Den 28. august 2001 udkom Slipknots andet album 'Iowa', der bestemt har klaret de 10 år godt og stadig er et formidabelt album.
Numetal-veteranerne skruer op for distortion-pedalen og kigger tilbage mod rødderne på deres syvende album.
Mastodon har kigget i rockgryden, rørt lidt i suppen og fået en ganske fin plade ud af det.
Den hårdtslående kvartet Mastodon er denne gang voldsomt inspireret af Alice in Chains.
I princippet er det en umulighed, men de første lyt mere end antyder, at Mastodon har overgået mesterværket 'Crack the Skye'.
Machine Head følger op på den fantastiske 'The Blackening' med den vovede og kompromisløse 'Unto the Locust', og det virker.
Opeth udgiver 'Heritage', der er et vaskeægte love-it-or-hate-it-album. Devilution elsker det for dets kompromisløse særklasse.
På deres 11. studieplade, 'A Dramatic Turn of Events', disker Dream Theater som forventet op med en sensationspræget plade, som overrasker ved at være deres bedste i flere år.
Trivium vender tilbage til 'Ascendancy'-lyden på et vellykket album, hvor de langt om længe accepterer deres skæbne og gør, hvad de er bedst til.
KoRn har været for nedadgående i mange år, men beviste med sin optræden på Copenhell at det lysner for pionærbandet fra 90'erne.
Baptized in Blood leverede rutineret, men har ikke numrene til det helt store.
Trods talrige fede ideer er Black Stone Cherrys samlede resultat ikke prangende i denne omgang.
Funeral for a Friend tager endnu et spadestik til deres egen grav med et jævnt, jævnt femte album.
Andet udspil fra Cavalera Conspiracy er ikke dårligt, bare lidt uinteressant
Tommy Lee har af uforklarlige årsager genoplivet Methods of Mayhem-navnet til endnu en middelmådig tur rundt i manegen.
Via en kontrakt på Roadrunner Records skal Grand Magus nu forsøge at få sin doomede powermetal ud til lidt flere mennesker, og opskriften ser ud til at være ganske brugbar til formålet.
Forsimplet prog rock eller excentrisk pop rock med et snert af emo? Neo prog? Who cares! Coheed and Cambria imponerer endnu en gang med fuldfede melodier og gode kunstner på instrumenterne.
Coheed And Cambria favner stadig bredt, men har i kraft af store, melodiske vokallinjer et bindeled, der gør at det nye album hitter.
Det ser ikke ud til, at de mange års ventetid har gavnet Ratt synderligt meget, og syvende skive er i hvert fald ikke et comeback værd.
Med sit kun andet soloudspil leverer Melissa Auf der Maur en positivt overraskende og dejlig ambitiøs rockplade.