Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stålets genfødsel

Populær
Updated
riotcity

Canadiske Riot City vrider metalklichéerne og gør dem unge og friske på debutalbummet. Resultatet er akut luftguitarspilfremkaldende i en grad, man næsten ikke vil være ved.

Kunstner
Titel
Burn the Night
Dato
17-05-2019
Trackliste
1. Warrior of Time
2. Burn the Night
3. In the Dark
4. Livin' Fast
5. The Hunter
6. Steel Rider
7. 329
8. Halloween at Midnight
Forfatter
Karakter
4

Jeg har altid syntes, det var lidt kikset, når folk spillede luftguitar. Især midaldrende mænd. Så står gammelfar der og leger teenager, som drømmer om at blive rockstjerne. Det vækker en afsky blandet med medlidenhed, når man ser den slags adfærd. Ynkeligt. Smagløst og uværdigt.

Alligevel befandt jeg mig for en måneds tid siden i en sådan luftguitarsituation. Og jeg var ikke engang alene. Der stod vi, fire midaldrende mænd, tre børnefædre, gudbedredet, og spillede luftguitar, vidner til hinandens skamfulde, aldersupassende opførsel.  Ikke noget, man fortalte til damen, da man kom hjem, godt lakket til efter et fejlslagent forsøg på at tage bussen, som endte med en længere taxatur.

Anledningen til denne luftguitar- og hjemtransportsskændsel: Det canadiske klassiske heavy metal-band Riot Citys debutalbum 'Burn the Night'. Hånden på hjertet: Både før og siden har jeg i enrum haft trang til at spille luftguitar, når jeg har hørt pladen. Måske har jeg, alene hjemme med min søn, der alligevel er for lille til at kunne huske det traume, det må være, endda grebet til dette blaserthedsfremkaldende instrument.

Himmelstræbende skrig, himmelstræbende leads
Det er den slags, 'Burn the Night' ansporer til og lykkes ekstremt godt med: Luftguitar, rocken ud foran højttalerne, opføre sig umodent, drikke flere øl, end godt er. Der er himmelstræbende leads fra guitarduoen Cale Savy og Roldan Reimer, leads, der bliver ved og ved (uden at føles lange), sådan helt klassisk guitarsoloorgasmisk, og lige så himmelstræbende skrig fra Savy, der også håndterer vokalen på debuten. Det gør han til UG med kryds og slange (som vi midaldrende, luftguitarspillende mænd ynder at formulere det), både skrigene og midrangevokalen. Skrigene doseres efter maksimal effekt og er naturligvis overdrevent fede, ligesom det meste andet på pladen. Det her album er stålets stræben mod metallens himmerige.

Klichéernes genfødsel
Som coveret antyder, er metallens klichéer ikke fremmede for canadierne. Det stinker af Judas Priest, hvis 'Painkiller' er det primære stilistiske forbillede for 'Burn the Night'. Et fornuftigt valg, hvis man vil gøre det klassiske heavy metal spændende. Genren er godt brugt, men den steroidepumpede 'Painkiller' fra 1990 repræsenterer en relativt uudforsket gren af genren fordi den klassiske heavy metal gik under jorden i 1990'erne, da mere moderigtige subgenrer satte det sande stål i skammekrogen.

Andre inspirationer kunne være Riots halvglemte klassiker 'Thundersteel' (1988) og måske også tidlig Jag Panzer samt Helstar. Riot City bryder ofte en smule med genren klassiske sangskrivningsformel; det er også derfor, de lyder så friske, som de gør på 'Burn the Night'. Lyt for eksempel til højdepunktet 'The Hunter', hvor der går flere minutter, hvor vokalen er fraværende. Klichéerne vrides, gøres friske; at høre det føles som at opdage metallen påny, som om man opfinder luftguitaren, mens man lytter. Igen og igen.



Programerklæring
Et andet højdepunkt, 'In the Dark', har linjer, der vel nærmest er en programerklæring:

Moving as fast as lightning
I feel electrified
Bang your head, worship the night



Riot City forstår genren: Spilletiden er på 37 minutter, der er otte numre på pladen, og tempoet er sjældent under midtempo. Ikke noget pjat med at skrive 14 numre og kede lytteren, ikke noget med fodboldkor og dølle 4/4-takt, som genrens mindre vellykkede eksponenter har det med at gøre. Selvom tempoet er højt, er der rigeligt med plads til atmosfæriske passager, der gør albummet frisk og giver det et touch af mystik, uden at man i øvrigt føler sig hensat til et spil Dungeons & Dragons (hvilket ellers også er helt, helt okay med mig, det skal ikke hedde sig). Som for eksempel i ovenstående 'In the Dark'.

Luftguitar burde man holde sig for god til som voksent menneske. Men det er altså den type sært renhjertede handlinger, 'Burn the Night' driver en til. Det er meget smukt, og albummet er et af de bedste i den aktuelle bølge af klassisk metal.

Skal man kritisere noget, kan man vel spørge, hvad Riot City egentlig vil, ud over at spille klassisk metal til perfektion og køre verden rundt i en tourbus og drikke øl og leve for metallen. Men stiller man det spørgsmål, kan man nok alligevel ikke forstå svaret.