Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Deafheaven og My Bloody Valentine går ind på en bar …

Populær
Updated
a0266744394_10

Fra Minnesota kommer et af årets mærkeligste bands. Wishfield smider electronica, black metal, noise rock og (måske) en stor håndfuld psykofarmaka i heksekedlen og skruer op for blusset.

Kunstner
Titel
Wishfield
Dato
12-04-2019
Trackliste
1. Something
2. Earth, Venus
3. The Fishbowl
4. Shallow Heap
5. Nothing
6. Swimming, Dreaming
7. Three Seconds (Radio On)
8. Isolated People in Isolated Rooms
Forfatter
Karakter
4

Wishfields selvbetitlede debut udkom egentlig allerede i april 2019, men pladen er så grundlæggende besynderlig og interessant, at den fortjener at blive anmeldt, også selvom året lakker mod enden. Hvad er det så overhovedet, der gør den så besynderlig og interessant?

Når man taler om eksperimenterende metal, dækker det ofte enten over, at forsangeren skifter mellem at råbe og synge rent, og at der derudover bliver truttet lidt i en saxofon fra tid til anden, eller at guitaristerne spiller på instrumenter, der i højere grad ligner pigtrådsomviklede skateboards end guitarer.

Wishfield er ikke teknisk, men eksperimenterende er de i den grad. Som overskriften antyder, er vi ude i noget af et blandingsprodukt. Vi har at gøre med et band, der i den grad er et produkt af tiden. De er en del af en generation af metalmusikere, der voksede op i halvfemserne, og som hiver de bands, de hørte dengang, ind i deres metal – præcis ligesom deres forgængere gjorde det, når de lod sig inspirere af Venom, Bathory og KISS. Det, der ligger til grund for musikken her, er dog, ud over black metallen, My Bloody Valentine, Smashing Pumpkins, Sonic Youth og andre støjende koryfæer.

Et blødt tæppe med skarpe kanter
Netop støjen kendetegner ’Wishfield’ og lægger sig som et tykt tæppe over de kantede riffs og gør lytningen til en sær, flydende fornemmelse. Her er guitar, som giver mindelser om Darkthrone, og der er guitar, der opbygger en fræsende mur af lyd som på tidlig Sonic Youth. Vokalen spænder fra æterisk baggrundsharmoni over helt traditionelle black metal-snarls til sær drugged-out 60’er-inspireret vokal. Åbneren ’Something’ lægger ud med skrig lige i ansigtet på lytteren, og snart hiver Wishfield os med gennem et aparte svømmende landskab, som aldrig bliver rigtig afslappende, men har meget at byde på i en slags stream of consciousness-sangskrivning, der alt sammen indkapsles af de dominerende toner fra den båndløse guitar og ditto bas.

">

Ætsende jamsession
‘Wishfield’ er opbygget uden øje for traditionelle sangstrukturer, og hver enkelt track flyder ind i det næste – ’Nothing’s riff og tekst går direkte ind i ’Swimming, Dreaming’, der koger det ned og søler det ind i fuzz, inden den kører over i pladens bedste nummer ’Three Seconds (Radio On)’, der på allerbedste vis løfter arven fra My Bloody Valentine og Sonic Youth og eksploderer i et optimistisk støjrockhit, hvis lige ikke er set siden midt-90’erne. Jeg forudser hoppende publikum, når den spilles live.

Pladen er generelt holdt i en optimistisk lyd, præcis som Deafheaven rystede metalverdenen på ’Sunbather’ fra 2013. På trods af et tekstunivers, der på ægte millennial-vis tager udgangspunkt i angst og depression, formår Wishfield at krydsklippe det med musik, der gør lytteren i godt humør og efterladt med en følelse af gåpåmod.

Elementerne er mange på ’Wishfield’, og det elektroniske islæt er en interessant tilføjelse. Det er ikke en elektronisk plade, men det tilføjer endnu et lag af uforudsigelighed, bl.a. med scratches på ’Shallow Heap’. De mange effekter, der lægges ned over vokalerne, får pladen til at hænge sammen lige til allersidste sang. Her eksploderer albummet i fem minutters impro-noisekaos og efterlader lytteren forpustet og forløst.

’Wishfield’ er interessant, spændende, energisk og, måske vigtigst af alt, sjovt. Det er musik, man får lyst til at høre igen for at lægge mærke til noget nyt, og kvintetten fra Minnesota skal, om ikke andet, i hvert fald anerkendes for originalitet.