Sædvanligvis lader det sig let genkende, når der er tale om et tysk metal-band. Det er lige som om, der er en særlig tysk lyd, uanset hvilken undergenre der er tale om. De kommende uger vil vi hver gang tage en særligt tysk udgivelse under behandling.

Første band er  power metal-bandet Paragon.

Det er faktisk røvpinligt det her – i lange tider har dette album ligget til anmeldelse på Devilutions albumhylde og samlet metalstøv, uden at der er sket noget. Det er slemt nok, men det rigtigt pinlige består i, at selv gymnasieautisternes hofblad Gaffa har anmeldt dette metalværk før Devilution. Vi skammer os, gør vi!

Selvom 'Psalms for the Dead' ikke tangerer bandets deciderede klassikere slutter legendariske Candlemass på toppen med deres 11. studiealbum.

Mens Korpiklaani sørgede for folkefest på Hades, blev The Kandidates energiske publikum smadret igennem.

Selvom Hatesphere spillede præcist, hurtigt og hårdt, var det ikke publikumsgejst der prægede koncerten.

Moonspells dobbeltalbum er en lang og ustabil affære.

Hollandske Heidevolk har med en kraftig forbedret produktion og en mere fokuseret sangskrivning begået et fængende fjerde album.

Iron Fire er flyttet sig et skridt væk power metal i retning mod noget mere brutalt, og det klæder dem.

Det var en helt igennem vellykket aften på et museum på Christianshavn, da Skálmöld og Hamferð gav koncerter med tekster på hhv. islandsk og færøsk.

Så er der nyt fra hedengangne Gorefests trommeslager Ed Warby, da hans doom band The 11th Hour nu er ude med album nummer to.

Med deres nye plade, træder The Kandidate ud af genreskyggen og leverer en plade, der vil glæde fans af såvel hardcore som thrash.

Monster Magnet er et herligt band, der denne aften desværre skuffede foran et begejstret publikum.

Visions of Atlantis vinder opmærksomhed med habilt covernummer, men de har dog mere at byde på end det.

Thulcandra er det bedste Dissection ripoff-band, som findes, og de gør det så godt, at man næsten tilgiver dem den totale mangel på opfindsomhed.

Van Canto insisterer stadig på, at man godt kan nynne sig gennem en metalplade, og anmelder Molin insisterer stadig på det modsatte.

Hatesphere foretager sig ikke meget nyt, men foretager sig rigtigt meget godt på det syvende album.

Lige under fire måneder gik fra fra Arkonas spændende EP til en ny fuldlængde, som har skizofrenien intakt, selvom spændingsniveauet ikke holder hele vejen.

Selvom der kun er gået ca. 1½ år siden den sidste skive fra Svartsot virker bandets tredje album ikke forhastet, men noget nyt bringer det heller ikke med sig.

Svenske Draconian har endelig samlet sin mangeårige erfaring indenfor melodisk doom/death til et meget helstøbt album, som overrasker vor anmelder positivt.

På blot 24 minutter kommer russiske Arkona vidt omkring i sin pagan/folk-metal og det endda med sammenhængen intakt.