Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stoisk styrke

Populær
Updated
Stoisk styrke

Defilementory gør lige, hvad man håber på, nemlig alt andet end det forventede.

Titel
The Dismal Ascension
Trackliste
Intro
Misanthropic Emancipation
In Soullessness - Supremacy
The Mask of Anatomy
Endless Abjure
The Horrid Reflection
Abhorred Veracity
Vengeance
Despair
Sovereign
Departure
Karakter
4

På trods af at Defilementory allerede er ved at skabe sig et navn og har varmet op for bands som selveste Gorguts, overrasker ‘The Dismal Ascencion’ på det allergroveste. Bandet, der også kæmpede sig til finalen i Wacken Metal Battle til foråret, og altid får ros for deres shows, har med deres første fuldlængdealbum bedrevet noget mere end bare lovende. ‘The Dismal Ascension’ har virkelig fat i den lange ende.

Fra start fremvises det, der er i vente, med en svævende og intens intro, der frister med spændende guitarer, god bas, og trommer man måske lige skal finde ud af, om man elsker eller får tics af. Heldigvis er det første mulighed,  jeg ender på, men det er progressivt, teknisk og faktisk alt andet, end hvad jeg forventede af et band med et dobbeltsuffiks som bandnavn.

Førnævnte Gorguts har en meget tydeligt placering i Defilementorys univers, men helt uden upassende inspiration - og overordnet er det mest fantastiske bare at give slip på forudindtagethederne og nyde dette danske udspil.

For det er umuligt at holde fast i forventningerne, når musikken kører med opløste og gensammensatte kompositioner, et beskidt rod af rytmer og riffs og en gennemgående skarp stil, der holder sammen på det hele. Fuldstændig tør trommelyd og en forrygende vokalpræstation er begge blandt højdepunkterne.

Der er dog enkelte svipsere, så som en enkelt bastone, der popper 3.01 minut ind i nummeret ‘Misanthropic Emancipation’ - som jeg dog overtales til at tro er med vilje. Bassen får nemlig god plads og er til tider helt forrest i lydbilleder, med en federe effekt end lige i førnævnte eksempel. Det er bare en anelse problematisk, at lydmixet til tider får en til at tvivle på, om det er overdrevet avanceret eller bare en fejl. Guitarlyden har det nemlig også med at mudre lidt, og det kan igen være et bevidst stilvalg eller et uheldigt mix.

Et aspekt, der også er værd at vurdere, er numrenes længde, idet nogle er overstået inden de føles helt varme. Det er især på grund af Defilementorys tendens til at slutte sangene brat, og i virkeligheden gør det måske slet ikke noget. Det viser blot, at man længes efter mere.

Og heldigvis får man også det, for albummet mister ikke momentum. Fra ‘The Mask of Anatomy’s balance af energi og mådehold, over ‘Endless Abjure’s choppy rytmer, der minder om en monstertruck med løse sneknæder, til ‘Abhorred Veracity’ der tillader atmosfæren at få fuld skrue i en oceanvuggende stemning. Først ved nummeret ‘Vengeance’, der er mere lige på og brutalt, hører jeg, hvad jeg forventede fra start, men alle regler og forventninger er som nævnt ophævet. De sidste numre fortsætter den atmosfæriske stemning, inden allersidste ‘Departure’ slutter af på en nærmest doomet tone.

Det, albummet mangler for at få topkarakter, er at fjerne al tvivl om, hvorvidt alle detaljer er planlagte eller ej. Det er svært at vurdere overenstemmelse i udtryk, når det et ungt band, og dog er der elementer som de førnævnte, der burde være stramme og strømlinede fra start. Men det er skide spændende det her, gennemført og med en perfekt balance mellem energi og mådehold. Mellem svævende passager og riffs, der stikker dig en næve som nøje afmålte a-bomber. Skide spændende endda.