på den mere bløde side - har Pearl Jam, Muse og de gamle kulthelte fra Cheap Trick udsendt ligeså fantastiske albums. Nu kaster Sacramentos Deftones så endnu en plade oveni bunken af "årets udgivelser": ”Saturday Night Wrist” er navnet.
Da frontmand, Chino Moreno, sidste år udsendte sit elektroniske sideprojekt Team Sleep og turnerede bag pladen, var der så småt ved at være forlydender om opløsning af mandens hovedforetagende. I dag er det så kommet frem, at årsagen til sidespringet, var, at Deftones var kørt fast i indspilningerne af dette, bandets femte studiealbum. Ifølge Moreno pga. producer Bob Ezrin, som han ikke kunne forstå, og havde meget svært ved at samarbejde med (og nu tilsviner åbent i interviews).
Undertegnede så ellers frem til at Ezrin skulle producere et Deftones-album. For de, der ikke ved det, er Ezrin manden bag Pink Floyds ”The Wall”, samtlige af Alice Coopers 70er-album, mens man af nyere sager kan nævne Jane’s Addiction’s mesterværk ”Strays”, som Ezrin tilføjede atmosfæriske dimensioner.
Konceptalbum
Uanset hvad, så hed det exit Ezrin, og Shaun Lopez (Far) blev hyret til at producere vokalsporene, så albummet (heldigvis) kunne færdiggøres og sendes ud til omverdenen. Og her er sågar tale om et konceptalbum, som indeholder et instrumentalt mellemspil, der lyder som taget fra Team Sleep-skiven.
Konceptalbum eller ej, så er det vigtigste af alt, at konkludere, at Deftones er tilbage på sporet efter 2003’s skuffende, selvbetitlede album. Dette album ligger i naturlig forlængelse af mesterværket ”White Pony” fra 2000, der cementerede bandets specielle position som nu-metallens interessante svar på The Cure, My Bloody Valentine eller måske ligefrem Cocteau Twins…!
Der bliver lagt perfekt ud med den stærke førstesingle, ”Hole in the Earth”, og den aggressive ”Rapture”, der sender tankerne tilbage til bandets Grammy-vindende ”Elite”. ”Beware” (endnu en sang om Chinos vandskræk?) slæber sig af sted i seks minutter, og følges op af den endnu stærkere, geniale (og det kommende singleudspil) ”Cherry Waves”, der indeholder et uforglemmeligt ørehængeromkvæd.
Libanesisk gæstebesøg
Tilbage i 2000, hjalp Maynard James Keenan (Tool, A Perfect Circle) til på nummeret ”The Passenger”, og i samme stil er der to gæstebesøg på ”Saturday Night Wrist”: Serj Tankian fra System of a Down lægger en noget uinspireret vokal på ”Mein”, som er et af albummets hurtigere, men samtidig mest kedelige numre.
Mens unge Annie Hardy fra Giant Drag giver et ekstremt perverst indslag på det elektroniske nummer ”Pink Cellphone” på albummets anden halvdel. Det skal i den sammenhæng lige nævnes, at hun gjorde førnævnte band berømte med sin tekst til nummeret ”YFLMD (You Fuck Like My Dad)”. Så skulle den ged vist også være barberet!
Den nye Stewart Copeland
Albummets anden halvdel lever ikke helt op til den første, men der er trods alt en række stærke sager: Chino skriger sine lunger ud i ”Rats!Rats!Rats!”, som sammen med ”Combat” og ”Kimdracula” står som et af de stærkeste numre på anden halvdel af skiven, der afsluttes i vanlig skæv stil med ”Rivière”.
Bob Ezrins produktion, på den musikalske side, skinner igennem, uanset om han er et røvhul eller ej, og Deftones har lavet et album fuldt ud på højde med det seks år gamle og stadigvæk ligeså essentielle hovedværk ”White Pony”.
Sluttelig skal den eminente trommeslager, Abe Cunningham, lige nævnes. Han er efterhånden så tæt, som han overhovedet kan komme på sit åbenlyse idol, Stewart Copeland fra The Police. Hatten af for Abe!
Kun de få par smuttere, der gemmer sig undervejs, holder karakteren en tand under 11. Ellers er her tale om købe- og lyttepligt for alle fans af melodisk og intelligent hård rockmusik.
Da frontmand, Chino Moreno, sidste år udsendte sit elektroniske sideprojekt Team Sleep og turnerede bag pladen, var der så småt ved at være forlydender om opløsning af mandens hovedforetagende. I dag er det så kommet frem, at årsagen til sidespringet, var, at Deftones var kørt fast i indspilningerne af dette, bandets femte studiealbum. Ifølge Moreno pga. producer Bob Ezrin, som han ikke kunne forstå, og havde meget svært ved at samarbejde med (og nu tilsviner åbent i interviews).
Undertegnede så ellers frem til at Ezrin skulle producere et Deftones-album. For de, der ikke ved det, er Ezrin manden bag Pink Floyds ”The Wall”, samtlige af Alice Coopers 70er-album, mens man af nyere sager kan nævne Jane’s Addiction’s mesterværk ”Strays”, som Ezrin tilføjede atmosfæriske dimensioner.
Konceptalbum
Uanset hvad, så hed det exit Ezrin, og Shaun Lopez (Far) blev hyret til at producere vokalsporene, så albummet (heldigvis) kunne færdiggøres og sendes ud til omverdenen. Og her er sågar tale om et konceptalbum, som indeholder et instrumentalt mellemspil, der lyder som taget fra Team Sleep-skiven.
Konceptalbum eller ej, så er det vigtigste af alt, at konkludere, at Deftones er tilbage på sporet efter 2003’s skuffende, selvbetitlede album. Dette album ligger i naturlig forlængelse af mesterværket ”White Pony” fra 2000, der cementerede bandets specielle position som nu-metallens interessante svar på The Cure, My Bloody Valentine eller måske ligefrem Cocteau Twins…!
Der bliver lagt perfekt ud med den stærke førstesingle, ”Hole in the Earth”, og den aggressive ”Rapture”, der sender tankerne tilbage til bandets Grammy-vindende ”Elite”. ”Beware” (endnu en sang om Chinos vandskræk?) slæber sig af sted i seks minutter, og følges op af den endnu stærkere, geniale (og det kommende singleudspil) ”Cherry Waves”, der indeholder et uforglemmeligt ørehængeromkvæd.
Libanesisk gæstebesøg
Tilbage i 2000, hjalp Maynard James Keenan (Tool, A Perfect Circle) til på nummeret ”The Passenger”, og i samme stil er der to gæstebesøg på ”Saturday Night Wrist”: Serj Tankian fra System of a Down lægger en noget uinspireret vokal på ”Mein”, som er et af albummets hurtigere, men samtidig mest kedelige numre.
Mens unge Annie Hardy fra Giant Drag giver et ekstremt perverst indslag på det elektroniske nummer ”Pink Cellphone” på albummets anden halvdel. Det skal i den sammenhæng lige nævnes, at hun gjorde førnævnte band berømte med sin tekst til nummeret ”YFLMD (You Fuck Like My Dad)”. Så skulle den ged vist også være barberet!
Den nye Stewart Copeland
Albummets anden halvdel lever ikke helt op til den første, men der er trods alt en række stærke sager: Chino skriger sine lunger ud i ”Rats!Rats!Rats!”, som sammen med ”Combat” og ”Kimdracula” står som et af de stærkeste numre på anden halvdel af skiven, der afsluttes i vanlig skæv stil med ”Rivière”.
Bob Ezrins produktion, på den musikalske side, skinner igennem, uanset om han er et røvhul eller ej, og Deftones har lavet et album fuldt ud på højde med det seks år gamle og stadigvæk ligeså essentielle hovedværk ”White Pony”.
Sluttelig skal den eminente trommeslager, Abe Cunningham, lige nævnes. Han er efterhånden så tæt, som han overhovedet kan komme på sit åbenlyse idol, Stewart Copeland fra The Police. Hatten af for Abe!
Kun de få par smuttere, der gemmer sig undervejs, holder karakteren en tand under 11. Ellers er her tale om købe- og lyttepligt for alle fans af melodisk og intelligent hård rockmusik.
Kunstner
Titel
Saturday Night Wrist
Label
Genre
Forfatter
Karakter