Vellydende black metal
Lotan fra Ringsted spiller melodisk black metal, som vi kender det. Der opfindes ikke dybe tallerkener, men til gengæld lyder det ganske udmærket.
2. Ignis
3. Ashera
4. Ishtar
5. Servant of Yammu
6. The Faithless
7. Leviathan
Lotan er klar med debutpladen, der blot har fået titlen 'Lotan'. Cirka lige så opfindsomt som musikken, der nok lyder godt, men ikke efterlader lytteren endvidere udfordret. For Lotan er black metal. Ingen tvivl om det. Nok endda nærmest en melodisk variant af genren. Det er gjort mange gange før. Der, hvor Lotan stikker ud er, at de er danskere. Danmark har aldrig været kæmpestore indenfor black metal som vores naboer mod nord. Der er Norge og Sverige historisk løbet med opmærksomheden internationalt.
Nu har vi så Lotan, der består af et par musikere fra Vanir, forsanger og guitarist, samt en enkelt, der tidligere har været med i Vanir. Den vikingeånd, de har bragt med ind i Lotan er måske netop en knyttet næve mod de andre skandinavere, der ikke skal gå på togt i den sorte genre uden lidt modstand fra Danmark.
'Lotan'-pladen starter ud med 'Diabolis Victor', der minder lytteren om, at black metal altså handler om Satan! Derefter videre i 'Ignis', der også følger en klassisk formel indenfor genren, men overrasker alligevel med et mellemstykke, der er som trukket direkte ud af Iron Maidens bagkatalog. Det klæder sangen.
Derefter følger en midtempo-sang i 'Ashera' og når vi kommer til 'Ishtar' har Lotan svært ved at maskere sit ophav i førnævnte band, da der kommer lidt vikinge-brøl i starten af sangen. Den melodiske black metal bliver for alvor tydelig på 'Servant of Yammu', der har en intro, der minder rigtig meget om Dimmu Borgir og en vokal, der minder om Satyricon. Bands, der gjorde genren populær for 20 - 30 år siden.
Nu forsøger Lotan så at gøre det samme. Med akustisk intro på 'The Faithless', er der dømt generisk black'n'roll for fuld udblæsning og pladen lukkes ned med den pompøse 'Leviathan'. Hæderlig back metal til den anynome side.
'Lotan' er nemlig ikke en plade, der sådan for alvor brænder sig fast på nethinden eller svitser fimrehår i øregangene. Det, der dog fungerer, er lyden. Den er simpelthen virkelig velproduceret. Den lyder godt. Musikken derpå er ikke dårlig. Der er bare for for lidt variation. Det trækker lidt ned, men musikerne i bandet er alle erfarne folk, så mon ikke det er noget, de kan arbejde lidt med på en opfølger?