Soulflys nye album 'Chama' starter som et løfte om genopstandelse, men ender som et jammerligt bevis på, at selv Max Cavaleras vrede kan miste retning, når inspirationen tørrer ud.
Anmelderen må skamfuldt vaske sin corpsepaint af sig efter at have nydt Ghost Baths ’Rose Thorn Necklace’, der er black metal og post-rock pakket ind med lyserød sløjfe i vampyrromantik.
Overkill lyder som sig selv på deres tyvende album. Men de er bedst, når de varierer deres faste formel.
Engang udgav Sadus fedt fræsende death/thrash-klassikere. I dag leverer de kompetent, men personlighedsløs metervarethrash.
'Hymns From the Apocrypha’ er ikke en dårlig plade – men er den så god?
Suffocation er ude med det niende album i rækken.
Demonaz' Immortal veksler mellem at lyde som en udvandet kopi af sig selv og et ret habilt Immortal-tributeband. Hvis Immortal engang lød som frostdæmoner, lyder de nu som lunken festivalfadbamseblack.
Sepultura har været i karantæne og bikset et album med genindspilninger sammen. Det er, i bedste fald, "fint nok".
Hollandske Epica er stadig lige så episke, storladne og varierede som et sønderjysk kaffebord, men danske Jacob Hansen har været med til at mixe fløden lidt mere stiv, og det har betydet en kærkommen opstramning af serveringsrækkefølgen. Dét hér smager godt. Rigtigt godt.
Michael Schenker har været særdeles produktiv de senere år, men med svingerne resultater. Nu leverer han endelig et album, som er mere end godkendt.
Black Star Riders forsøger med bandets fjerde album at løsrive sig fra Thin Lizzys skygge. Men det lykkes ikke helt.
Bathorys evige ild brænder hos Mantar, men det gør mindet om den brændende Rigsdag også, og måske derfor holder de for meget tilbage med flammerne.
The Night Flight Orchestra udfordrer både publikum og sig selv og strækker grænserne for, hvad man kan tillade sig i retrorockens navn videre, bredere og længere ud i rummet end nogensinde før.
De Roskilde Festival-aktuelle New York hardcore-veteraner Madball er stadig ude på skrammer. Men det går mest ud over dem selv, når de forsøger at række ud over den klassiske formel.
Lamb of God går under dæknavn for at indspillede en pladefuld ligegyldigheder, verden formentlig havde været bedre foruden.
Med Satan og Quorthon i ryggen åbner Watain pladeåret 2018. For den dovne lytter kan det fremstå råt og primitivt, men de finere nuancer ligger lige under den grumsede overflade.
Ikke et øje eller drikkehorn er tørt, og ingen næve uknyttet, når Enslaved forsvarer den stolte ur-metalitet.
De britiske veteraner holder det høje niveau fra forrige års comeback med en plade forbeholdt de indviede.
Ikke ét par udtrådte Vans kan nå at ramme gulvet mere end et par sekunder, når Comeback Kid viser, hvor sikkert og medrivende man kan spille mallcore.
Municipal Waste har været nede at pante flasker fra en seksten år lang fest og forsøgt at veksle det til en ny plade.
Nails' tredje album er metallisk powerviolence, som vi kender den fra gruppen, men med en lidt længere spilletid og lidt større raffinement.