Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ingen overbevisende fuckfinger

Updated
Ingen overbevisende fuckfinger

Udgivelsen skulle have været en finger til Nonpoints kritikere. Det er 'Miracle' ikke helt, men den er dog ok.

Kunstner
Titel
Miracle
Dato
02-08-2010
Distributør
Genre
Trackliste
1. Shadow
2. Miracle
3. Frontlines
4. Looking Away
5. Electricity
6. What You've Got For Me
7. Throwing Stones
8. 5 Minutes Alone
9. What I've Become
10. Lucky #13

Bonus tracks
11. What a Day
12. Circles
13. Rabia
Forfatter
Karakter
3

Nonpoint er ét af de amerikanske navne, der er ganske store i hjemlandet, men ikke rigtig har slået igennem øst for Atlanten. Kvartetten hører hjemme i Florida og spiller en musik der ikke er helt ulig Papa Roachs, men er sine steder mere groovende nu metallisk og andre steder mere smægtende balladeagtig.

Sidst nærværende magasin have ørerne i dette band, var i 2005, hvor det havde udgivet mesterværket 'To the Pain', som vi selv måtte hente hjem fra staterne. Siden er der kommet en plade 'Vengeance' som vi ikke har fået anmeldt og nu er det altså blevet tid til denne sjette studieudgivelse 'Miracle' som vil blive distribueret i Europa – i hvert fald er det noget, vi anmeldere har fået med posten, og det overordnede indtryk af 'Miracle' er skuffende sammenlignet med 'To the Pain', så måske man skulle have smedet, mens metallen var varm for fem år siden.

Hele tricket med at lytte til Nonpoint – ligesom med Papa Roach – er, at man skal forvente en rockplade, og så blive positivt overrasket over de metalliske elementer, og med det i baghovedet er det en ok plade, men ikke mere end det. Det eksplosive og tungt groovende Nonpoint leverede for fem år siden, er nedtonet og i det hele taget virker pladen lidt rutinepræget. Den har dog sine steder i omkvæderne og i half time stykkerne, hvor bandet beviser at det er mere end almindeligt tight og sammenspillet.

Numrene på 'Miracle' er bedst i begyndelsen af albummet  med numre som 'Crazy' og 'Shadow', men ebber stille og roligt ud mod slutningen. At det har været småt med ideerne kan man måske se et tegn på i valget af covernummer, nemlig 'Five Minutes Alone' af Pantera, som floridanerne ikke slipper særlig heldigt fra, samt det latinakustiske miskmask sidst på skiven.

Sangskriver Elias Soriano er blevet citeret for at sige, at pladen ellers er lavet som et gigantisk fuck you til dem, der har tvivlet på bandets "staying power" – det er bare ikke den mest overbevisende finger Nonpoint for strittet i vejret med 'Miracle', desværre.