Verden brænder
Debutpladen fra washingtonsludgeprojektet Adzes er intet mindre end en mavepuster. Både musikalsk og lyrisk.
02 Jesus Built My Death Squads
03 No One Wants to Speak About It
04 415
05 Demon-Haunted
06 Overcome
07 Loss
08 I Won't Last Forever
Det er første rigtige udgivelse fra enmandsbandet Adzes efter en ep og en udgivelse med to covers, den efterhånden lidt vel brugte ‘A Forest’ med The Cure og herudover en noget mere fantasifuld (og god!) udgave af Peter Gabriels ‘Digging in the Dirt’. På sin vis indkapsler de to sange en del af det Adzes handler om. Adzes vender blikket både indad og udad og fokuserer på, hvordan mennesket kan eksistere i den verden, vi har skabt.
På 'Climate/Capital' åbnede eneste bandmedlem Forest Bohrer for tilværelsen i krydsilden mellem en verden, der, især i USA, fungerer på gennemkapitalistiske vilkår og fastholder folk i prekære arbejds- og livssituationer, og en klimakrise, der truer med at opsluge os alle, hvis vi ikke forbruger og producerer mindre. På denne udgivelse rejste han spørgsmålet om, hvordan mennesket skal forventes at eksistere blandt så modsatrettede pres.
På 'No One Wants to Speak About It' er det stadig de to elementer, der fylder lyrisk. Bohrer råber eliterne an og forsøger at stille dem til ansvar for den skæbne, han spår planeten, når han ikke graver dybere i den menneskelige tilstand, som i pladens to sidste skæringer. Teksterne balancerer på en knivsæg mellem aggression og depression, og det er vel nærmest opskriften på sludge.
Jesus byggede min lirekasse
Adzes’ nye skive lyder ikke som meget andet. Det kan der ikke sås tvivl om. Bohrer har formået at fremmane en helt særegen lyd, særligt i sine guitarpassager. Interessant nok er Adzes primært et sludgeprojekt, men alligevel er vi langt fra kæmperne i Crowbar, Grief og så videre, pånær en enkelt højthylende feedbackintro på den mørke, foruroligende og bækkenflænsende ‘Demon-haunted’. Den nedtunede inspiration skal i stedet nærmere findes i bands som Gaza og i særdeleshed Kowloon Walled City. Lyden er hård, skarp og skrabende, og selvom der ikke er nogen industrial at finde, henledes tankerne alligevel på containerskibe og motorrum.
Det lyder fortsat tilforladeligt. Der, hvor Adzes’ lyd skiller sig ud, er særligt i guitaren. Bohrer spiller næsten udelukkende i skæve toner. Fra tid til anden lyder det som en lirekasse, der spiller, efter at resten af verden går under. Det tilføjer en ildevarslende klang og gør, at man aldrig helt føler sig i sikkerhed, når man er i selskab med Adzes.
Allermest fremtrædende er lyden på den hårdtpumpende attitudeskæring 'Jesus Built my Death Squads', der, udover at have en genial titel, også blæser imperialismekritik ud som en skærebrænder i hånden på en sydamerikansk guerillakriger.
Et potpourri af støj og undergang
Selv som sludge-connaiseur oplever man til tider en mathed, når hvert eneste nummer starter med føromtalte feedbackvrælen (jeg kigger på jer, Eyehategod). Den slags er vi dog lykkeligvis forskånet for på 'No One Wants to Speak About It'. Først og fremmest er den kort. Omtrent 50 minutter fordelt på otte sange er naturligvis rigeligt tid til at køre i tomgang, hvis man ikke har noget at byde på, men det er ikke tilfældet her. 'No One Wants to Speak About It' er skarpt skåret og myldrer med ideer, der i de fleste tilfælde eksekveres tilfredsstillende. For mit vedkommende var de mindre heldige elementer primært et spørgsmål om smag.
Her drejer det sig primært om Bohrers brug af ren vokal. Den rå vokal fylder mest og er generelt varieret til det enkelte tracks lyd, tempo og steming. Den rene vokal figurerer kun på et par tracks, åbneren ‘Divide’ og den næstsidste, ‘Loss’. Her er der stor forskel på, hvor godt det fungerer. Bohrers rene vokal er langt mindre trænet end den rå, og det høres. På ‘Divide’ grænser den til det tynde og trækker fra helhedsindtrykket, hvor han på ‘Loss’ tøjler den og anvender den effektivt, så den lidt klangløse sangstemme i stedet for at lyde som efterskoleband i højere grad leder tankerne hen på Ian Curtis’ ligeledes akavede og rystende vokal, der blev et af hovedelementerne i Joy Division.
Musikalsk er Bohrer alsidig. Fra åbnerens tunge åbningsbas og headbangvenlige rockagtige licks, den spektakulære lirekasseguitar, den mildt dronede og skævsmadrede lyd på titelnummerer, der sluttes af med riffs, der lyder som skraldespandslåg i vild duel.
Efter en ansigtssmeltende solo i 'Loss', lukker 'No One Wants to Speak About It' med den tunge doomer 'I Won’t Last Forever', der, udover guitar- og basspil i kælderhøjde, også kvitterer med det mest poppede og delikate riff længe hørt spillet så tungt. Strøet hen over en imponerende instrumentalflade er både rene, men i særdeleshed også hård, veloplagt vokal, så man næsten glemmer, at sangen handler om, hvordan det hele ender. Vokalen tager mig tilbage til ISIS’ 'Panopticon', og det er ment som en stor ros.
'No One Wants to Speak About It' er en vanvittigt god debut, og petitesser og personlig idiosynkrasi til side ligger vi på karakterskalaens højeste trin.