Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ekstrovert menlankolsk indie-black

Updated
Nodus Tollens - Melancholic Waters Ablaze with the Fires of Loss

Nodus Tollens står for depressiv indie-black metal, der efterlader lytteren med en følelse af håb.

Titel
Melancholic Waters Ablaze with the Fires of Loss
Dato
07-07-2020
Trackliste
1. Melancholic Waters
2. Hexenwald || Wölfinninwald
3. Willowing
4. Ursa Majora
5. Ursa Minora
6. Ad Meliora
7. The Fires of Loss
Forfatter
Karakter
4

Endnu en gang skal vi til USA, der for tiden lægger sig i spidsen med interessante black metal-udgivelser. Udover lidt tysk er det efterhånden længe siden, jeg har hørt noget spændende fra europæisk hånd.

Nodus Tollens stammer derimod fra Guds eget land, og som vi fik en lille smagsprøve på i februar, da de udgav deres split med Crown of Asteria, har vi at gøre med en kunstner, der har en samlet vision for sin musik. De to bands er fortsat tæt forbundne, og det oplever vi også med en gæsteoptræden fra Crown of Asterias Meghan Wood, der låner sine fræsende guitarevner på pladens reelle åbner ‘Hexenwald - Wölfinnenwald’, der giver den noget mere gas end resten af albummet.

Trodsige tempovariationer
Noget der særligt overrasker ved ‘Melancholic Waters…’, er de næsten særegent aggressive temposkift. Bare rolig, vi er ikke ude i Meshuggah-lignende brøkonani men derimod et værk, der optræder som netop et værk fremfor en samling sange. Det kan være svært at vide, hvornår det ene slutter, og det næste begynder, da musikken bevæger sig efter sit eget temperament og sin egen interne logik. 
Tempoet og rytmen kan sagens skifte flere gange i den samme skæring, hvilket særligt høres på tredjetracket ‘Willowing’, der sætter os helt i gang med en ondskabsfuldt og ubehagligt riffende guitarlyd, inden solen i overført forstand går ned over os midtvejs i tracket for blot at eksplodere i støj og overdrive igen. 

Det bliver ikke søgt og det bliver ikke træls teknisk, men det gør dog, at pladen kræver komplette gennemlytninger, da den er svær at vurdere på sine enkelte tracks.
Man fristes næsten til at spørge, hvorfor der overhovedet er behov for at dele den op i tracks, når den lige så vel kunne klare sig som en slags avantgarde-black-metallisk pendant til Sleeps legendariske langspiller ‘Dopesmoker’?

I virkeligheden er svaret naturligvis, at lyttere er dovne og let intimideres af lange sange, men det er sgu lidt ærgerligt, kunstnerisk set.

Dissonant akustik og sange om angst 
Et andet spændende element er den næste evige kontrast mellem dissonans og melodiøsitet. Den musikalske mastermind bag Nodus Tollens kalder sig Cicatrix, og de står for alle instrumenter på pladen og viser en gevaldig udvikling fra sidste gang.
Den skærende overtone ligger på guitaren hele vejen igennem pladen og skaber en uhyggelig og nervepirrende dynamik i musikken, hvilket tilføjer en særlig, nærmest rituel klang.

Den ellers genkendelige kaskadisk-inspirerede black metal opnår et nyt lag ved denne tilføjelse og understøtter lyrikken, der bevæger sig i grænselandet mellem fortid og nutid.
Angsten, som den optræder i Nodus Tollens’ univers, er sjælelig og knytter sig til de mange forhindringer, man kan opleve i sit forsøg på at bevæge sig fremad, bogstaveligt eller i overført betydning. Taget for pålydende er lyrikken kosmisk i sit koncept og iblandes mysticisme og spiritualitet, hvilket særligt understreges af runemagien i ‘Hexenwald / Wölfinnenwald’, der med sin dobbelte titel antyder skismaet mellem menneske og natur, og af den latinske titel og slutpassage i ‘Ad Meliora’, der forsikrer os om tilstedeværelsen af sikkerhed og tryghed i en verden, der ofte skubber hårdere tilbage, end vi kan bevæge os frem.

Melankolien afbødes med et glimt af håb, og vi står tilbage med noget så sjældent som en moralsk opløftende DSBM-plade (Depressive Suicidal Black Metal, red.).
Den spirituelle dimension opløftes som musikalsk element, nærmest som hos Agalloch, men med et stærkere fokus på det menneskelige aspekt i naturen. 

Angsten er, for Nodus Tollens, et grundvilkår, men den kan også overvindes, som afslutningsnummeret antyder. “Semper ad meliora” betyder “altid til det bedre”, og det er også den følelse, denne anmelder sad med, da pladen løb ud.