Efter nogle års udgivelsesfravær var de engelske dødsdoom-pionérer i My Dying Bride på banen med to udgivelser i 2020. Her følger lidt forsinket anmeldelsen af ep'en, der blev indspillet i samme session som albummet.

Med deres seneste single bevæger Soilwork sig ind i det progressive på et plan, de hidtil ikke har været. Men der er også lidt til nakkemusklerne.

Phil Anselmos Scour leverer velspillet og også ganske vellykket, blacket grindcore (eller grindet black metal), hvor særligt én sang er en kæmpe fornøjelse.

Den tidligere Kvelertak-frontmand lader vikingehjelmen være det bærende tema i Hjelvik, mens hornene agerer radiomodtagere og bidrager med impulser fra klassisk heavy, black og thrash.

Otte album inde lyder Hatebreed stadig som Tony Robbins med skidepine. De opbyggelige selvhjælpsfloskler er en uomgængelig del af pakken; det er mindeværdige melodier og riffs ikke rigtig længere.

Iron Maiden har lavet en ny liveplade, og det kaster Manden med Weekendvesten ud i en stor tøjkrise.

Killer be Killed er tilbage med ny plade, og stjernerne fra Soufly, Mastodon m.fl. spiller udmærket, men materialet er kedeligt.

Det er åbenbart ikke sådan at slippe af med melodisk, symfonisk, gothic metal med kvindelig vokal. Leaves’ Eyes har i hvert fald endnu ikke helt opgivet at føre genren videre.

Med singlen 'Despicable' holder Carcass liv i kadaveret og deres fans mætte i ventetiden forud for næste års plade, der skulle være på trapperne.

Efter 12 års pause er britiske Benediction tilbage med en plade, der gør lige akkurat det, Benediction var gode til i halvfemserne: dødsmetal.

Arkansaskvartetten Pallbearers fjerde plade er kræs for de fans, der har fulgt bandet længe, men som syntes de var lige lidt for spændende i starten.

Primal Fear afleverer endnu en gang en omgang fornuftig heavy metal. Det er hverken værre eller bedre, end det plejer at være.

Mushroomheads 8. fuldlængdeudgivelse er en revitalisering, der byder på et hav af overraskelsker. Positive som negative.

Behemoth har for alvor haft vind i sejlene de sidste par år. Nu har de så rodet sig ud en ep med den eneste mand, der kan matche Nergal i at lyde vred. Svenske Niklas Kvarforth, hjernen bag Shining.

'Obsidian' er opsummeringen af 30 års virke med blandede inspirationer fra alle dele af Paradise Lost-kataloget. Resultatet – det er lige så blandet, som beskrivelsen lyder.

Svenske Witchcraft er kendt for uptempo stoner rock og for at sætte gang i festen. Well, denne gang er festen gravøl, og den enlige musiker græder på scenen, mens han langsomt plukker strengene på sin akustiske guitar.

Polske Vader udsender en kedelig omgang dødsmetal, hvor der er masser af fart på og lidt thrash fra demodagene, men det bliver næppe noget, nogen husker.

Oranssi Pazuzu har fundet deres helt egen niche mellem krautrock og black metal. Til tider er det rent ud vanvittigt, men selv når er på dybt vand, er der melodier at holde fast i.

Nightwish-toget kører, som det har gjort i 24 år. De stopper ikke for nogen, men man er velkommen til at hoppe med.

Testament har med ’Titans Of Creation’ udgivet et umiddelbart rigtig fint album. Men vil vi huske det, når coronakrisen er ovre? Eller om 10 år?