Episk er kodeordet for IOTUNN-opfølgeren ‘Kinship’ – en plade, hvor vingefanget spredes ud og viser, at de danske proghelte kan og vil mere, end debuten gav os forsmagen på.

Efter Nifelheims opløsning viser Hellbutcher hvor skabet skal stå med et debutalbum, der er det mest metal, nogen kommer til at høre i år.

'Etemen Ænka' var en milepæl fra DVNE, som her på treeren har valgt at gøre udtrykket mere direkte – uden vi på noget tidspunkt er i tvivl om, at det stadig er DVNE, vi hører.

Cirith Ungols sjette og måske sidste album er tidløs og formidabelt velspillet metal fra en af genrens store stilskabere.

Primordial går sig selv i bedene på nyt album, der veksler mellem absolut topklasse og mådelig mellemvare.

Kannibalernes overherredømme er intakt, distinkt og skærer i de rette lemmer trods skabeloner og gode intentioner.

Mantar er tilbage. Den dynamiske duo sætter af, hvor de to forrige plader mødtes og smadrer alt inventaret til din fest

Gammel kærlighed kan ruste. Men med flid og polering kan den skinne så stærkt som den nogensinde har gjort.

Cirith Ungols genstartede karierre lever på denne EP kun delvist op til fordums storhed, men det smager dog af mere.

'Violence Unimagined' er en velproduceret sag, men spørgsmålet er, om den bedre lyd koster på charmekontoen i sidste ende.

The Black Dahlia Murders seneste udgivelse er en forglemmelig fornøjelse.

At beskrive Igorrr er som at forsøge at sømme spaghetti fast til væggen. Begge dele er et ugudeligt og klistret Sisyfosarbejde, og det er lige så umuligt, som det er underholdende.

Bandkollektivet The Ocean bryder fem års albumpause med en udgivelse om Jordens geologiske udvikling gennem millioner af år. Den progressive post-metal er stort tænkt og ambitiøst udført, men også noget uforløst.

Primitiv dødsmetal af stockholmerskolen, som dine forældre hadede den: LIK er fuldt bevidste om det absurde og dumme i deres musik, og de administrerer det med klasse.

Primordial hylder man ubetinget, ellers er man en forbandet poser. Den skygge af tvivl, singleforløberne måtte have kastet over ens sind, fejes triumferende bort af ‘Exile Amongst the Ruins’.

Det er hånden på sværdet og næven i vejret, når Visigoth spiller op til heltemetallisk dåd på ’Conqueror’s Oath’, men et brud på mytologien og en lettere uvarieret sangskrivning fører kun til en delvis sejr.

Den britiske supergruppe Good Tigers debut, ’A Head Full Of Moonlight’, var intet mindre end en ualmindeligt positiv overraskelse. Andet album, ’We Will All Be Gone’, er det stik modsatte.

Det er den almægtige natur og lokal folklore, som Hamferð kanaliserer ud i deres nordiske lyd. Men ved at underspille deres dødsdoom begår den færøske gruppe en fatal fejl: Det går hen og bliver kedeligt.

Dødslegenderne kører den hjem på rutinen – på godt og ondt. En solid produktion, der er til alle medlemmers fordel, overskygger ikke, at 'Red Before Black' hviler for meget på laurbærrene.

Hardcore-genrens bedste stemme synger for første gang i tre årtier på en decideret god plade og giver Cro-Mags-tragedien en lykkelig drejning.