Sorgbearbejdning med grindcore

Otte år efter en tragedie brat havde stoppet bandet, besluttede de overlevende medlemmer af Nasum sig for at sætte et ordentligt punktum for historien. En dansk dokumentarfilm om den uigenkaldeligt sidste koncert fortæller den rørende historie.

5.750. 

Det er så mange grindcorebands, der er opført i Metal Archives. Listen vil selvfølgelig aldrig blive komplet: Hvert øjeblik verden over startes nye grindcorebands af musikere, der er blevet trætte af at spille alt mulig andet og har brug for hurtigt og effektivt at få afløb for den rastløse energi, der er i dem.

Sådan et band var Nasum: Anders Jakobson og Rickard Alriksson blev trætte af at spille dødsmetal i Necrony i 1992, lavede et grindcoreband og fik vennen Mieszko Talarczyk med. Men hvor andre grindcorebands lever korte, tumultariske tilværelser, der peaker med en split med Agathocles, som den stående joke i genren lyder, skulle Nasum få en helt anden betydning for ekstremmetal.

– De rendyrkede en lyd, som andre bands først lige skulle tage tilløb til. Der, hvor den moderne grindcore trådte ud af 80’erne med Repulsion og Napalm Death og alle de første bands, og grindcore blev en rendyrket genre, var Nasum nogle af de første. Jeg tror, det er et spørgsmål om, at de rendyrkede det, før særligt mange andre havde gjort det endnu, og så den helt særlige lyd, som jo må tilskrives Mieszko. Oven i det havde de nogle fede sange. Der var en catchiness i dem, der gav dem en lidt bredere appel. Der var noget i dem, der ramte mange. Der bliver jo også ved med at komme et par hyldestplader til dem hvert år, forklarer Michael Panduro Nasums sejlivethed.

Den danske filminstruktør, der ved siden af reklame- og kortfilm op gennem 10’erne har lavet musikvideoer for bands som Napalm Death, Dead Cross og Cephalic Carnage, har lavet sin egen hyldest til Nasum i form af dokumentarfilmen ‘Blasting Shit to Bits’. Den beskriver Nasums allersidste koncert i Stockholm d. 6. oktober 2012, og det er blevet til et både rørende og katarsisk værk.

Som det næsten uundgåeligt måtte blive.



Brat afslutning

250.000.

Det er det omtrentlige tal på hvor mange mennesker, der omkom i tsunamien i sydøstasien 2. juledag 2004. Én af dem var Mieszko Talarczyk, der var på ferie i Thailand, og så snart dét stod klart, stoppede Nasum fra den ene dag til den anden. Bare et par måneder forinden havde de udgivet deres fjerde album, ‘Shift’, som efter tilføjelsen af andenguitaristen Urban Skytt viste en tydelig videreudvikling af bandets lyd. Den bratte afslutning efterlod deres fans med en uforløst følelse, og én af de fans var Michael Panduro.

– Jeg var først lige begyndt at lytte til den slags musik. Jeg opdagede dem i starten af 2004, så kom ‘Shift’, og jeg nåede at se dem på Stengade, en måned inden Mieszko døde. Det var én af deres sidste koncerter. Jeg husker tydeligt, at det kom som et chok, da bandet pludselig var slut.

For de overlevende bandmedlemmer var den følelse endnu kraftigere. I ‘Blasting Shit to Bits’ fortæller Jon Lindqvist, der erstattede Jesper Liveröd på bas på ‘Shift’, hvordan han sank ned i depression, da Nasum blev opløst, og man kan mærke, at han er lige ved at knække sammen.

– Jeg er glad for, at Jon åbnede sig i filmen. Han var helt klart den, der var mest berørt af det, fordi han også havde været den, der var tættest på Mieszko. Og så er han bare en følsom mand. Jeg måtte slukke for kameraet på et tidspunkt, så det er ikke engang det værste, der er kommet med. Men det var vigtigt for filmen at få det med. Og det var rart for ham selv at få det sagt, har han bagefter fortalt mig.



Emotionel aften
Jon Lindqvist var ikke den eneste, der manglede at få afsluttet Nasum, og da 20-årsjubilæet for bandet i 2012 nærmede sig, samlede Anders Jakobson medlemmerne inden en Converge-koncert i Stockholm. Over en middag blev det besluttet, at de ville spille en sidste verdensturné for at afslutte Nasum ordentligt, og Keijo Niinimaa fra finske Rotten Sound indvilligede i at overtage mikrofonen.

Den turné bragte Nasum forbi Roskilde Festival i 2012, og Michael Panduro, der på det tidspunkt allerede havde lavet nogle videoer for Relapse Records, hvor Nasum havde udgivet deres plader, henvendte sig til pladeselskabet for at høre, om ikke han skulle filme den koncert. Optagelserne fra koncerten endte med ikke at blive brugt, fordi Nasum ikke selv var tilfredse med koncerten, men der blev skabt kontakt mellem instruktøren og bandet, og nogle måneder senere ringede de for at høre, om ikke han ville filme deres allersidste koncert i oktober i hjembyen Stockholm.

– Jeg havde klare forventninger om, at det ville blive en emotionel aften. Det var meget tiltalende fra et filmisk perspektiv, også på grund af den modsætning, der er mellem den aggressive musik og de her meget følsomme mænd.

Det ses tydeligt hen mod slutningen af koncerten, hvor Jon Lindqvist græder og må støtte sig til én af de andre mellem to sange. Derfor var Michael Panduro også bevidst om, at han selv og de to andre kameramænd, han havde med, skulle træde varsomt og give bandet plads.

– Vi kunne godt mærke, at det ville blive meget intenst. Jeg stod i venstre side, og Jon sagde, at hvis jeg trådte på hans ledninger, ville han sparke mig. De gik ind til koncerten med en følelse af, at det skulle være helt perfekt. Men efter fem minutter røg remmen på bassen, og de fandt ud af, at guitarerne ikke var stemt ordentligt. Der var det, som om de kom i tanke om, at de jo for helvede spillede grindcore, og det handler ikke om at spille perfekt. Men da koncerten var overstået, knækkede de helt sammen. Det var vitterlig sådan noget med at sidde i rundkreds og tude. Det var mange års opsparede følelser, der fik deres konklusion dér.



Cirklen sluttet
Som seer får man et lille indblik i det efterspil, fordi Anders Jakobson inden koncerten havde fået monteret et GoPro-kamera, som koncerten igennem giver nogle intenst kaotiske billeder fra bag trommesættet.

– Anders er på en måde hovedpersonen i det her, og han tog kameraet med sig helt ud bagved, da koncerten var slut, og vendte kameraet om mod sig selv som det allersidste.

Men for at komme dybere ind i de følelser kontaktede Michael Panduro alligevel medlemmerne igen, da koncertoptagelserne var klippet færdig.

– Jeg tænkte, at det kunne være fedt at udvide filmen, så jeg tog til Stockholm i 2016 og interviewede dem og filmede Keijo, da han var i København med sit andet band. Jeg ville godt skabe lidt luft og variation i filmen, og på den måde kunne jeg få historien med.

I de mellemliggende år havde medlemmerne fået lidt mere afstand til Nasum og kunne bedre reflektere over, hvad det havde været for dem, og hvordan det havde været at ende det den aften i Stockholm.

– Det bedste, der er kommet ud af filmen for mig, er, at da vi viste den i København i 2017, var Jon og Keijo med til visningen, og efterfølgende fortalte Jon mig, at den afslutning, han ikke havde følt, at han fik med turnéen og koncerten, den fik han gennem filmen.

‘Blasting Shit to Bits’ har været færdig siden 2017, hvor den havde verdenspremiere på Musikfilm Festivalen i København. Siden er den blevet vist på et par håndfulde festivaler i bl.a. Mexico, USA, Canada, Finland og Sverige.

– Vi havde en visning på storskærmen på scenen til Obscene Extreme i Tjekkiet foran 4-5.000 mennesker, da de havde 20-årsjubilæum og havde en masse gamle bands med. Hele bandet var dernede, fordi de fleste skulle spille med andre bands. De viste filmen lige efter koncerten med Agathocles, som Nasum lavede deres allerførste split med. På den måde blev der også sluttet en cirkel.

‘Blasting Shit to Bits – The Final Show’ bliver udgivet på DVD 18. december 2020 af det polske selskab SelfMadeGod.