Hollandske Antropomorphia er ude med andet album siden gendannelsen i 2009, og det er et udmærket dødsmetal-album, der trods en klar oldschool forankring også har lejlighedsvist groove en en smule sort stemning.
Cannibal Corpse holder gang i deres karriere med den dystre og udmærkede 'A Skeletal Domain', der både har gode sange og lidt fyld.
Første udspil fra Wovenwar er en befrielseskamp for fire af medlemmerne med fortid i As I Lay Dying. Det lykkes for dem at befri sig fra ex-bandets lyd, men debuten lykkes ikke med så meget andet.
De svenske vikingemetallere King of Asgard bevæger sig ind i særere og mørkere egne af metallen.
Allegaeons tredje udspil er en bouillonterning af detaljer og store armbevægelser, der både kan tages i ét eller nydes i en opløst variant.
The Black Dahlia Murder sled og slæbte og fik til sidst hevet en solid søndagskoncert ud over rælingen.
Whitechapel har pillet ved forholdet mellem death og core og tilføjet en del unødvendige ingredienser. Og resultatet er derefter.
Svenske Portrait kan spille firsermetal til perfektion. Men der mangler lidt originalitet i materialet.
Amerikanske Mount Salem spiller en blanding af stenalderdoom og psykedelisk rock, og det er da fint nok. Men hvorfor skal det lyde, som om det var optaget på en ITT kasettebåndoptager i 1971?
Svenske Sister brager energisk igennem på 'Disguised Vultures' med en potent omgang sleazy, glammet og punket hård rock, der er ret godt i sin helhed, men som endda også rummer sange med hitpotentiale.
Selvom man spiller guitar for Madonna, så kan man jo godt have styr på andet end popmusik og levere et helt fornuftigt hårdtslående album i grænselandet mellem rock, metal, grunge og poppens sans for fængende vokalmelodier.
Science fiction-splatterbandet Gwar er tilbage med første udspil, siden bandets guitarist Cory Smoot/Flattus Maximus døde i 2011, og det med et energisk og varieret udspil.
De danske thrashpionerer sender deres album nummer syv siden 1985 på gaden. Ny sanger og ny trommeslager rykker bandet i nye, spændende retninger.
Græske Satan's Wrath følger dystert og mørkt op på forrige års debutalbum med endnu en rå og 1980'er-thrashet hyldest til Satan.
Hail of Bullets forener vildskaben fra debuten og mixer den med opfølgerens mere stemningsladede album og er dermed endt med et stærkt, dynamisk og vellydende album.
Amerikanske Rivers of Nihil leverer på den Eric Rutan-producerede debut en omgang moderne ekstrem metal, som trods en steril produktion og mangel på en rød tråd svarer igen med en håndfuld stærke numre.
‘Everblack’ kammer næsten over af kreativitet og geniale påfund - lige efter den gode gamle The Black Dahlia Murder-opskrift.
Med 'Valkyrja' har Týr udgivet et flot album, der helt sikkert vil styrke deres position på metalscenen yderligere.
Amon Amarth har med 'Deceiver of the Gods' begået et mere veloplagt album, end man har hørt fra den kant længe.
Med et perfekt show, et perfekt band og ikke mindst en perfekt stemme stod King Diamond for en fantastisk koncert som afslutning på Copenhell 2013.