Kun godt et år efter udgivelsen af debutalbummet ’Spell Eater’ er Huntress klar med efterfølgeren ’Starbound Beast’.
HateSphere vandt over regntruslerne og festede med et energisk publikum.
Alestorm kom, så, plyndrede, kølhalede skeptikerne - og sejrede, da de stolte skotter kastede anker ved Hades-scenen.
Tristania besidder ikke helt længere fortidens glans. Men 'Darkest Whit'e er dog ikke uden en vis melankolsk skønhed.
'Okkult' bringer Atrocity tilbage til dødsmetallen, og albummet er første udgivelse i en varslet trilogi, som bandet lover er bombastisk, brutal og mørk.
Det nye album med Delain er lidt af en narresut, da det alene indeholder to helt nye sange. Resten er dog ikke helt uinteressant.
Christopher Bowes har for en tid kastet anker for Alestorms piratskib og er gået i land på Skotlands kyst, hvor han med sit nye ’heroic fantasy power metal’-band Gloryhammer udkæmper en heroisk kamp sammen med sagnprinsen Angus McFife for at befri byen Dundee.
Serenity fra Tirol markerer sig med deres 4. album stærkt på den europæiske progressive symfoniske metalscene.
Østrigske Visions of Atlantis med den græskfødte Maxi Nil i forgrunden spiller en omgang symfonisk power metal, der er sympatisk, men desværre ikke efterlader lytteren med særligt mange uudslukkelige ørehængere.
Arkonas nye livealbum er et overflødighedshorn af lyd. Men en koncert på over 2½ time er næsten for meget af det gode.
Det kan godt være, at Hate ligger og svømmer rundt i en blodpøl af lemmer fra Behemoth og Vader, men det er så velskrevet og -spillet, at det fortjener alle dødsmetalsfans' opmærksomhed.
The Sword gik til stålet søndag aften i Lille Vega, og riffede sig igennem en 80 minutters intens opvisning i, hvordan metal skal eksekveres.
Norske Audrey Horne kan trods en lidt sær lyd ved første lyt og et umanerligt grimt cover alligevel være pænt stolte af albummets fine række af catchy melodier med flere klare hits iblandt.
Andet album fra Skálmöld er ude nu, og den rimeligt stærke sangskrivning bliver desværre ikke fuldt op af en helt matchende produktion, hvilket gør at albummet ikke peaker tilstrækkeligt.
Finsterforst spiller folk metal, der kunne være underlægningsmusik til en eventyrfilm.
Der er gået nogle år siden Tiamat sidst var på banen, og i den periode har de pillet de få metalelementer, der trods alt var på forgængeren 'Amanethes', helt ud og fokuseret mere på stemning.
9MM påstår, at de er pirater, men det er kun i tekstuniverset - resten er ren og god punkmetal.
The Sword vender tilbage fra rummet med et album, der er skåret i en anden retning, men som også er skarpere end nogensinde.
Sædvanligvis lader det sig let genkende, når der er tale om et tysk metal-band. Det er lige som om, der er en særlig tysk lyd, uanset hvilken undergenre der er tale om. De kommende uger vil vi hver gang tage en særligt tysk udgivelse under behandling.
Første band er power metal-bandet Paragon.
Det er faktisk røvpinligt det her – i lange tider har dette album ligget til anmeldelse på Devilutions albumhylde og samlet metalstøv, uden at der er sket noget. Det er slemt nok, men det rigtigt pinlige består i, at selv gymnasieautisternes hofblad Gaffa har anmeldt dette metalværk før Devilution. Vi skammer os, gør vi!